Biografanmeldelse
26. aug. 2021
Paw Patrol: Filmen
Det heroiske hundehold, som udgør Paw Patrol, rejser denne gang til nabobyen Adventure City for at redde borgere fra den onde borgmester Humdinger. Foto | Spin Master Entertainment

Paw Patrol: Filmen

Som Avengers med søde hunde er animationsfilm noget så sjældent som et helstøbt action-komediedrama for børn.

Af Astrid Maan Thomsen

Trods den ikke videre opfindsomme titel er Paw Patrol: Filmen en absolut fryd af en animationsfilm, som med en række bedårende hunde i hovedrollerne nok skal underholde mindre børn. 

Filmen fortæller den hæsblæsende historie om hvalpene Chase, Marshall, Skye, Rubble, Rocky og Zuma anført af deres menneskeleder Ryder. 

Sammen er hundeholdet, der kalder sig Paw Patrol, altid klar til at hjælpe, når der sker ulykker i Adventure Bay og nabobyen Adventure City. Og det er netop i Adventure City, at problemerne hober sig op. 

Den onde og uduelige borgmester Humdinger bliver ved med at bruge byen til vanvittige eksperimenter for at hylde sig selv. Det skaber den ene katastrofe efter den anden, og den utroligt selvoptagede og korrupte borgmester er en herlig skurk. 

Han ligner med sin høje, lilla hat og et følge af små, lede kattekillinger en mandlig version af The Fairy Godmother fra Shrek 2

Paw Patrol må komme byen til undsætning, men lederhunden Chase har dårlige minder fra byen og vil meget nødig tilbage. Og turen til Adventure City udfordrer hele holdet til det yderste. 

Paw Patrol: Filmen vil give de mindste i familien samme oplevelse, som når de voksne sætter sig ind og ser den næste film i Marvels franchise om superheltegruppen Avengers. 

Filmen er baseret på Keith Chapmans canadiske tv-serie, som fik premiere på Nickelodeon i 2013. Chapman er også kendt for at skabe Byggemand Bob, og hans populære hundeserie har taget verden med storm.

Historien om de heltemodige hunde med de gode værdier har spredt sig som et fænomen til over 160 lande, hvor der også er gang i salget af legetøj og andet merchandise om figurerne. 

Den opbyggelige fortælling fordrer både tro på styrken af sammenhold og egne evner. Og filmen rammer den rette blanding af tyggegummi-sødme og hæsblæsende actionkomik, så det er umuligt ikke at elske de små hvalpe og deres eventyr. 

Og den børnevenlige animation byder på flere imponerende sekvenser. 

I en scene er Chase fanget i en bygning fuld af flammer, men han bliver reddet af en vandslukker, som spytter vandbobler ud på smukkeste vis. Hen mod slutningen ramler to bygninger sammen, og den eksploderende konstruktion af ødelæggelse vil få selv voksne til at stirre med åben mund og polypper. 

Ej at forglemme en nervepirrende regnvejrsscene i slowmotion, som leder tankerne hen på Blade Runner

Der er dog lagt flere penge i animationen end i manuskriptet, som byder på ikke så få tamme jokes. Til gengæld går historien som smurt, og selv små hoveder med koncentrationsbesvær vil kunne holdes fanget gennem filmens 85 minutter. 

Det er ellers en udfordring at strække den ikke voldsomt dramatiske handling, som fungerer fint i korte afsnit af tv-serien, til det længere format. Nogle steder bliver scenerne fastholdt for længe i, hvad der kommer til at fremstå lovligt pædagogisk, når udstyr, gadgets og følelser skal helt på plads. 

Det fremstår også ufrivillig komisk, at hundene med en brændende fyrværkerikatastrofe for næsen af sig vælger at stoppe måbende op og beundre deres nye bil. 

Alligevel sætter Paw Patrol: Filmen et utroligt højt niveau for animationsfilm for børn fremover.

Titel:
Paw Patrol: Filmen

Originaltitel:
Paw Patrol: The Movie

Land:
Canada

År:
2021

Instruktør:
Cal Brunker

Manuskript:
Billy Frolick, Cal Brunker, Bob Barlen

Medvirkende:
Silja Okking, Henrik Koefoed, Silas Holst, Niels Olsen, Pelle Falk Krusbæk (danske stemmer)

Spilletid:
86 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
26. august

Fra samme skribent

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro