Lotte & Totte – Min første ven

Efter en lang periode med tørke på børnefilmområdet og animationsfronten er det skønt at se en dansk animationsfilm til de mindste i biograferne.

Lotte & Totte – Min første ven er baseret på svenske Gunilla Woldes populære 70’er-billedbøger om de to børn med grydehår. Den har som erklæret mål at være et godt første møde med biffen for de helt små, lyder det i pressematerialet, og det er virkelig også en familiefilm på alle måder.

Instruktøren er den 45-årige debutant Mia Fridthjof, producenten er hendes mand, den kendte filmmand Ronnie Fridthjof, og hovedrollen som Lotte spilles af deres datter Smilla Fridthjof.

Med hjælp fra det hæderkronede, viborgensiske animationsselskab Nørlum, animationsinstruktøren Christian Kuntz og skuespillere som Rasmus Bjerg, Marie Askehave og Bodil Jørgensen har de fået et muntert lille univers ud af en baghave, hvor der leges fantasifuldt, men jordnært.

Den ganske korte spillefilm (65 minutter) kæder historier fra de oprindelige billedbøger sammen til en følelsesmæssigt stærk, men tilstrækkeligt simpel rød tråd.

Lotte og forældrene er flyttet fra ”det høje hus” til landet, og hun savner livet i byen. Hun finder en ven i naboen Totte og hans bedstemor (Bodil Jørgensen), men da en leg går for vidt, må Lotte lære at sige undskyld.

Den fine lille historie brydes op af nogle lidt bizarre Tom & Jerry-agtige scener, hvor to katte – en af dem er vist spillet af en miavende David Owe – har en hed, ordløs sommerromance.

Et lovligt skævt indslag, men små pauser fra børnedramaet er godt tænkt, hvis de to-ni-årige skal være med hele vejen.

Det ikke specielt prangende, men hyggelige animationsunivers beriges af vignetter, hvor dyrelivet folder sig kreativt ud, så man bliver nysgerrig på havens og buskenes væsner.

Vi ser, at dyr nogle gange spiser hinanden, men i Lotte og Tottes have er det ikke så farligt. Myren ser ud til at overleve i fuglens mave, og i næste scene står han igen og kommanderer med sine artsfælder. Når kernepublikummet bliver lidt ældre, kan de opleve den mere brutale virkelighed i en naturdokumentar!

Lydsiden er præget af flere nye sange. Først en lidt irriterende børnehaveagtig hymne om at bage en ”Lotte & Totte-kage”, men snart slår Malte Ebert over i diverse sjælfulde ballader. En af dem akkompagnerer en meget flot drømmesekvens, hvor Lottes sind foldes svævende ud.

De voksne stemmer er varme og afdæmpede, og Smilla Fridthjof og Bastian Lykke Raben som Lotte og Totte får en fin, legende dialog op at køre.

Manuskriptet giver rig plads til barnligt ordkludder a la Bamse og Kylling: ”Manden på stranden glemmede at bruge solcreme, så han blev solskaldet.”

De tydelige fejl er en fin måde at gøre sproget sjovt. Værre er det, at tykke anglicismer er trængt ubemærket ind i manuskriptet. Alle går rundt og føler ting frem for at synes, og det er lidt ærgerligt, at de mindste børn også i biffen skal have sprogøret saboteret.

Til gengæld rammer Mia Fridthjofs manuskript plet i en scene, hvor Lotte har slået sig og kommer på skadestuen. Her bliver hun tilset af en knastør Mia Lyhne i rollen som uimponeret læge.

Den bekymrede far vil hele tiden blande sig, men lægen fejer ham af banen, og med pædagogisk snilde får hun syet hans datter sammen på nul komma fem. Pludselig virker et lægebesøg knap så skræmmende og mere som en anledning til at grine lidt ad far.

Filmen løser sin erklærede opgave nydeligt. Børnefilmen underholder og lægger samtidig op til store tanker og inspiration til leg i haven derhjemme. Eller den lokale park, hvis man selv bor i et højt hus i byen.

Forhåbentlig er Lotte & Totte – Min første ven ikke en enlig dråbe, men startskuddet til flere børne- og animationsfilm i Danmark.