Biografanmeldelse
30. juli 2014
Postmand Per – Filmen
Postmand Pers liv tager noget af en drejning, da han bliver sangstjerne i tv-show. Filmen har masser af bulder og brag, men den har ikke meget med de gamle tv-film at gøre. Foto | Classic Media

Postmand Per – Filmen

En rigtig dårlig film kan sagtens være god underholdning. Det gælder desværre ikke for Postmand Per – Filmen, der forråder sit eget univers.

Af Felix Rothstein

Fra 1981 til 2008 lavede mindre britiske produktionsselskaber mere end 140 afsnit af dukkefilmserien om Postmand Per. I dag, hvor han ejes af et selskab under amerikanske Dreamworks, har det godmodige postbud taget springet til biograflærredet – og det skulle han nok have ladet være med.

Postmand Per – Filmen er en sløj og slimet sødsuppefortælling. Det gode håndværk og den hyggelige opfindsomhed, der kendetegner dukkefilmene, er i filmversionen gået tabt i skinger effektjageri.

Da Postmand Pers bonus bliver fjernet af den nye, onde postchef Edwin Karfunkel, melder han sig til en tv-talentkonkurrence i håbet om at vinde en rejse til Italien med sin kone.

Med et enormt sangtalent – den tidligere Boyzone-frontmand Ronan Keating lægger flødestemme til i både den danske og engelske version – bliver Per en superstjerne fra den ene dag til den anden.

Berømmelsen stiger ham (næsten) til hovedet, og han bliver rullet ind i en brutal mediemaskine anført af den kyniske tv-vært Simon Kostald (Cowbell i den engelske version), der er en idéforladt parodi på X-Factor-bagmanden Simon Cowell.

Imens erstatter Karfunkel Postmand Per og resten af postvæsenet med robotter i et mærkværdigt forsøg på at overtage verdensherredømmet gennem postomdeling.

Filmens instruktør har i et udslag af kækt overmod placeret sit eget navn sammen med Steven Spielberg og Michael Bay i en avisoverskrift i filmen.

Mike Disa, der som spillefilminstruktør kun har stået bag rødhættefilmen Hoodwinked Too! Hood vs. Evil (2011), skal dog ikke gøre sig nogen forhåbninger om at havne i samme blockbuster-klasse som sine kolleger lige foreløbig.

Man må slide sig gennem halvanden time med flade karakterer og forudsigeligt plot, og det det lykkes for Disa og manuskriptforfatter Nicole Dubuc at få afviklet den ellers ganske spinkle sidehistorie om robot-postmændenes hærgen.

Det ene øjeblik er en robothær ved at overtage verdensherredømmet, det næste bliver Per forsonet med familie og venner og – tada! – så er robotterne pludselig ikke længere et problem.

I det hele taget virker det, som om filmen forsøger at overkompensere for historiens mangler ved at proppe action og eventyr ind i fortællingen om en stille landsbypost. Men hvorfor i alverden skal Per dog flyve helikopter og pludselig være en del af ”Specialpoststyrken”?

Postmand Per egner sig ganske enkelt ikke til højtempo-action og eventyr.

En af dukkefilmenes store kvaliteter har netop været at lave små fortællinger. I den lille landsby Grønnedal var de største konflikter det omskiftelige britiske vejr, nogle bortløbne får eller en forsvunden nøgle.

Den udramatiske dramatik har givet serien en egen stille dynamik og stemning, der er Postmand Pers kendetegn. Det er et billigt og unødvendigt trick at pumpe historien op med glitter og glamour.

Der er tale om et kulturforræderi, når talenshows-industri og pinligt umorsomme og malplacerede robotter bliver blandet ind i Postmand Per-universet.

Mike Disa har tilmed valgt at skifte seriens karakteristiske stop-motion ud med glatpoleret computeranimation. I stedet for at bruge dukker er karakterne animeret, så de skal ligne dukker og bevæge sig som dukker. Men paradoksalt nok er deres bevægelser endnu mere udynamiske end i de gamle dukkefilm.

Syntetiske, skrigende farver og klodsede bevægelser gør, at Postmand Per – Filmen mest af alt minder om dårligt slik, der hviner i tænderne.

Og det er ironisk, at den udspekulerede film, der påstår at pege på farerne ved berømmelse og tv-eksponering, svælger i selvsamme celebrity-kultur og kendisdyrkelse.

Filmen præsterer dog en enkelt sjov detalje til forældrene, da rene Per i en montage med billeder fra et idyllisk familieliv sidder i lænestolen og læser kriminalromanen Postbudet ringer altid to gange om farlige, erotiske drifter.

Originaltitel:
Postman Pat: The Movie

Land:

England/Storbritannien

År:
2014

Instruktør:
Mike Disa

Manuskript:

Nicole Dubuc

Medvirkende:

Ole Fick, Ann Hjort, Jakob Garde, Peter Zelder, Johannes Nymark, Henrik Lykkegaard, Henrik Koefoed, Niels Ellegaard

Spilletid:

88 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
31. juli 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. feb. 2018
Coco

Coco

Biografanmeldelse
31. aug. 2017
Biler 3

Biler 3

Streaminganmeldelse
27. juni 2017
Okja

Okja

Biografanmeldelse
02. maj 2017
Your Name

Your Name

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten