Roofman

Verden er til tider mere weird end virkeligheden.

Jeffrey Manchester plyndrer i 1998-2000 mere end 40 McDonald’s i USA ved at slå hul i loftet for at blive hele nationens ”roofman”. Bag sin maskerende elefanthue er tagmanden en gentlemantyv og vil egentlig bare have råd til at købe sin elskede datter en cykel.

Siden bliver han arresteret og ryger i fængsel på 45 år. Så stikker han af, fordi han klart er mere smart end andre banale indbrudstyve.

Han gemmer sig et halvt år i en større afdeling af den amerikanske legetøjskæde Toys ”R” Us. Og han forelsker sig i afdelingens fraskilte, intelligente og modne ekspedient, Leigh, der har kristne værdier og et næstekærligt menneskesyn. Minsandten om han ikke også vinder hendes hjerte.

Roofman er instrueret af Derek Cianfrance, der har lavet Blue Valentine og The Place Beyound the Pines og var med til at skrive Sound of Metal.

Med dens cocktail af krimi, komedie og tragedie ville man engang have kaldt filmen for et postmoderne kunstprodukt. Men vi er langt mere tilbage i Hollywoods guldalders samfundskritiske melodrama. Mere a la 1930’ernes socialt anlagte komedier end spøjs postmodernisme med diverse genreoverskridelser.

Antihelten Jeffrey Manchester, der har rødder i Afghanistan-krigen, er Den Store Depressions ”the forgotten man”, soldaten, som er hjemsendt til arbejdsløshed og ikke kan få enderne til at mødes.

Ligesom Paul Muni i 1932-klassikeren I Am a Fugitive from a Chain Gang er han blevet tyv af samspil og nødvendighed i et kuldslået samfund – et samfund, der stråler af kapitalistisk overflod med kommerciel gaveregn som succeskriterie for et sundt familieliv.

Men så møder han legetøjsekspedienten Leigh, som lærer ham om en anden form for livsstil end den, som kan købes for mammon. Alligevel vil Jeffrey gerne ud af landet og begynde forfra. Men nu er det jul, og selv juletræer vokser ikke op i himlen.

Filmens historie er utrolig, men sand og gjort af samme stof som Hollywood-drømme. Takket være de to hovedrolleindehavere løfter filmen sig behændigt op i en atmosfære af poetisk realisme og hverdagsagtig rom-com.

Muskelcharmøren Channing Tatum – med sine overpumpede biceps og baller af stål, som man ovenikøbet får syn for sagn – har mildest talt ringe kemi med Scarlett Johansson i den klodsede raketkomedie Fly Me to the Moon. Her derimod er han i topform og rammer en perfekt romantisk balance sammen med den altid seværdige Kirsten Dunst.

Kærlighedshistorien mellem de to løfter næsten filmen over i en anden genre: den ærkeamerikanske biedermeierkultur, vi forbinder med Hallmark Channels sukkersøde tv-juleeventyr.

Alligevel har filmen begge ben solidt plantet på jorden. Leigh ser affæren som et eventyr, og filmen har klart et skær af filmironi. Jeffrey sover således i sengetøj med Spider-man-betræk. Og hvem er det nu lige, som spiller edderkoppemanden Peter Parkers smukke og syngende kæreste, Mary Jane?

Handlingen træder lidt vande midtvejs, hvor Jeffrey skal gøre sine hoser grønne hos Leigh og hendes to døtre. Vi får megen Gospelsang og andre svingende trosbekendelser af glade, lavkirkelige amerikanere i spraglede hawaiiskjorter. Og kaffe i menighedshuset efter gudstjenesten. Det er et miljø, hvor en chevaleresk heman, der ser godt ud med smørhåret skråsikkert sat op og små fødder i damegummisko, partout må være homoseksuel.

Og så skal de to døtre overbevises om, at singlemor har ret til amoriner hjemme i dagligstuen og lidt lagengymnastik i soveværelset.

Imens kan man godt more sig over den servile gnavpotte og butikschef Mitch (selvironiske Peter Dinklage), der tager sit job som ledende legetøjschef yderst alvorligt. På grænsen til det grotesk grinebidende.

Roofman er er en særdeles sød og charmerende bagatel, og takket være samspillet mellem Channing Tatum og Kirsten Dunst får vi en rørende feelgood-film.