Officer og spion

Tænk dit om filmen, tænk dit om manden – men bland ikke de to sammen.

Roman Polanski har i 41 år været på flugt fra det amerikanske retssystem, som instruktøren stak af fra, mens han afventede en dom for ulovlig seksuel omgang med en trettenårig.

Men det er formålsløst at læse hans seneste film, en alvorlig, inciterende genfortælling af Dreyfus-affæren – et justitsmord, der satte Frankrig over styr i slutningen af 1800-tallet – som et selvforsvar.

Faktisk advarer Officer og spion netop mod den tolkning.

Filmens helt, spillet af en magnetisk Jean Dujardin, er en flot, højtstående officer ved navn Georges Picquart, hvis lemfældige antisemitisme (der vel nok var normen i Frankrig i 1890’erne) ikke afholder ham fra at tage den talentfulde, jødiske generalstabskaptajn Alfred Dreyfus i forsvar.

Dreyfus’ fængsling for forræderi på Djævleøen delte offentligheden i to lejre, da det kom frem, at anklagerne havde forfalsket bevismateriale under retssagen.

Polanski og hans medforfatter Robert Harris – hvis roman om denne historiske cause célèbre danner baggrund for filmen – har med andre ord skabt en film om ære og principper, der minder os om, at sandhed og retfærdighed intet har at gøre med, om vi kan lide hinanden.

Hvis Officer og spion taler til samtiden, siger den intet om l’affaire Polanski, men kommer med et modigt forsvar for sandheden i en tid domineret af tweetende demagoger, kyniske populister og fake news.

Filmen er solid på alle tekniske fronter, med undtagelse af et par uheldige computeranimerede baggrunde. Den haler os tilbage til en tid med stive nakkekraver, medaljetyngede militæruniformer, møjsommeligt møbelhåndværk og aviser så store, at man kan vikle dem om en helstegt pattegris.

Det var i en af disse aviser, at forfatteren Émile Zola indrykkede sit berømte anklageskrift stilet tilden franske præsident under titlen J’accuse...!

Vor tids teknologi var dengang endnu i sin vorden i form af telefoner, biler og fotografi – sidstnævnte refereres i sekvensen på Djævleøen, der er optaget i grynede sepiafarver.

Tidens franskmænd lever endnuside om side med mange ting, der synes designet til at gøre livet mere besværligt: snævre korridorer, svagt lys, mørke lokaler og tungt møblement. Det finder vi særligt i det lurvede hovedkvarter for militærets nyopstartede efterretningsenhed, som i 1895 er faldet under oberstløjtnant Georges Picquarts kommando.

Selv om vi får en enkelt cancandans på en natklub, et møde blandt kyske marmorfigurer i Louvres skulpturgalleri og et hurtigt glimt af Eiffeltårnet, er her ikke megen parisisk løssluppenhed at spore.

Byen opleves som et kvælende udendørs fængsel, en Djævleø på fastlandet. Og det er her, Picquart støder på nye beviser, som peger på, at det ikke var Dreyfus, men en anden officer, der lækkede militærhemmeligheder til tyskerne.

Louis Garrel spiller Dreyfus som den diametrale modsætning af sine vanlige Don Juan-roller, men den fængslede officer holder sig mestendels til filmens periferi. Fortællingen drives frem af Picquart, som støder panden mod en mur af modvillige generaler og forræderiske ansatte, der modarbejder hans efterforskning.

Alle disse mænd er faldet for den djævelske tanke, at militærdiscipliner det eneste, der tæller, og at hæren aldrig kan indrømme at have begået en fejl.

Det mindst overbevisende i Officer og spion er en blindgyde i historien, hvor instruktørens kone, Emmanuelle Seigner, dukker op som Picquarts gifte elskerinde. Hun var elektrisk i instruktørens erotiske Venus i pels fra 2013, men er her ikke andet end lidt frivol udsmykning.

Officer og spion opsluger sit publikum, og allermest fornøjelig er måden, Polanski nytænker den velkendte fortælling om den modige detektiv på og stadig forbliver tro mod perioden.

Det kræver ingen Guy Ritchie at gøre en gammel detektiv spændende for nutiden.