Biografanmeldelse
04. dec. 2024
Mulm

Jens Sætter-Lassen er fremragende som familiefaren, der gemmer på et mørke, mens Julie Christiansen har rollen som hans hårdtprøvede kone.

Foto | Æon Film

Mulm

Dansk horrorfilm drypper af passioneret hjerteblod og byder trods små midler på uhygge af bibelske dimensioner.

Af Nicki Bruun

Det er i sig selv et lille mirakel, hver gang en dansk film kommer til verden.

Mængden af knofedt og hjerteblod er altid kolossal, men det gælder særligt for de passionsdrevne projekter, der imod alle odds bliver skabt uden støtte fra Det Danske Filminstitut.

Den psykologiske gyser Mulm er en af dem, og det er i hver eneste scene helt tydeligt, at folkene bag bare ikke kunne lade være med at lave filmen. Man mærker et engagement og en fortællelyst, som smitter positivt af på oplevelsen.

Historien er ganske klassisk i al sin enkelthed.

En familie bestående af far, mor og deres lille søn er flyttet ind i et hus, hvor ondskaben også har taget ophold. Moren Maja er blevet presset ud til kanten af sindet og indlægges med symptomer på en svær depression. Derfor må den fraværende og fortravlede far Jacob tage ansvaret for drengen Johannes, der måske taler lidt rigeligt med sin nye, usynlige ven.

Det eskalerer langsomt over i overnaturlighedens overdrev, og selv ikke de velmenende ord fra Jacobs rationelle psykolog kan forhindre opgøret med det ondes udsending.

Som selverklæret bangebuks er jeg et nådigt publikum til den slags film. Det kan godt være, at Mulm ikke opfinder den dybe tallerken og på mange måder læner sig op ad hjemsøgte-bygninger-klassikere som The Shining. Men filmen lykkes med den simple opgave at skrue op for uhyggen og jage en frygt i livet på tilskueren.

Hvor komediegenren bakser med at være særdeles specifik, fordi det er så forskelligt, hvad vi mennesker finder sjovt, har horrorgenren den indbyggede udfordring at være enormt banal. På tværs af tidsperioder og kulturer er det i udgangspunktet meget det samme, der skræmmer os.

Det er en styrke på den måde, at filmskabere nemt kan tale ind i et universelt sprog af indre frygt. Men det gør det også til et vanskeligt lærred at male originalt på.

Sammen med sin bror Michael Vrede Nielsen har instruktør og manuskriptforfatter Martin Vrede Nielsen lavet en stribe film i den på dansk jord ellers temmelig forkætrede horrorgenre.

Ekko Shortlist kan man se tre af brødrenes kortfilm, der dykker ned i barske emner som sorg og sindets skrøbelighed. Men i år var de et af trækplastrene på genrefestivalen Blodig Weekend med debutspillefilmen Mulm, der er baseret på en roman af forfatteren Teddy Vork.

Martin Vrede Nielsen bruger i Mulm oldnordisk mytologi til at give filmen sin egen stemning. Johannes lukker sig inde i sig selv og bygger på foranledning af sin usynlige ven hele tiden stendysser, som jo er et nationalt symbol, vi mest forbinder med gravhøje.

Det er ildevarslende effektivt, og endnu mere kuldegysende er det, at barneskuespilleren Louis Trinskjær leverer en så indlevende præstation.

Jens Sætter-Lassen besidder den samme evne som sin far, Søren Sætter-Lassen. Selv om Jacob øjensynligt er en sympatisk mand, der gør sit bedste for støtte hustruen, opdrage sønnen og passe sit arbejde, er der takket være skuespillerens tilknappede facon noget dystert over familiefaren. Han gemmer på et mørke og en tvivl, som efterhånden får frit løb.

Det er Jens Sætter-Lassens film, og der er ikke voldsomt meget tid til Julie Christiansen i rollen som ligeledes hårdtprøvede Maja. Hendes diagnose bliver ikke noget i egen ret, men fungerer som en katalysator for hans deroute ned i sindets tåger.

Der lurer spændende problemstillinger under overfladen, som man gerne havde set udfoldet mere, men på den anden side er meget af gyset jo også antydningens kunst.

Det balancerer filmskaberne flot, mens det er en for gennemtæsket kliché at give sine personer nogle karaktertræk blot ved at lade dem ryge smøger og drikke sprut, når tilværelsen viser sig fra sin grimme side. Det er rigtignok mange menneskers måde at tackle problemer på, men også set 500 gange før på film og bliver ligegyldigt fyld.

Alligevel ødelægger det ikke glæden ved at se en dansk horrorfilm, som trods små midler har store armbevægelser og tør kaste sig ud i uhygge af bibelske dimensioner.

Titel:
Mulm

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Martin Vrede Nielsen

Manuskript:
Martin Vrede Nielsen

Medvirkende:
Jens Sætter-Lassen, Julie Christiansen, Louis Trinskjær, Martin Geertz

Spilletid:
98 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
5. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
07. feb. 2024
Paranoia

Paranoia

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten