Zappa

Vi er i 1991.

Tjekkiet har netop løsrevet sig fra Sovjetunionen. Der er fest i landet, og på scenen står Frank Zappa. Med langt hippiehår, arabernæse og verdens største skovsnegl.

Han sætter sin rygende smøg i spænd på guitarfjæset. Slår en elektrisk streng an, der starter et tempofyldt portræt af rockens store kultfreak og avantgardist.

Et satirisk væsen, der udstillede amerikansk hykleri med sine humoristiske, syrede og kompositoriske mesterværker. Og kæmpede mod systemet, til han i 1993 døde af prostatakræft, 52 år gammel.

Frank Zappa var erklæret libertarianer. Han lå i kamp med FBI, kommercielle pladeselskaber og censurhungrende forældre i tv-debatter.

Og ikke mindst med manglende airplay i radioen. Meget sigende for hans oversete status kan dokumentaren ikke ses på nogen streamingtjeneste i Danmark, hvor den ellers blev vist på Cph:Dox i 2020.

Alligevel har Zappa opnået rockstjernestatus. Også selv om han – ifølge filmen – sent i karrieren kun hittede en enkelt gang i sit hjemland.

Inden da skrev han klassikeren Bobby Brown, der udstiller manden med den amerikanske pengedrøm som en pervers golden shower-homo langt inde i skabet. Satiren tog Europa med storm, men den blev slet ikke spillet i USA.

Det ragede Zappa. Han var kunstner med øje for fusionsrock, jazz og improvisationer, der i dag får de fleste artister til at ligne novicer.

Nok skriver medielandskabet om den nye Britney Spears-dokumentar, men hvis de var interesseret i musik, var de landet her. Midt i Zappas arkiv.

Zappa viser rundt i en gammel hjemmevideo. Han efterlod et absurd stort arkiv til sine børn, der fører arven videre i The Zappa Foundation. Adgangen til de mange optagelser er filmens raison d’etre, for det er ikke mere end fire år siden, at den citat- og karakterstærke Eat That Question: Frank Zappa in His Own Words blev lavet.

Instruktøren Alex Winter, skuespiller fra Bill & Ted-filmene, står bag sorthumoristiske komedier og doku’er om blandt andet Bitcoin. Han bruger i Zappa optagelserne til et traditionelt A-Z-portræt, men alligevel bliver det ikke kedeligt.

For filmens hurtige skift i tid afspejler de Zappa’ske ADHD-agtige numre. Filmen flyver gennem gamle hjemmevideoer fra barndom til alderdom, tv-interview og animationer af alt fra erigerede pikke i kusser til scener fra de UFO- og b-film, Zappa elskede og bidrog til.

Der er en del interviews med omgangskredsen. Med rockikoner som Alice Cooper og Steve Vai, med enkekonen Gail Zappa og tidligere medmusikere, som fortæller om en perfektionistisk Zappa, der aldrig roste og krævede arbejde som en tysk fodboldtræner.

Med mange af dem blev han uvenner.

Men hold kæft, hvor de interviewede også snakker. Ruth Underwood taler ikke bare om, hvordan Frank Zappas musik lyder, men spiller den også på sit klaver.

Hvorfor hører vi ikke musik fra Zappas over 60 albums og utallige koncerter, der må ligge i arkivet?

Heldigvis er der humor. Zappa deltog i en tv-sofa-debat med de forældre, der ville sætte mærkater på plader med profant sprog.

En debattør siger: ”Tror du virkelig vores forfædre skabte USA, for at vi skulle synge om satanisme og incest?”

”Absolut,” svarer Zappa tørt.

”Så er du dum!”

”Kys min røv!” replicerer musikeren.

Gad vide, hvordan Zappa ville reagere på nutidens politisk korrekte strømninger?

Han er stadig aktuel med sin bidende satire. Karrierens eneste amerikanske hit blev Valley Girl om overklassepigers overgearede sprogbrug med deres konstante brug af ”like”, der nutildags er integreret overalt. Herhjemme oversat til: ”sådan dér, du ved, lis’som, agtigt.”

Pengene fik han selv.

I 1982 droppede samfundsrevseren nemlig pladeselskaberne. Han var indbegrebet af Do It Yourself. Og portrættet viser, at vi har brug for originaler, der kæmper for vores frihed og sætter spot på hykleri, censur og flokmentalitet.