Next Goal Wins

Det er ikke nogen let opgave at skabe en god film, når historien allerede er fortalt i en fremragende dokumentarfilm.

Desværre skruer instruktør Taika Waititi så meget op for klovneriet og kultursammenstødene i sin fiktionsversion af Mike Brett og Steve Jamisons Next Goal Wins fra 2014, at historien om en fodboldtræner, der forsøger at forbedre et helt håbløst hold, ikke fanger spillernes ånd.

Filmen bliver i stedet en rutinepræget komedie, hvis manuskript er fyldt med slidte vittigheder og forældede kulturelle stereotyper.

De samoanske karakterer er akkurat charmerende nok til at være underholdende, men Taika Waititi rammer ved siden af målet.

Michael Fassbender spiller Thomas Rongen – hvis navn lyder som ”wrong ’un”, slang for en skidt person, hvad filmen gemytligt påpeger.

Rongen er en falleret fodboldtræner, der får tilbudt et sidste job: træner for verdens dårligste fodboldlandshold, Amerikansk Samoa. Holdet på den lille, fattige ø ømmer sig stadig oven på et traumatisk nederlag på 31-0 til Australien og har ikke vundet en kamp i årevis.

Rongen må nu piske spillerne i form og forhåbentlig selv lære et og andet undervejs, så han bliver et bedre menneske.

Den brogede fodboldflok er udisciplineret og ude af form, og Rongen er chokeret over, at transkvinden Jaiyah spiller med. Hun repræsenterer det polynesiske begreb om et tredje køn: fa’afafine.

Men efter en ubehagelig hændelse, hvor Rongen kommer til at bruge hendes tidligere navn, danner de et makkerskab, som driver holdet frem mod noget, der ligner kompetence.

De får hjælp af Tavita, leder af det lokale fodboldforbund, og hans kone Ruth, der giver inspirerende råd. Som Rongen i øvrigt tager æren for.

Når man ved, at historien er autentisk, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget den udstiller de virkelige personer. Øboerne fremstår mest af alt som en gruppe lallende underdogs, der blot bekræfter omverdenens fordomme, og de er blevet frataget den kant og nuance, der gør dokumentaren så herligt fascinerende.

Waititi giver heller ikke Rongen nogen kærlig behandling. Forståeligt nok gør instruktøren sig umage for at undgå at fremstille ham som hvid frelser og lægger vægt på den visdom, samoanerne kan lære deres træner.

Men det betyder også, at han fremhæver Rongens mangler i en sådan grad, at Michael Fassbender aldrig får ham til at virke som en ægte person.

Det ene øjeblik er han en komplet idiot, det næste autoritær og uhøflig, og kort efter opslugt af beruset selvmedlidenhed.

Da filmen endelig når frem til den patos, der krænges ud i sidste øjeblik, er det svært at se, hvad Rongen egentlig har udrettet.

Dog må man formode, at de autentiske personer har sagt god for måden, de bliver skildret på. Så den måske mest skuffende erkendelse ved Next Goal Wins er, at Taika Waititi er kørt træt i sin egen komik.

Det kan skyldes, at fodboldkomedien har ligget på hylden siden 2020. Men filmens tone og godmodige frækhed er alt for velkendt efter mesterværket Hunt for the Wilderpeople og Waititis to Thor-superheltefilm.

Instruktørens egen cameorolle som en manisk prædikant føles som en hilsen til førstnævnte film, men uden den samme virkning. Han trækker jokes ud, der havde fungeret bedre i forbifarten.

I sidste ende er det Kaimana, der stjæler showet som den karismatiske Jaiyah. Hun støder sammen med Rongen, men blomstrer også op med hans vejledning, og deres forhold er filmens vigtigste tegn på, at Rongens hjerte ikke er syltet helt til i alkohol.

Hendes holdkammerater er sjove, men Taika Waititi fokuserer så meget på falde på halen-komik, at de aldrig får lov rigtigt at skille sig ud.

Next Goal Wins fremstår langt mindre triumferende, end den tydeligvis er tænkt.