Mozart in the Jungle – sæson 2

Anden sæson af Mozart in the Jungle, der følger livet blandt de klassiske musikere i New Yorks symfoniorkester, er stilforvirrende, usammenhængende og oftest ganske underholdende af netop samme grund.

I ti afsnit af 30 minutter står igen den gale, men geniale mexicanske dirigent Rodrigo (Gael Garcia Bernal) i spidsen for orkestret. Han kæmper for at finde ind til kernen af orkestrets musikalske udtryk, mens noget langt mere håndfast truer med at dræbe eventyret: kontraktforhandlinger.

Det er i dette møde mellem kunsten og kassen, at Mozart in the Jungle kridter sin bane op.

Bedst er serien,når den giver slip på de forklarende størrelser og lader sig styre af temperamentsfuld improvisation. Det betyder, at nogle plottråde kommer og går tilsyneladende uden noget system. Det er således svært at blive klog på forholdet mellem seriens anden hovedrolle, den unge oboist Hailey (Lola Kirke), og hendes temmelig intetsigende kæreste Alex (Peter Vack).

Man accepterer dog de kausale mangler, da de ofte resulterer i uforpligtende, sjove øjeblikke. Det topper midtvejs i sæsonen under orkestrets tur til Rodrigos fædrene Mexico.

Her kommer seriens varmblodede løssluppenhed for alvor til sin ret, og scenerne, hvor Rodrigo og Hailey nærmer sig hinanden, er både søde og morsomme. Denne fortælling foregår i et hektisk tempo, der går fint i tråd med det latinamerikanske temperament og sågar inkluderer, at Rodrigo forbandes – i hvert fald i egen optik – af sin gamle læremester.

Det er ikke seriens egen skyld, men det er svært at følge med, hvis man ikke har styr på de spanske gloser. Når der tales spansk, står engelske og danske undertekster nemlig oven i hinanden. Samtidig er den engelske tale ofte håbløst oversat.

Den tydeligste forbedring fra første sæson er Haileys udvikling. Nu morer hun sig ofte, og det er rart at se hende gribe dagen ligesom læremester Rodrigo. Også han bemærker forandringen og kommenterer den i sidste afsnit: ”Der er flere torne i rosen, men den er stadig smuk.” En ret så klichéfyldt betragtning, men der er også følelser i klemme mellem dem.

Mozart in the Jungle handler om livet i den store kunsts tjeneste, og serien kunne nemt have taget sig selv for alvorlig.

Men i stedet prikker den hul på selvhøjtideligheden ved at vise den tidligere dirigent Thomas Pembridges (Malcolm McDowell) kamp for at skabe original musik. Denne legesyge tilgang skal nok især tilskrives to af folkene bag serien, Roman Coppola og Jason Schwartzman, der er kendt for deres samarbejde med Wes Anderson. Den skæve tone fra Andersons film lever også i Mozart in the Jungle, blandt andet gennem bi-karakteren Bradford Sharpe, der endog spilles af Schwartzman.

Rodrigos forbandelse in mente, er serien ikke bare en blanding mellem komedie og drama, men et regulært genremiskmask af falde-på-halen-komedie og magisk realisme. Mens denne stilforvirring nok vil få nogle til at stå af, er den netop seriens kuldrede charme.

Man kan ikke beskylde Mozart in the Jungle for at være verdensomvæltende. Den er en fem timers underholdende intermezzo, som man passende kan indtage som dessert efter at have nydt den anderledes originale hovedret Transparent. Dermed er Viaplay – med hjælp fra producenten Amazon – for alvor ved at komme på banen med eksklusive serier.