Serieanmeldelse
10. jan. 2017
Mozart in the Jungle – sæson 3
Monica Bellucci medvirker i tredje sæson som den venezianske operasanger Alessandra – bedre kendt som La Fiamma – der konkurrerer med dirigenten Rodrigo (Gael García Bernal) om at være mest excentrisk. Foto | Ali Goldstein

Mozart in the Jungle – sæson 3

Musikalsk komedieserie byder på eskapistiske glæder og skaber fremragende øjeblikke i samspillet mellem de skæve figurer.

Af Nicki Bruun

Vi lever i et tv-landskab, der er ved at drukne i gode serier.

Det er mildt sagt et luksusproblem at blive begravet i ikke bare gode, men også vigtige serier, der tager emner som race- og kønsproblematikker under behandling – ikke mindst Atlanta og Transparent.

Men det er også ret udmattende hele tiden at forholde sig til verdens fortrædeligheder, sjove som de kan være, når man nogle gange bare vil glo tv uden ansvar.

Derfor er det en eskapistisk fornøjelse at se Mozart in the Jungle, der også i sin tredje sæson ikke vil meget andet end bare at underholde med sine skæve personligheder. Her bliver man trukket ind i et eventyr i en virkelighedstro verden, hvor det er normalt at dyrke uforpligtende sex med en belgisk mimer eller smide sin mobil ud af vinduet, hvis man er træt af, at den ringer.

Den nye sæson starter i Venedig, hvor den flamboyante dirigent Rodrigo (Gael García Bernal) har søgt i dækning for undgå voksenting som lockout og lønforhandlinger i New York. Imens slås hans orkester på Manhattan for ordentlige vilkår og tjener penge på bar-koncerter og Uber-ture.

Åbningsbilledet viser Rodrigo typisk hipster-excentrisk på en gul vandcykel i den italienske bys flydende gader, mens den passionerede klassiske musik som så ofte før leder ham på vej.

Målet er den venezianske operasanger Alessandra (Monica Bellucci), hvis kunstnernavn La Fiamma (Flammen) foruden at referere til et italiensk operastykke afslører, at hun er temperamentsfuld i en grad, der faktisk yder den farverige dirigent modstand – så der opstår hurtigt brandvarm, men tosset kemi mellem de to.

Det udmønter sig naturligvis i en sjov og lidenskabelig, men også temmelig utroværdig kærlighedsaffære.

Seriens magiske realisme, der indebærer Rodrigos møder med fortidens musikalske mestre som Mozart og Beethoven i morsomme barneskikkelser, skaber solid grobund for skøre scener. Men serien holder også muligheden for noget mere varigt rørende på afstand, hvorfor den kun i glimt rejser sig fra det gode til det fremragende.

Senere møder Rodrigo tilfældigvis også sin gamle assistent Hailey (Lola Kirke), og der går ikke lang tid, før de to igen har gang i deres venskabelige forhold med en gnist af romantisk kærlighed.

Man må dog håbe, at Mozart in the Jungle ikke giver efter for fristelsen og lader de to være mere intime, for meget af seriens skæve intensitet kommer fra energien mellem dem.

Rodrigos outrerede charme og Haileys kejtede ditto kan nemt virke for påtaget hver for sig. Men sammen udligner de forskellen og skaber søde og sjove øjeblikke, som når han lærer hende at genfinde den barnlige glæde ved musikken og alfaderligt (og panisk) overdrager hende dirigentstokken for at tage på gondolræs i vandgaderne.

I det hele taget foregår serien på kanten af et impulsivt overdrev.

Adskillige gange er det ved at tippe over og blive for mærkeligt blot for at være mærkeligt, som når holdet tilbage i New York af borgmesteren får besked på at undskylde over for samtlige planter i en park.

Til gengæld tager Mozart in the Jungle os med ind i en verden, man sjældent hører om. Og det er morsomt, når for eksempel Rodrigo i mødet med Alessandras manager – og mand, viser det sig – får at vide, at den vigtigste af tre regler er: ”No fornicate, grazie” (den må I selv oversætte).

Så kan det godt være, at Mozart in the Jungle ikke byder på bevingede tanker, men så længe serien kører, er man i godt selskab.

Titel:
Mozart in the Jungle

Land:
USA

År:
2016

Serieskabere:
Roman Coppola, Jason Schwartzman, Alex Timbers, Paul Weitz

Medvirkende:
Gael García Bernal, Lola Kirke, Monica Bellucci, Malcolm McDowell, Saffron Burrows

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
6. januar på Viaplay

Relevante artikler

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten