No Good Deed

Ingen god gerning går ustraffet hen.

Det er den danske oversættelse af det amerikanske udtryk ”no good deed goes unpunished”, som Netflix’ seneste skud på seriestammen låner sin titel fra.

Betydningen er, at venlighed alt for sjældent bliver tilbagebetalt med venlighed. Men vi er ude i et ordspil, for ”deed” betyder også skøde.

Det er nemlig småt med gode gerninger i No Good Deed, hvor omdrejningspunktet er et smukt gammelt hus, der er blevet sat til salg. Den handler vanen tro for den moderne serieverden om en flok knap så sympatiske, men superprivilegerede mennesker i et velhaverkvarter i Los Angeles.

Men modsat nogle af tidens bedste serier som Succession og The White Lotus bliver de rige denne gang ikke ristet over sagte ild. Satiren er skiftet ud med en kulørt krimihistorie, som med et mord og velplacerede cliffhangers udfoldes undervejs i de otte afsnit af en god halv time hver.

Tre par kæmper for at blive de nye ejere af drømmehuset, og rollelisten vil få mundvandet til at løbe for de fleste seriefans.

Lisa Kudrow og Ray Romano er højtelskede for deres roller som henholdsvis skøre Phoebe og sarkastiske Raymond i de ikoniske 90’er-sitcoms Venner og Alle elsker Raymond. Det er i sig selv sjovt at se de to stjerner over for hinanden 30 år efter gennembruddet, men der er mere end et par kurrer på tråden for deres ægtepar Lydia og Paul, som har sat huset til salg.

Lydia er tidligere klassisk pianist, men hun har ikke kunnet spille, siden teenagesønnen døde i huset på mystisk vis for nogle år tilbage. Hun er fyldt op af sorgen og prøver at holde mindet om sønnen i live. Det gør hun så effektivt, at hun mærker hans tilstedeværelse, når lyset blinker på hans barndomsværelse.

Derfor vil hun blive boende i huset, mens Paul for alt i verden vil væk fra det sted, hvor han også selv er vokset op og er spækket med traumer. I det hele taget er der fuld bingoplade på løgne og traumer for samtlige involverede.

Rundt om Lydia og Paul ses morsomme mennesker som Luke Wilson og Linda Cardellini. De er naboparret, der er henholdsvis tidligere sæbeopera-skuespiller og professionel trofækone, som effektivt bruger pengene i den stadig mere slunkne sparegris. De vil gerne skifte deres moderne monstrum ud med den mere klassiske villa, men får kamp til stregen af et afroamerikansk par med et barn på vej samt et lesbisk par, der kæmper for at blive gravide.

Serien befinder sig i spændingsfeltet mellem mørk komik og suspensefyldt drama. Desperate Housewives er velsagtens den mest kendte titel i det nabolag, hvor et større ensemble bindes sammen geografisk, men serieskaber Liz Feldman har også erfaring med genren fra sin tidligere serie Dead to Me.

Alle ingredienser til en medrivende serie er der, men desværre går delene ikke helt op i en højere enhed. Manuskriptet byder på kløgtig dialog, men det lyder ikke som noget, der faktisk ville komme ud af munden på seriens personer. Der er en masse hjerne, men man savner det bankende hjerte.

Karaktererne er ikke stærke nok til, at man for alvor engagerer sig i deres trængsler, så spændingsmotoren kommer på overarbejde i forsøget på at opveje det. Og fordi krimiplottet samtidig ikke efterlader én med kæben nede på gulvet, sidder man i stedet tilbage med en noget flad fornemmelse.

Eskapistisk underholdning skal der være plads til, men med sit fokus på dystre emner og flirten med spiritualitet lægger No Good Deed op til mere, end den forløser.

Det gibber ganske vist lidt, da Pauls bror Mikey (Denis Leary) nyligt ude af fængslet pludselig får blodet til at sprøjte ved højlys dag. Men der går ikke længe, før seriens tone skifter fra det overraskende til det temmelig forudsigelige.

På den måde passer No Good Deed fint ind i en serietendens, hvor folkene bag næsten er blevet for dygtige til at køre en glat produktion med velsmurte dele i et plotmaskineri. Hemmeligheder afsløres med dydig timing, og alle følger et udviklingsspor, hvor de kan spejle sig i hinanden.

Det er velkomponeret håndværk, men man mærker aldrig den charmerende sjæl i det flotte hus, som alle taler om.