Sound of Metal

Ruben sidder foran sit trommesæt i dyb koncentration og bar overkrop. Det er mørkt på scenen, men alligevel er hans ”please kill me”-tatovering ganske iøjnefaldende på det svedige bryst.

Flere kompromisløse tatoveringer er nærmest tilfældigt drysset ud over overkroppen, og hans hår er afbleget.

Han ligner en mand, der længe har haft sin gang på den mere narkoprægede del af USA’s punkmetalscene. Alligevel fremstår han veltrænet og klarsynet.

Efter denne første, ordløse indstilling i Darius Marders Sound of Metal har vi allerede den nødvendige baggrundsviden om det menneske, vi skal bruge de næste to timer i selskab med.

Han er en mand, der har rejst sig fra en hård baggrund og formået at vælge musikken frem for stofferne. Han er kæreste med sangeren i sin metalduo, og de bor sammen i bandets tur-vogn.

For Ruben er trommerne nemlig alt.

Derfor er det også ekstra ubærligt, da Ruben på ganske få timer og uden varsel mister sin hørelse totalt. Han må nu forlade sin kæreste for at lade sig indskrive på et hjem for døve narkomaner, mens livet og musikken spiller videre uden ham.

Darius Marder og manusforfatter Derek Cianfrance har valgt en særligt realistisk og forsigtig dialogstil til deres døvefilm, og det er snedigt.

Vi er tvunget til at lære Ruben og kæresten Lou (Olivia Cooke) at kende næsten udelukkende gennem visuelle tegn som tatoveringer, tøj og mimik.

Det er ”show, don’t tell” på allerhøjeste plan, og det er forbistret vigtigt i en film, der handler om at opgive høresansen og lære at bruge øjnene i stedet.

Ruben spilles rastløst og intenst af Riz Ahmed. Han kan ikke finde ro. I frygten for den totale stilhed er han hele tiden i bevægelse. Men i rørende scener med døvesamfundet lærer han at bruge sine øjne for at forstå, hvad der sker omkring ham, mens vi må gøre det samme for at følge med i historien.

På den måde bliver Sound of Metal en mageløs hyldest til filmen – det ultimative visuelle medie.

Dermed ikke sagt, at lydsiden ikke er mindst lige så forrygende.

At formidle fornemmelsen af døvhed må være den største udfordring for en lyddesigner. Det kan virke paradoksalt at bruge lydværktøjer til at udtrykke manglen på lyd, og en mindre eventyrlysten lydmand kunne have valgt den nemme løsning og skruet ned for lyden.

Her har Nicolas Becker modigt og originalt valgt at vise Rubens oplevelse af døvhed med et brutalt støjinferno. Alle lyde fra omverdenen er uigenkendelige og gør fysisk ondt, så lyd bliver et helvede, hver gang vi indtager Rubens perspektiv.

Der er altså ikke tale om en almen skildring af en døveoplevelse, men om Rubens personlige, smertefulde oplevelse.

Mest uudholdeligt bliver det, da Ruben endelig får råd til høreimplantater og faktisk genvinder hørelsen. Men det er i en så forkvaklet og unaturlig udgave, at døvheden bliver et savn for både Ruben og publikum.

Dette er klart det mest kontroversielle i filmen, da det kan ses som en respektløs behandling af en teknologi, der har betydet en verden til forskel for tusindvis af mennesker.

Men her er det vigtigt at forstå, at Sound of Metal ikke er en almen historie om døvhed. Det er en fortælling om et menneske, der hele sit liv har overlevet ved at kæmpe, men nu er nødt til at finde ro for at komme videre.

Han er nødt til at forlige sig med stilheden og gå ind i lydens mørke uden frygt for det ingenting, der venter. En oplevelse, der kulminerer simpelt og genialt via lyddesignet i den storslåede slutscene, som ikke bør spoleres her.

Sound of Metal er et mesterværk, der kræver et biografbesøg eller i det mindste ekstremt gode højtalere i hjemmebiografen. Kun sådan kan man værdsætte filmens enorme respekt og ærefrygt for lyd.

Og fraværet af den.