Paranoia

Seksten år efter premieren på Twilight får Danmark endelig sin egen romantiske ungdomsfilm i gyserrammer, og det er ikke et sekund for tidligt.

Kritikere stod i kø for at tilsvine de kåde vampyrfilm. Men ingen kan benægte, at bog- og filmserien for mange var en effektiv måde at udleve nogle af de mere pinlige ungdomsfantasier og en ret fantasifuld vinkel på kompliceret, ung kærlighed.

De danske unge har fortjent deres egen pendant i omgivelser tættere på deres virkelighed, og Paranoia – baseret på Birgitte Lorentzens roman Cykose – virker som svaret.

Den er instrueret af Kari Vidø, der er en erfaren manuskriptforfatter (Absalons hemmelighed) og debuterer som spillefilminstruktør i en alder af 62 år. Hovedrollen som pigen Lulu spilles af Zoe Bryan Hertz, kendt fra Jonas Risvig-serien Salsa.

Lulu lever en banal gymnasietilværelse med irriterende forældre og en uoverskuelig SRO-opgave, indtil hun som så mange danske unge kommer til at drikke for meget til en fest og ryger på hospitalet.

I sin alkoholsyltede tilstand ser hun for første gang en mystisk spøgelsespige, der kalder på hende. Gespenstet fortsætter med at hjemsøge Lulu hjemme på hendes værelse i uhyggeligt klaustrofobiske natsekvenser, hvor især kælepapegøjen Einstein er i fare.

De simple, men velsammensatte gyserscener får effektivt pulsen i vejret gang på gang, og frygten for fuglens liv er reel, selv om spøgelset aldrig rigtigt bliver farlig for mennesker.

For at komme problemet til livs søger Lulu hjælp fra skolens enspænderdreng Mads, der er stemplet som psykisk syg, fordi han kan se spøgelser. Det udvikler sig meget hurtigt til et spirende eksorcistfællesskab og en hed romance.

Kemien mellem de unge skuespillere – Zoe Bryan Hertz og August Carter – er i top, og man længes efter, at de finder sammen, lige meget hvor fjollet karikerede flirterierne bliver.

Hun vader drillende rundt på hans utroligt rene drengeværelse og spørger til hans karatetrofæer. Han demonstrerer sine kampsportsevner med en manøvre, der får hende til at lande under ham på sengen.

Så er det ellers bare op på hans motorcykel og afsted til hidsigt gramseri på en kirkegård.

Man begynder at mærke skuespillernes træthed, da vi når til femte skænderi og genforening. Men grundlæggende er det herligt at se et højstemt teenagedrama udført i danske rammer og uden skyggen af ironi.

Desværre nøjes filmen ikke med genretypiske, charmerende platheder. Den kaster sig også ud i en uigennemtænkt kommentar til psykiatriens verden, hvor det ærgerligt nok går galt.

Undervejs begynder onde ånder at plage Mads, og de uvidende voksne tolker det som et symptom på hans lidelser. Men Mads vil ikke tage sin medicin, for hvis psykosen stopper, mister han sin evne til at tale med spøgelser.

Og da Mads endnu en gang bliver indlagt efter at have kæmpet med usynlige fjender i skolegården, er det fremstillet som en hjerteskærende uretfærdighed.

Samtidig går det op for Lulu, at spøgelsespigen i sin tid var et offer for det hvide snit – det brutale hjerneindgreb, som danske læger udførte til helt op i 1980’erne.

Kari Vidø og manuskriptforfatterne har nok aldrig haft som mål at underminere psykiatrien. Alligevel kommer filmen til at sætte et lighedstegn mellem fortidens barbariske lobotomier og nutidens psykiatriske behandlinger.

At fordømme fortidens forskruede metoder er vigtigt, men Paranoia – med støtte fra Filminstituttets ungdomskonsulent – risikerer at give det unge publikum følelsen af, at psykiatri er noget farligt, som står i vejen for romantikken.

Man kommer til at heppe på psykosen, og det er mildest talt uheldigt i en tid, hvor flere og flere unge har psykiske lidelser.