Richard Jewell

Clint Eastwood fyldte 90 i maj.

Det er i sig selv imponerende, at han stadig laver film, ikke mindst det nogenlunde kompetente, autentiske drama Richard Jewell.

Det lyder som forbeholden ros og er det også. Eastwoods 39. spillefilm som instruktør føjer sig ubetydeligt ind et sted mellem den fremragende Unforgiven og flovheder som Space Cowboys og Hereafter.

Som vanligt for instruktøren fortælles historien uden større svinkeærinder.

Sikkerhedsvagten Richard Jewell redder hundreder, hvis ikke tusinder af liv, da han under OL i Atlanta i 1996 rapporterer en mistænkelig taske til sine overordnede. Han hyldes som en helt i pressen, indtil den samme presse kort efter falder ham i ryggen.

FBI nærer nemlig – ubegrundet – mistanke om, at Jewell er en ”hero bomber”: en ensom, typisk hvid, mand, der har planlagt et bombeattentat for selv at kunne forpurre det.

Det er agenten Tom Shaw (Jon Hamm), som indvier Olivia Wildes vedholdende politireporter Kathy Scruggs i teorien, lige før de knalder. Hun er henrykt over at have gjort så stort et scoop, at hun ikke holder sig tilbage fra at sværte heltens navn trods manglende beviser.

Pludselig belejrer pressen den lejlighed, Richard Jewell deler med sin mor, og han hyrer advokaten Watson Bryant i håbet om at kunne rense sit navn.

Så langt, så sandt, hvis man skal tro de fleste kilder til historien, der stadig tjener til skræk og advarsel på journalistuddannelser.

Men efter den amerikanske premiere har filmen fået på puklen af de mennesker, der kendte virkelighedens Kathy Scruggs (hun døde i 2001 og kan altså ikke længere forsvare sig selv). Hun ville aldrig bytte sex for et tip, hævder de.

At filmen antyder det, er ikke blot en bizar falsk anklage, men respektløs slut shaming, der skal vende publikum mod den frie presse.

Filmens forsvarere, først og fremmest manuskriptforfatteren Billy Ray, har blankt afvist kritikken. Han hævder, at Scruggs’ kolleger og redaktører blot angriber filmen, fordi den tegner et mildt sagt uheldigt billede af deres journalistiske praksis.

Måske har ingen ret, måske har alle. Et lige så interessant spørgsmål er, hvorfor Clint Eastwood har valgt at tage historien op nu. Han er livslang republikaner og har altid sagt sin uforbeholdne mening. Men siden Trump blev præsident, har han forholdt sig tavs.

Set som politisk kommentar bliver Richard Jewell mere åben, kompliceret og svær at få hold på, ikke ulig Eastwoods American Sniper.

Nogle så en patriotisk propaganda- og rekrutteringsfilm, der hyldede det amerikanske militær. Andre, mig selv inkluderet, så et langt mere moralsk komplekst karakterstudie og instruktørens bedste film i det forgangne årti.

Var mistanken nyhedsstof? Paul Walter Hauser fremstiller Richard Jewell som en elskelig tåbe med visse redneck-tendenser og masser af våben, men som en person i filmen på et tidspunkt spørger: Hvilken hvid mand i Georgia har ikke det?

Historien om, hvordan medierne og myndighederne i 1996 ødelagde alt for Jewell, klinger anderledes i det amerikanske mediesamfund anno 2020, hvor det er blevet hverdagskost, at partipolitiske støjsendere som Fox News vildleder befolkningen.

Det er bare ikke helt til at vide, om Eastwood har tænkt Richard Jewell som et indspark i den debat.

Den flertydighed gør filmen mere interessant, end den burde være med dens gumpetunge personkarakteristik og umådeholdne brug af musik. Paul Walter Hauser er en kende for nobel i hovedrollen og Sam Rockwells den reformerte slyngel Watson Bryant er ren rutine.

Man må give filmen, at den rummer en vis fascination ligesom Eastwoods film om en anden amerikansk helt, piloten Sully, Miraklet i Hudsonfloden. Det står dog ikke klart, om Clinten vitterlig har noget på hjerte, eller om han blot har instrueret på autopilot.