Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Roofman

Channing Tatum spiller McDonald’s-røveren Jeffrey Manchester, der flygter fra fængslet og gemmer sig i et halvt år i en større afdeling af en amerikansk legetøjskæde.

Foto | Davi Russo

Roofman

Den utrolige historie om en mand, der røvede over 40 McDonald’s og endte som hele nationens tagmand, er nu en charmerende og rørende feelgood-film.

Af Bo Tao Michaëlis

Verden er til tider mere weird end virkeligheden.

Jeffrey Manchester plyndrer i 1998-2000 mere end 40 McDonald’s i USA ved at slå hul i loftet for at blive hele nationens ”roofman”. Bag sin maskerende elefanthue er tagmanden en gentlemantyv og vil egentlig bare have råd til at købe sin elskede datter en cykel.

Siden bliver han arresteret og ryger i fængsel på 45 år. Så stikker han af, fordi han klart er mere smart end andre banale indbrudstyve.

Han gemmer sig et halvt år i en større afdeling af den amerikanske legetøjskæde Toys ”R” Us. Og han forelsker sig i afdelingens fraskilte, intelligente og modne ekspedient, Leigh, der har kristne værdier og et næstekærligt menneskesyn. Minsandten om han ikke også vinder hendes hjerte.

Roofman er instrueret af Derek Cianfrance, der har lavet Blue Valentine og The Place Beyound the Pines og var med til at skrive Sound of Metal.

Med dens cocktail af krimi, komedie og tragedie ville man engang have kaldt filmen for et postmoderne kunstprodukt. Men vi er langt mere tilbage i Hollywoods guldalders samfundskritiske melodrama. Mere a la 1930’ernes socialt anlagte komedier end spøjs postmodernisme med diverse genreoverskridelser.

Antihelten Jeffrey Manchester, der har rødder i Afghanistan-krigen, er Den Store Depressions ”the forgotten man”, soldaten, som er hjemsendt til arbejdsløshed og ikke kan få enderne til at mødes.

Ligesom Paul Muni i 1932-klassikeren I Am a Fugitive from a Chain Gang er han blevet tyv af samspil og nødvendighed i et kuldslået samfund – et samfund, der stråler af kapitalistisk overflod med kommerciel gaveregn som succeskriterie for et sundt familieliv.

Men så møder han legetøjsekspedienten Leigh, som lærer ham om en anden form for livsstil end den, som kan købes for mammon. Alligevel vil Jeffrey gerne ud af landet og begynde forfra. Men nu er det jul, og selv juletræer vokser ikke op i himlen.

Filmens historie er utrolig, men sand og gjort af samme stof som Hollywood-drømme. Takket være de to hovedrolleindehavere løfter filmen sig behændigt op i en atmosfære af poetisk realisme og hverdagsagtig rom-com.

Muskelcharmøren Channing Tatum – med sine overpumpede biceps og baller af stål, som man ovenikøbet får syn for sagn – har mildest talt ringe kemi med Scarlett Johansson i den klodsede raketkomedie Fly Me to the Moon. Her derimod er han i topform og rammer en perfekt romantisk balance sammen med den altid seværdige Kirsten Dunst.

Kærlighedshistorien mellem de to løfter næsten filmen over i en anden genre: den ærkeamerikanske biedermeierkultur, vi forbinder med Hallmark Channels sukkersøde tv-juleeventyr.

Alligevel har filmen begge ben solidt plantet på jorden. Leigh ser affæren som et eventyr, og filmen har klart et skær af filmironi. Jeffrey sover således i sengetøj med Spider-man-betræk. Og hvem er det nu lige, som spiller edderkoppemanden Peter Parkers smukke og syngende kæreste, Mary Jane?

Handlingen træder lidt vande midtvejs, hvor Jeffrey skal gøre sine hoser grønne hos Leigh og hendes to døtre. Vi får megen Gospelsang og andre svingende trosbekendelser af glade, lavkirkelige amerikanere i spraglede hawaiiskjorter. Og kaffe i menighedshuset efter gudstjenesten. Det er et miljø, hvor en chevaleresk heman, der ser godt ud med smørhåret skråsikkert sat op og små fødder i damegummisko, partout må være homoseksuel.

Og så skal de to døtre overbevises om, at singlemor har ret til amoriner hjemme i dagligstuen og lidt lagengymnastik i soveværelset.

Imens kan man godt more sig over den servile gnavpotte og butikschef Mitch (selvironiske Peter Dinklage), der tager sit job som ledende legetøjschef yderst alvorligt. På grænsen til det grotesk grinebidende.

Roofman er er en særdeles sød og charmerende bagatel, og takket være samspillet mellem Channing Tatum og Kirsten Dunst får vi en rørende feelgood-film.

Titel:
Roofman

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Derek Cianfrance

Manuskript:
Derek Cianfrance, Kirt Gunn

Medvirkende:
Kirsten Dunst, Channing Tatum, Peter Dinklage, LaKeith Stanfield

Spilletid:
126 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
16. oktober

Relevante artikler

Biografanmeldelse
26. mar. 2013
The Place Beyond the Pines

The Place Beyond the Pines

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten