Biografanmeldelse
05. feb. 2017
Moonlight
Moonlight fortæller om tre forskellige perioder i en sort amerikaners liv på en måde, der minder om en europæisk artfilm. Foto | David Bornfriend

Moonlight

Bjergtagende Oscar-kandidat formår gang på gang at overraske med fortællingen om en sort, homoseksuel mands svære vej gennem livet.

Af Leslie Felperin

Instruktør og manuskriptforfatter Barry Jenkins’ anden film er en udsøgt og malerisk fortælling, der følger samme karakter på tre forskellige stadier i sit liv.

En film, der skildrer en forvirret, udsat ung mands opvækst med omsorgsfuld kompleksitet og uventede omslag i perspektiv og tone.

Det er en lettilgængelig historie, men den føles særligt aktuel i lyset af den udbredte amerikanske politivold mod sorte, der har udmøntet sigi Black Lives Matter-bevægelsen. Samtidig udforsker den sort identitet hos homoseksuelle, og hvor svært det er at springe ud og acceptere sig selv i en kultur, der ofte er homofobisk.

Jenkins har baseret filmen på et teaterstykke af Tarell Alvin McCraney, og det, at de kommer fra samme baggrund, er med til at forstærke de dybt personlige træk i filmen.

Første akt udspiller sig i en fattig udørk i Miami i 1990’erne, i tiden efter at crack er blevet modenarko.

Vi følger Juan (Mahershala Ali), en afro-cubansk narkohandler, der styrer sin forretning med rolig, men hård hånd. Selv om det er i hans interesse at udnytte sine klienters afhængighed, er han ingen skabelonskåret filmskurk, bare en samspilsramt sort mand, der må træffe hårde beslutninger for at overleve det hårde liv på gaden.

Da Juan finder en traumatiseret ung dreng med kælenavnet Little (Alex R. Hibbert), som er blevet jagtet ind i en crack-hule af bøller, fatter Juan medlidenhed med den stakkels dreng.

Han tager ham med hjem, giver ham noget at spise, og med hjælp fra sin kæreste får Little den støtte, han savner fra sin egen, stressede alenemor Paula (Naomie Harris i en fænomenal præstation).

Med en kunstfærdig manuskript-finte flyttes fokus i anden akt fra Juan, der helt forsvinder ud af filmen, til Little, der nu er en sekstenårig dreng og bruger sit rigtige navn Chiron (Ashton Sanders).

Chiron er indadvendt, ensom og årvågen, men sitrer af undertrykte følelser. Han har dog et enkelt nært forhold til den mere selvsikre, brovtende Kevin, en fyr han har kendt i årevis. En aften ved stranden, høje af tjald og hormoner, deler de et kys, og derefter er intet det samme mellem dem.

I tredje akt er Chiron endnu engang blevet omdøbt, nu går han under kaldenavnet Black og spilles af den tidligere atlet Trevante Rhodes.

Der er gået ti år siden hændelserne i filmens midterdel, og Black har mere eller mindre forvandlet sig til Juan 2.0, komplet med ørering og et stramt tørklæde om hovedet. Narkohandleren Black har genetableret det stadigt anstrengte forhold til sin nu ædruelige mor, men et telefonopkald fra Kevin (den herlige André Holland) hiver pludselig Black tilbage til sin fortid.

En af de helt store glæder ved filmen er dens hyppige overraskelser. Gang på gang snyder den ens forventninger.

Det gælder ikke kun den måde, Jenkins skifter fra Juan til Chiron som hovedperson på, men også filmens uventede valg af musik. Karaktererne lytter selvfølgelig til periodekorrekt rap og soul, men også underlægningsmusikken, komponeret af Nicholas Britell, er en fejende, rungende række klassiske orkestreringer.

Fotograferingen er lige så overraskende og forbigår rå ryste-optagelser til fordel for flydende skud med tripod og Steadicam, der efterfølgende er nøje farvebehandlet.

Moonlight er et stærkt gennemdesignet værk, der smægter mere af europæisk artfilm end amerikansk indie-drama. Og det er måske filmens eneste virkelige fejl. At den føles så velovervejet, gennemkomponeret og intelligent, at det lægger en dæmper for dens følelsesmæssige slagkraft.

Moonlight er, som sin hovedperson, en film så optaget af at skjule sine følelser, at den ikke altid har den hårdtslående umiddelbarhed, man måske regner med.

Ikke desto mindre er det et ekstraordinært, bjergtagende værk, der slår Jenkins’ navn fast som et af indie-filmens største nye talenter.

Titel:
Moonlight

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Barry Jenkins

Manuskript:
Barry Jenkins

Medvirkende:
Mahershala Ali, Naomie Harris, Alex R. Hibbert, Ashton Sanders, Trevante Rhodes, André Holland

Spilletid:
111 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
9. februar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro