Robinson Crusoe

Historien om den engelske sømand Robinson Crusoes forlis og liv på en øde ø er en vaskeægte klassiker.

I løbet af romanens snart 300 år lange liv er den eventyrlige og spændende fortælling blevet allemandseje. Derfor er det også helt oplagt, at Daniel Defoes Robinson Crusoe nu får nyt liv som animationsfilm.

Desværre lader Vincent Kesteloots fjollede fabel meget tilbage at ønske.

Animationsfortolkningen af romanen skifter synsvinkel fra den skibbrudne Crusoe og placerer den hos den eventyrlystne papegøje Mak (Peter Frödin, som til stor irritation kalder Robinson for Kruse og ikke Crusoe). Han længes efter at opleve verden uden for den tropeø, der er hans hjem. For som han spørger: ”Hvor meget paradis kan én papegøje klare?”

Så da den ranglede Robinson Crusoe (med stemme af Thomas Mygind, der er tidligere vært på Robinson Ekspeditionen) skyller i land, efter hans skib splintres mod øens klipper, ser Mak straks en mulighed for at lære mere om den store verden.

Hans dyrevenner er dog langt mere skeptiske over for ø-paradisets nye beboer. Men langsomt bliver dyrene venner med Crusoe og nyder godt af hans mange opfindelser. Da fjenden i skikkelse af et slæng af skibskatte truer, må de for alvor stå sammen for at forsvare øen.

Og så roder filmen noget så eftertrykkeligt rundt i sit eget forvirrede dyrekatalog.

Dyrene på den øde (der må formodes at ligge ud for Sydamerikas nordkyst ligesom i Defoes klassiker) er et unødvendigt eklektisk og ulogisk sammenrend af arter: en sydøstasiatisk skaberaktapir, et skældyr som findes i Afrika og Asien, et australsk myrepindsvin, en europæisk isfugl, en kamæleon, der primært lever i Afrika, og så en gammel gedebuk. Eneste dyr, der er i nærheden af sit sædvanlige habitat, er ara-papegøjen Mak, som nok nærmere ville flyve rundt i Amazon-junglen.

Zoo-geografisk korrekthed eller ej, Peter Frödins stemme kan ikke redde Mak fra at være en forudsigelig og uinteressant hovedperson, mens tapiren Rosa (Anette Heick) og geden Skramle (Niels Weyde) på ingen måde formår at levere den comic relief, de tydeligvis er tiltænkt.

Faktisk er alle figurerne uden dybde og karakter, og selv hovedpersonen virker som en bifigur. Det er meget sigende for filmen, at de ondeste dyr på tropeøen er et par skabede katte (Keld og Hilda Heick) og deres killinger.

I det hele taget er det mere end svært at se, hvorfor Daniel Defoes Robinson Crusoe skal tvinges ned i Vincent Kesteloots dyreunivers.

Animationen er ikke ligefrem sofistikeret, men faktisk er 3D-effekterne filmens største styrke.

Studiet bag filmen, belgiske nWave, har siden starten i 1994 specialiseret sig i IMAX-film og 3D-teknologi. Ud over spillefilm som Sammys store eventyr og Det magiske hus, der begge fik en blandet modtagelse herhjemme, har nWave og lavet en stribe animationer til forlystelsesparker som Disney World.

Den ekspertise giver Robinson Crusoe en actionfyldt, visuel dynamik. Kampscener og stormvejr får et strejf af spænding, når lodder og trisser svinger ud i hovedet på publikum. Men meget tyder på, at budgettet er for lavt til for alvor at give plads til de store armbevægelser.

Selv på 297 års afstand fremstår bogen mere frisk og medrivende end Vincent Kesteloots fade animationsfilm.