Moon Rider

”Jeg skal så tæt på at dø som muligt,” siger den intense Rasmus Quaade i Daniel Denciks nærgående portrætfilm om den unge temporytter.

Navnet Rasmus Quaade blev især indprentet i cykelinteresseredes bevidsthed, da han nåede en podieplacering ved U-23 VM i enkeltstart på hjemmebanen i København sidste år.

Netop dette sportslige mål udgør den ydre dramaturgiske spændingsmotor i Moon Rider, men Denciks film har – heldigvis – også mere interessante ting at byde på. Stortalentet Quaade er nemlig ikke nogen helt almindelig fætter eller for den sags skyld en klassisk cykelrytter.

Lige så lidt som cykelsporten i sig selv interesserer Quaade, er Moon Rider interesseret i at mytologisere sportens drama og helte. Dermed er Denciks skarpt klippede fortælling i påtrængende, grynede billeder et frisk pust i forhold til Jørgen Leths klassiske cykelfilm fra 70’erne, Stjernerne og vandbærerne og En forårsdag i helvede.

Dencik går anderledes psykisk og fysisk tæt på sin rytter. Bogstavelig talt når kameraet er spændt fast på Quaades hjelm, og vi i snertbeskårede, opspeedede billeder suser med cykelrytteren ud af landevejen med 60 kilometer i timen. Billederne er ikke kønne i klassisk forstand – til gengæld bibringer de en tæt samhørighed med Quaade.

Rasmus Quaade er en ener. Og det volder problemer i en sport, hvor det ikke mindst er holdånden, der skaber de store resultater på landevejene. Quaade er mere tiltrukket af de ekstreme fysiske anstrengelser og reflekterer hudløst ærligt og velformuleret om sin kamp imod sig selv og egne begrænsninger.

”Jeg bliver lokket af min krop til at nå ud til det yderste,” fortæller han og sammenligner sin kamp for at æde konkurrenterne på landevejen med en løves lyst til at æde sit bytte. Det er, når Quaade fortæller, at filmen for alvor brillerer.

Det er især det mentale, der volder Quaade problemer. Han er på en gang moden og ungdommeligt respektløs. Han tænker for meget, når han i stedet burde være tanke- og frygtløs i cykelløbets pressede situationer. Dem får vi flere eksempler på i tempofyldte sekvenser. Det er selvfølgelig spændende – til en vis grænse.

Ved det mindste optræk til spænding afløses den ellers stemningsfulde ambient-musik af dundrende hjerterytmiske lyde. Det er en smule ærgerligt, fordi vores følelser netop ikke primært er bundet op på de konkrete cykeldueller, men på Quaades kamp imod sig selv. Man kunne have ønsket sig, at Dencik her havde økonomiseret lidt mere med sine virkemidler.

Moon Rider giver som sådan ikke baghjul til Jørgen Leths fortrop af film om de tohjuledes dyst på landevejen. Men mindre kan også gøre det, og sammen med Tómas Gislasons Overcoming placerer Denciks film sig fornemt i en eksklusiv gruppe af nyere danske cykelfilm med andet på hjerte end bare at skildre … ja, cykelløb.

Og man er svært underholdt, når Quaade insisterer på at presse sin krop helt derud, hvor døden lurer.