Prelle – lytter til mig selv

To venner sidder henslængt i en sofa. Den ene rapper om at være færdig med en pige. ”Færdig med dit spil nu, færdig med at pille nu,” som hun formulerer det med to kække fingre viftende i luften.

At Prelle, der hedder Rikke til fornavn, ligner en dreng og er til piger, er ikke et emne i Anita Beikpours film. Prelle er en af drengene. Hun er hverken hetero og eller helt hvid, hun er rapper og har en livmoder på samme tid.

Men det forbliver i baggrunden – måske et udtryk for, hvor langt vi er nået i 2020.

Prelle – lytter til mig selv er en dokumentar om social mobilitet og om, hvor meget af baglandet skal med, når man rykker opad i samfundets hierarki.

Prelle kommer fra den anden side af Ringgaden i Aarhus. Hun er vokset op i arbejderklassen – på blokken – og har lavet lidt for meget ballade efter sengetid.

Her tager Prelles historie sin begyndelse. For hun drømmer om et andet liv, og meget sigende har hun Tupacs Changes som ringetone på sin mobiltelefon.

I skildringen af Prelle veksles der mellem klassisk dokumentarstil og magisk realisme. Hvide duer dukker op og føles meningsfulde, som de sidder og stirrer på os. Vand løfter sig op i luften foran Prelle eller løber mod hende langs jorden.

Smukke scener, der skaber drømmeagtige pauser fra en gråmeleret hverdag. Og på lydsiden hører vi ofte lange, stemningsmættede strøg på cello. Det tilføjer også en slags magi og fremhæver ængsteligheden i en nogle gange undervældende virkelighed.

En håndfuld gange forvandler filmen sig decideret til en musikvideo, hvor Prelles musik bliver til glatte produktioner. Det føles til gengæld distraherende på en anden måde end de små besøg af magi, og filmen er generelt stærkest, når den er ren, dokumenteret virkelighed.

Moren er død af misbrug, og faren viser sig at være meget indelukket. I en næsten tragikomisk scene spørger hun med store barneøjne, om han stadig tænker på hendes mor. ”Jeg gider ik’ snak’ om det,” svarer han bare.

I glimt er det som at se Fenar Ahmads spillefilm Ækte vare – bare uden damer, stoffer og sorte penge. Prelle drikker vand fra drikkedunk og læser sine lektier.

Hun vil færdiggøre 9. klasse og holde sig i skindet, til straffeattesten er ren igen. For fristelse fordærver, og i Aarhus ”sker der ikke en fløjtende fis”, som hun selv siger det.

Musikken har vist sig at være en sjov slags tidsfordriv, der ikke pletter på attesten og tilmed er en udtryksform for de følelser, Prelle ikke får snakket med sin far om.

Det kan være svært at vurdere, hvor langt rapperens talent faktisk rækker, men det er slet ikke det vigtige. Prelle finder frihed, forløsning og glæde i det kreative. Det handler befriende nok hverken om penge eller spilletid på P3.

Der er noget tryllebindende intenst ved Prelles store blå-grønne øjne, noget uspoleret og oprigtigt, der skinner hjemme på sofaen, men visner hos pladeselskabet.

”Du er lidt magisk, kan man godt sige,” konstaterer en kvinde ud fra et kort, da Prelle midt i sin forvirring opsøger en tarotkortlæser.

Hos den danske musikindustris mastodont, Universal, er en pladekontrakt pludselig inden for rækkevidde. Hovedpersonen bliver – ligesom i Ækte vare – blændet af chancen for et gennembrud. Men Prelle føler sig ikke hjemme i det store, succesorienterede studie.

Kreativiteten visner, når den legende freestyle hjemme i sofaen skiftes ud med forventningspresset hos pladeselskabet. Hjertet følger ikke med.

Filmtitlen toner frem mellem linjerne. Det handler om at lytte til sig selv og at være sig selv – selv når man støder på en flirtende Gulddreng på vej til mødelokalet.

Venskabet viser sig at være det, der giver det hele værdi. Det manifesterer sig i relationen til Mikkel, som Prelle nu laver musik med i et lidt afpillet hjemmestudie.

Nogle af filmens bedste scener er, når de to hænger ud sammen – når de stener i studiet, sidder under solen i en park, finder på en god Tinder-besked eller fniser over bøvede vittigheder: ”Hvad vejer en hipster? – Et insta-gram.”

Imellem alvoren og visdommen byder Prelle – lytter til mig selv på masser af humor. Selv i en tilværelse, der ser håbløs ud, er der megen håbefuldhed. Filmen er en skål for det, der ikke kan købes for penge.