Oxen – sæson 2

TV 2’s første ombæring af Jens Henrik Jensens Oxen-krimiromaner – om en dansk krigsveteran, der har lige så mange ordner og medaljer som vor konge og samtidig er en dannebrogsfarvet Rambo fra Anders Foghs krige i fjendelande – var mere præget af smalltalk end spænding.

I første sæson bliver vi præsenteret for en ældgammel sammenslutning, Danehof. Her mener man, at mænd i blå jakkesæt og hvide skjorter med slips fra Herlufsholm skal have retten til riget i stedet for en folkelig facade af demokrati.

Landadelige herrer og damer sukker efter andre tider end nutidens mere eller mindre socialdemokratiske, hvor folk i arbejdstøj, forklæde og overalls har stemmeret, hvor almen skolegang er vigtigere end at stå med navn og stamtavle i adelskalenderen, og hvor gamle adelsslægter mest optræder i Billed-Bladet ved nytårskur og kongejagt.

Heroverfor står Niels Oxen, der spilles af Jacob Lohmann i overbevisende topform. Oxen er manden fra den danske krigsindsats, og så er der hans kollega, den forældreløse Margrethe Franck, der har et handikap og spilles såre følsomt og gådefuldt af Josephine Park.

To danske sjæle, som ingen kan stjæle til et hensynsløst og snobbet aristokrati på magt uden agt, autokrati uden empati.

I Oxen – sæson 2, hvor alle seks afsnit er instrueret af Søren Balle (Klumpfisken og Ekko Shortlist-filmen Tomatprincippet), er der kommet flere kraftige boller på blodsuppen, mere heftig ramasjang end blot sløsede replikker om dit og dat i Dannevang.

Vi får en forklaring på, hvorfor adelige Kajsa Corfitzen, der spilles med professionel ild af Birgitte Hjort Sørensen, er blevet ondsindet. I freudianske glimt udfoldes hendes traumatiske barndom på godset.

Jacob Lohmann er igen glimrende som den ptsd-ramte elitesoldat, der kan dræbe med en brækket tandstik. Tough som en træstamme i medvind, men med sønnen Magnus som akillessene.

Oxen drømmer om en hverdag uden vold, men sådan skal det ikke være, og det er jo godt nok for historien.

Ellen Hillingsø er PET-chef i cottoncoat og stramme bukser, mere sammenbidt end en bullterrier med kæbekrampe. Hende skal man ikke bide skeer med, med mindre man har et gebis af granit.

Caspar Phillipson er ferm som farlig bagmand med aftershave fra det store udland, hvor folk forsvinder i en kiste eller en baggård. Christian Tafdrup er en bevidstløs brik i spillet om magten.

Forfatteren Jens Henrik Jensen synes ikke tilfreds med adaptionen, men kan vel brokke sig hele vejen til banken. Makkerparret Peter Thorsboe og Mai Brostrøm (Ørnen, Livvagterne) har begået et effektivt, om end ikke særligt inciterende manuskript.

Oxen – sæson 2 er dog bedre end første sæson takket være mere eksplicit action og et episk flow i plottet. Alligevel er sæsonen efter fire ud af seks afsnit ikke helt tilfredsstillende. Iscenesættelsen er klodset og ujævn i rytme og rollespil.

Hvorfor gør man ikke mere ud af Oxen og Franck som et romantisk par, der muligvis forelsker sig? En kliché, javel, men den ville føle sig hjemme i seriens kø af slagsen. Et amourøst pusterum blandt obligatorisk sortklædte lejemordere med håndvåben lidt mindre end en mikrobølgeovn.

Selv om vi har været der før, kommer vi gerne igen. Bøse mænd og kvinder, som dræber snapt.

Det er tydeligvis en international serie, man snart kan se synkroniseret til tysk og andre sprog. Så der skal lige reklameres for dejlige Danmark. Bøgeskove i diverse kulører, klitter ned til strand og hav, hyggelig krostue med dram og fadøl. Og danske herregårde i røde douce farver.

Når serien aldrig falder helt på plads og får skær af skråsikker spænding, er forklaringen nok, at der er for mange kokke i tv-køkkenet. For mange investeringer, som skal tilgodeses.