Mit børnehjem i Kabul

Ganske som Shahrbanoo Sadats forrige film, Wolf and Sheep, er Mit børnehjem i Kabul baseret på vennen Anwar Hashimis dagbøger.

Instruktørens plan er at lave yderligere tre film om vennens liv, alle med Quodratollah Qadiri i hovedrollen som den unge dreng Qodrat.

Det er et ambitiøst, risikabelt projekt, der produceres for europæiske midler uden for instruktørens stadigt krigshærgede hjemland Afghanistan. Men hvis det lykkes, vil det være en imponerende bedrift – en bedrift, som tåler sammenligning med François Truffauts filmserie om Antoine Doinel, der startede i 1959 med Ung flugt.

I sin første film demonstrerede Shahrbanoo Sadat en mesterlig evne til at forene amatørskuespillere med kunstneriske, ligefrem fantastiske elementer, når hun lod oldgamle, overnaturlige figurer bevæge sig igennem en konservativ landsby. Det bjergsamfund var så afsides, at det virkede tidløst.

Mit børnehjem i Kabul udspiller sig sidst i 80’erne, før Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan.

Qodrat er nu omkring femten år gammel og skraber en tilværelse sammen som gadebarn i Kabul ved at sælge nøgleringe og billetter til Bollywood-film i den lokale biograf.

Filmens udtryk er grynet på en måde, som efteraber de film, der fylder i Qodrats hverdag. Mens forteksterne – designet som tidens Bollywood-film – løber over lærredet, ser vi Qodrat og resten af det mandlige publikum i biografen. De griner og hujer henrykt, mens den indiske stjerne Amitabh Bachchan tæsker sig gennem skurkene i actionfilmen Shahenshah.

Det er en perfekt biograftur og filmens muntreste scene.

For Qodrats glade, men ikke ubekymrede gadeliv får en brat ende, da han bliver fanget af myndighederne og sendt på et overproppet børnehjem. Her opfører teenagedrengene sig som testosteronberusede primater.

Qodrat må finde sig til rette blandt en broget flok af jævnaldrende. Han møder Masihullah, et vidunderbarn af en skakspiller. Masihullah ankommer samme dag som Fayaz, der egentlig er hans onkel, selv om begge er teenagere.

Hasib, en ranglet dreng i Maradona-fodboldtrøje, bliver gode venner med Qodrat. Sammen forsøger de at holde sig på afstand af børnehjemmets mobber, som på et tidspunkt begår den dumhed at udfordre Masihullah til et spil skak.

Nogle af børnene forsøger halvhjertet at konvertere drengen Karan Jeet, som er sikh, til islam. Men han griner bare og viser dem, hvordan man binder sit hår op i en traditionel, sikhisk knude.

I skolen plejer Qodrat en spæd forelskelse i sin pæne klassekammerat Sediqa (Sediqa Rasuli havde en hovedrolle i Wolf and Sheep, men spiller her en ny karakter). Han forestiller sig, hvordan de to boltrer sig lystigt og mimer med på en Bollywood-kærlighedsballade. Scenens brutale klipning og mange kostumeskift er som taget ud af gamle, sydasiatiske musicals.

Blandingen af fantasi og virkelighed bliver mere markant, som historien nærmer sig en tragisk finale, og figurernes kåde morskab står bevægende frem.

Efterhånden som fronten rykker nærmere, bliver ressourcerne knappe, og børnenes mad bliver stadig mere tarvelig. Den virkelige fjende er hverken skolens mobbere eller sovjetrusserne, der nok har invaderet landet, men som også flyver ungerne til Moskva på dannelsesrejse som en del af bevægelsen Unge Pionerer.

Nej, den sande trussel er mujahedinerne, der bringer krigen nærmere og nærmere byporten, indtil en russisk tank vælter ned fra en klippe nær ved, hvor Qodrat og hans venner spiller fodbold.

Mit børnehjem i Kabul er et mere ambitiøst og selvsikkert værk end Wolf and Sheep. En hårdtslående film, hvor Shahrbanoo Sadat igen får sine unge talenter til at fremmane smukke, sande og spontane personer.

Efter alt at dømme har vi endnu mere bemærkelsesværdigt til gode i seriens kommende kapitler.