Oxen

Den danske krimiforfatter Jens Henrik Jensen har efterhånden skrevet seks bind om den højest dekorede danske jægersoldat Niels Oxen.

Han kom hjem fra Afghanistan som veteran og trækker sig tilbage til skovens ensomhed. Ligesom sin amerikanske kollega Rambo vil han undgå civilisationen med familie, villa og vovse.

Men man kan ikke leve fjernt fra verdens vrimmel i vore dage.

Snart bliver den mutte og modige Oxen involveret i en gusten sag. En mere eller mindre adelig overklasse vil under det historiske begreb Danehof omstyrte demokratiet i Danmark.

Det er dette plot fra forfatterskabets begyndelse, der synes at være kernen i TV 2’s nye krimiserie Oxen. Jeg skriver ”synes”, for efter de første tre afsnit ville jeg ikke vide, hvad det egentlig drejer sig om, hvis jeg ikke havde læst bøgerne.

Serien begynder lige på og hårdt. Jægersoldaten Oxen svigtes af sin overordnede i Afghanistan, hvorved hans bedste soldaterkammerat dør.

Hjemme i Danmark vil Oxen have majoren stedt for retten som kujon. Men da denne er nevø til en magtfuld godsejer, sætter det en lavine i gang, som resulterer i et par mord, samtidig med at Oxen bliver smidt ud af korpset med alle sine medaljer. Nogle har plantet narkotika på hans bopæl.

Oxen trækker sig ensomt ind i Rold Skov til en anden veterans lejrplads og hund.

Første afsnit er faktisk ret godt sat i scene – hurtigt kørende og effektivt. Det manuskriptskivende makkerpar med Emmy’er på kaminhylden og kendt fra blandt andet Rejseholdet og Ørnen, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, har gunstigt opstrammet forfatterens deskriptive omstændigheder og udrenset noget af den maskuline jargon.

Oxens overordnede i efterretningsvæsenet har skiftet køn og er ikke længere en parodi på en tweedklædt anglofil og whiskydrikkende oberst.

Plottet ridses godt op. En bøs godsejer trækker i trådene og arrangerer mord på bestilling via en kvindelig lejemorder. En kvindelig PET-agent mister i overensstemmelse med det litterære forlæg sit ene ben i en aktion og bliver således en bitter sylfide.

Til gengæld trækkes hun ind i et net, som skal opklare omtalte kupagtige Danehof, og som snart via hængte hunde også involverer Oxen.

I bøgerne hænger det meste sammen, og Jens Henrik Jensen er faktisk på mange måder en af vore bedste plotmagere. Men i seriens andet afsnit begynder forfatterens tilrettelagte plot at smuldre.

Flere bliver dræbt, deriblandt en gusten herremand omsonst omringet af engelsktalende livvagter. PET rykker op til Nordjylland og ind på et konferencecenter som hovedkvarter. Imens rumsterer et tysk makkerpar morderisk rundt i omegnen (ja, der er tyske penge i produktionen).

Men mest er seriens hovedperson Nørlund Slot, hvor alle skurkene er samlet. Herfra breder slyngelstregerne sig ud. Og Oxen bor ude i skoven på herremandens vilje, og hans rolle overtages snart af hans smarte datter fløjet ind fra England.

Oxen udvikler sig meget hurtigt til at blive en herregårdskrimi med hemmelige agenter – lige så hemmelige som en vejrmelding.

Sammenhængen fortaber sig. Plottet virker porøst som skumlerier båret oppe af klichéer forklædt som replikker.

I Jens Henrik Jensens krimier er der panoramisk og kosmopolitisk højt til loftet, mens vi i serien er i lavloftede omgivelser. Det er mere lokal turisme end listig thriller.

Halvvejs i serien er det endnu ikke klart, hvad intrigen går ud på.

Jacob Lohmann spiller Oxen som en dansk Jason Statham, Ellen Hillingsø er overbevisende som chef for Secret Service, mens Josephine Park glimrer som etbenet, mut agent.

Birgitte Hjort Sørensen synes at more sig. For en gang skyld spiller hun ikke naboens datter, men herremandens sofistikerede ditto, der læser Simone de Beauvoir på fransk og helst bor i London.

Serien har tre afsnit til at vende skuden, men indtil videre må det konstateres, at Jens Henrik Jensens Oxen havde fortjent en bedre tv-skæbne.