My Psychedelic Love Story

Turn on, tune in, drop out! 

Du bør have hørt frasen før. Den blev lanceret i 1966 og stammer fra forfatteren Timothy Leary (1920-96), der var en guru i de langhårede hippieår. 

Han holdt taler for titusindvis om psykedeliske stoffer, og han anså lsd for både helbredende og bevidsthedsudvidende i spirituel forstand. 

Harvard-professoren forskede med hallucinogener og gav dem til sine elever, indtil han blev fyret. Derefter skrev han bøger med titler som Psychedelic Experience og High Priest, og han blev hyldet på pladen Turn On, Tune In, Drop Out, der var soundtracket til en film af samme navn. 

Snart var han en ypperstepræst blandt undergrundens seje drenge som Jim Morrison, Allen Ginsberg og Ken Kesey – ikoniske ansigter i den modkulturelle bevægelse, hvor blomsterbørnenes budskaber voksede og snart svævede hele vejen over Atlanten til Europa. 

John Lennon og The Who skrev sange om Leary, The Rolling Stones stenede ud med ham, og selv flygtede han til Europa – fra et fængsel i USA angiveligt med hjælp fra den venstreorienterede aktivistgruppe Weather Underground. 

Det er her – i Schweiz – at fortællingen om hans elskerinde, forfatteren Joanna Harcourt-Smith, begynder. 

Hun sidder foran kameraet, som dokumentarens eneste medvirkende, og fortæller sin utrolige livshistorie. Det er visuelt berigende, at interviewet bliver blandet med gamle fotos, videomateriale og psykedelisk 60’er-retrografik i rød, grøn og blå farver, der flyder ud i hinanden, skifter hurtigt i tempo, zoomer ind og ud eller ses i rolig bevægelse for at skabe en stenerstemning. 

Kort fortalt blev hun født i Schweiz og voksede op i Paris, indtil hun med sin rige, jødiske familie emigrerede til USA. 

Via sit netværk kom hun som ung jetsetter i kontakt med Timothy Leary. Hun var 26, han 52. Sammen drog de på en månedlang rejse gennem Europa med masser af sex og lsd, indtil de blev arresteret i Afghanistan af amerikanske myndigheder. 

Hun spekulerer i, om hun uden at vide det var plantet af CIA til få fat i Leary, men det forbliver ved spekulationerne. Senere hjalp hun og Leary politiet med oplysninger, angiveligt så Leary kunne komme ud af fængslet. 

Hun taler aristokratisk, men kommer aldrig til at holde hof. Filmen fortaber sig i Joannas egen, voldsomme livshistorie, i hendes omgang med magthavere og 60’er-stjerner og uvedkommende detaljer om tarokkort, køreture i Porscher, og hvordan Timothy Leary renser et toilet. 

Det er værd at huske på, at Learys forhold til Joanna blot er en parentes i forfatterens omfattende liv med 36 fængselsdomme og fem koner, hvor Joanna ikke var en af dem. 

Dokumentaren er baseret på Joanna Harcourt-Smiths bog Tripping the Bardo With Timothy Leary: My Psychedelic Love Story. Og den er lavet af en de største dokumentarister, Errol Morris. Han skabte i 1985 den banebrydende The Thin Blue Line og vandt i 2004 en Oscar for The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara, om en tidligere forsvarsminister og krigens dna. 

Blandt hans esser er også kultdoku’en Gates of Heaven, om en dyrekirkegård, og han står også bag serien Woodworm, der handler om en forsker, som CIA hemmeligt gav lsd – en af flere dokumentarer, han har lavet om det amerikanske magtapparat. 

Mest interessant er dokumentaren da også med sit fokus på Nixon, der kaldte Leary for den mest farlige person i verden. Det er naturligvis absurd. Nixons vanvittige krig mod stoffer gjorde Leary til en flygtning, og vi får igen indsigt i, hvor klamt det amerikanske retsvæsen opererer for at indfange småsmuglere og tågede stenere. 

Interessant er det også at høre om Learys filosofi om lsd, men Morris kommer aldrig i dybden med hans projekt, med CIA og ikke engang Harcourt-Smith – der døde af kræft i 2020 – fordi den ikke holder fokus. 

Som kortfilm havde den fungeret, men efter en time og 40 minutter føler man sig snarere som tilskuer i tante Olgas te-selskab end på rock’n roll-road-trip.