Fly Me to the Moon

Et lille skridt for mennesket, et stort skridt for menneskeheden.

Sådan lød den amerikanske astronaut Armstrongs berømte ord, da han i juli 1969 satte sin fod på Månens overflade.

USA havde dermed vundet kapløbet med Sovjetunionen om at være de første til at sætte en mand på Månen. Russerne var dårlige tabere og hævdede, at det var rent Hollywood optaget i et studie.

Uden at røbe for meget er denne opfattelse en vigtig kerne i komediedramaet Fly Me To The Moon, selv om filmen selvfølgelig viser fakta og sandheden. Nemlig at tre astronauter faktisk ankom til Månen, plantede det amerikanske flag og fik sagt bevingede ord.

Men filmen viser også tydeligt, at bedriften mere var styret af ideologi og politik end æter og ilt i raketten.

USA’s præsident Richard Nixon var koldkriger hele vejen i Månekapløbet. Og langt fra alle i USA var enige i hans himmelstræbende korstog.

Det var både dyrt og farligt.

Og pengene kom ikke af sig selv til NASA, som i Florida var blevet en industri med tusindvis af forskere og endnu flere medarbejdere i fabrikker, som fremstillede det kostbare isenkram. Ikke mindst raketterne, der blev opkaldt efter den græske gud Apollon.

NASA var – og er stadig – et univers af teknologiske nørder i kortærmede, hvide skjorter og smalle slips. Lige så udadvendt indbydende og appetitligt folkelige som en østers i sin lukkede skal.

Så for at skaffe penge og få befolkningens opbakning skulle rumprojektet på amerikansk vis gøres til noget salgbart – fra dyre armbåndsure til cornflakes på morgenbordet. Det er det interessante emne for Fly Me To The Moon. Hvordan fik man solgt det at komme til Månen som mere vigtigt end at bekæmpe fattigdom i sydstaterne og arbejdsløshed i nordstaterne?

Fly Me To The Moon er et lystspil, men med en satire over at sælge politik som hundedyre himmelskibe. Man kan også betegne filmen som en farce med baggrund i historiske og politiske facts.

Frem for alt er det Scarlett Johanssons film. Hun inkarnerer svindlerkvinden Kelly, der som durkdreven pr-person skal sælge herrenørdernes verden. Og hun ligner på en skønhedsprik Marilyn Monroe. Raffineret og beregnende.

Kelly har nyt tøj på i hver en scene, så der kan være meget i den lille kuffert, hun har med sig til NASA. Der er amoriner blandt astronauter i luften, og tro mod genrens regler bliver der flirtet igennem.

Scarlett er overbevisende som komedienne med ben i næsen og overdel i vinkelstram bh. Falsk som vand, men fandenivoldsk lækker.

Desværre spildte kræfter over for basens direktør Cole, spillet af Channing Tatum. En kubistisk træmand af samme stof som tandstikker og traktor. Det er næsten, som om de er med i forskellige film. Hun er skæg og bedragerisk som i en let på tå-affære, mens han er en hængemulet hestehvisker i et drama om sammenbidte mænd.

Alligevel trækker man ofte på smilebåndet. Komikeren Ray Romano lyser op i de amerikanske trivialiteter, Woody Harrelson er præsidentens mystiske Moe med sinistert djævlesmil, og Jim Rash er en parodi på en krukket filminstruktør i løsagtige gevandter.

Til sidst skinner stoltheden over Månelandingen igennem, men grundlæggende er Fly Me To The Moon en komedie med kant og Scarlett Johansson i storform.