The Offer

”The Offer” er selvfølgelig det berømte tilbud, du får af Don Corleone, og som du ikke kan sig nej til, i Francis Ford Coppolas Godfather fra 1972.

Derfor er navnet velvalgt som titel til en tv-serie, som skildrer tilblivelsen af mesterværket. Det er gangsterfilmenes gangsterfilm, der ændrede genren fra at være sensationel ramasjang med bøse mænd i lange frakker, som snakker og skyder, til noget, som både ligner en græsk tragedie, Shakespeare og en moderne slægtsroman.

Det var op ad bakke at få skabt filmen. Mafiaen, som ikke måtte nævnes i handlingen, strittede imod i New York og omegn. Frank Sinatra var rasende, fordi han indirekte optræder som anløben sanger betalt af mafiaen.

I Hollywood var filmselskabet Paramount bekymret for filmens akkumulerende omkostninger. Godfather lignede alt andet end en succes ved billetlugerne, og en hovedrolle til dengang ukendte Al Pacino øgede ikke chancerne.

Men instruktøren Francis Ford Coppola og filmens forfatter Mario Puzo ville ikke gå på kompromis. Hverken med hensyn til historien, stilen eller valget af skuespillere.

Således var vejen til filmens triumf brolagt med bøller og businessmænd, økonomiske besværligheder og trakasserier bag kulisserne.

The Offer fortæller hele historien fra den fattige og hårdt kæmpende forfatters romanskrivning til den tredobbelte sejr ved Oscar-festen med champagne, cocktailkjole og smoking.

Serien bygger på produceren Albert S. Ruddys erindringer, og manden bag serien er forfatteren og instruktøren Michael Tolkin, som skrev den roman, der i 1995 blev til Robert Altmans The Player, en af de bedste film om Hollywood.

Men The Offer læner sig i stemning og tidsånd også op ad Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood med accentuering af en epokes særegne erfaringshorisont.

Den prangende tøjmode. Drinks og smøger dagen lang. Solbrillemænd i pangfarvede habitter. Kvinder i miniskørt og T-shirt. Som enten kører i store øser med hajfinner, dollargrin og lædersæder, eller smalle og smarte sportsvogne, der er lidt højere end asfalten.

Serien er gennemført lækkert tintet med fuldfed Technicolor, og der synes ikke at være sparet på noget. Bortset fra historiens struktur.

Handlingen er ujævnt fordelt over ti afsnit, som nu og da træder vande. Efter en god start med de implicerede på jagt efter penge og talent til filmen, bliver plottet mere og mere porøst og diffust.

Vi skal også høre noget om de rigtige gangstere, om samtidens film som Love Story og Chinatown samt diverse kærestehistorier og småskandaler.

For filmbuffs er der disket op med anekdoter fra filmbyens dekadente og luksusøse bagland. Jack Nicholson er i telefonen, Marlon Brando lommefilosoferer, og skurken Frank Sinatra får massage.

Men det bliver mere og mere som at spise sig mæt i peanuts og chips, mens Coppola og Puzo skildres som nørdede, vindrikkende havenisser, vimsende ind og ud ad kontorer og kulisser som Klumpedumpe og Klods-Hans.

Hovedpersonen Albert S. Ruddy spilles af Miles Teller, som dog mere ligner en hoftevrikkende Elvis Presley end en seriøs og engageret filmproducer.

Hans mere magtfulde kollega, Robert Evans, bliver spillet manisk overgearet af Matthew Goode. Dan Fogler er en mavesur Coppola, mens Giovanni Ribisi er overbevisende som virkelighedens Don Corleone, Joe Colombo.

Bedst er britiske Juno Temple som sekretæren Bettye McCart, som er villig til at forlade en kæreste for en film.

Men serien kommer desværre ikke ind under filmrullen som et signalement af et signifikant mesterværk.