Mira

”I sov alle sammen i timen. I glemte børnefilmen!”

Det er et år og tre måneder siden, at den daværende leder af børnefilmfestivalen Buster, Mariella Harpelunde, sagde ordene ord efter halvandet år uden en ny dansk børnefilm.

Heldigvis ser det ud til, at Danmark er vågnet op til dåd.

I 2025 har vi fået den sprudlende komedie Børnene fra Sølvgade tager kampen op, den socialrealistiske Honey og en film til de mindste, Lotte & Totte – Min første ven.

Mira, filmatiseringen af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis populære bogserie af samme navn, træder ind i rækken som en humoristisk og velorkestreret børnefilm til den notorisk svære målgruppe: præ-teenageren.

Den ene dag er det store, bløde bamser og en fantasiverden med pirater på en synkende skude. Den næste dag skal bamserne smides ud og erstattes af øjenvippebukkere og forelskelser. Den tredje dag var man måske alligevel ikke klar til at give slip på barndommen.

Tolvårige Mira lever i en verden med leg og kreativitet. Hun tegner, opfinder og dagdrømmer.

En dag træder en ny pige ind i klassen, som er kendt på Instagram for makeupvideoer og kærestesnak. Teenagerlivet træder ind. Med rygtebørs, klikedannelse og forvirrede følelelser.

Spillefilmdebutant instruktør Marie Limkilde og ditto manuskriptforfatter Ida Åkerstrøm Knudsen – der har været med til at skrive Ekko Shortlist-vinderen Babylebbe – har skabt en moderne fortælling med ”how to kiss”-videoer, popmusik og engelske ord i hver anden sætning.

Men den formår også at skildre noget tidløst om børn, der står på vippen mellem barndommen og teenageårene.

Fortælling er skrevet med fortrolighed og en autentisk tone. Den er fyldt med humor til både børn og forældre. Som Miras nonchalante replik fra sofaen: ”Mor, bare fordi du skal på én date med en franskmand, skal vi jo ikke flytte til Paris, vel?”

Mira er forfriskende, fordi den taler i øjenhøjde til sit publikum og gør de unge personer mere modne, end vi er vant til. På en humoristisk måde, som når Mira lokker sine tømmermændsramte mor med en snasket burger, eller når Mira skal på sin første date og drikker Fanta Exotic i vinglas.

Det er tydeligt, at Marie Limkilde, som tidligere har været instruktørassistent på ungdomsserien Doggystyle og instrueret to sæsoner af Akavet, er vant i coming of age-historier.

Den voksne måde at illustrere gruppedynamikker og selvforståelse hos børn på er humoristisk og skaber brobygning mellem de store børn og deres forældre.

Mira er tilmed en visuel farvebombe: gult polkaprikket bukseprint, lyserøde pufjakker og hvide adidas-striber.

Hovedpersonens tanker tegnes på lærredet, og stregerne bruges til at skabe overgang mellem scener. De bliver et abstrakt, men inderligt kommentarspor og giver indblik i Miras følelser. Når Mira eksempelvis har ondt i maven over et skænderi, manifesterer voldsomme kruseduller sig.

De bliver et friskt pust, når vi går helt ind i tegneverdenen og møder opfindelser som ”Choko-kokos-robotten” og ”Tilgivelsesmaskinen”.

Måske skal historien kæmpe for dens målgruppes opmærksomhed i en verden, hvor alt hele tiden skal være højere og vildere. Men med sit moderne univers, sin originalitet og sit charmerende ensemble, kan den måske lykkes med det.

Debuterende Ellen Edith Pultz-Hansen spiller overbevisende den desorienterede Mira. Som når hun kigger på sin gode ven Louis og mærker sig på maven for at finde ud af, om der er sommerfugle derinde.

Eller når hun spørger sin mor, hvad man egentlig laver, når man er alene med sin kæreste. Moren svarer ”Vi spiser og hygger og … hygger,” mens Mira står som ét stort spørgsmål.

Det er svært ikke grine og samtidig krumme tæer, fordi man husker sin egen barndom.

Her findes styrken i Mira: Den er både moderne og tidløs, den kan nydes af både de store børn og deres forældre, og den lykkepriser børnenes leg og fantasi.