Mellem linjerne

Forlagsredaktøren Alain får besøg af forfatteren Leonard, hvis bøger hani flere år har udgivet med mindre og mindre succes.

De mødes på forlaget og snakker om manuskriptet. Er det ikke lidt for selvbiografisk? Er elskerinden i bogen den og den tv-vært? De spiser frokost på en restaurant, forlæggeren bestiller noget hurtigt, forfatteren tager for sig af retterne og har god tid til at tale om sin bog, de går tilbage til forlaget.

Endelig spørger Leonard: ”Hvad med udgivelsesdatoen?” Og Alain svarer: ”Men jeg udgiver den ikke. Det troede jeg, du havde forstået.”

Hvis man som undertegnedeselv har arbejdet en del år i forlagsbranchen, er det komiske minutter,for hvor kan et afslag være svært at få fumlet frem.

Til gengæld er det også det eneste sjove i Mellem linjerne – ud over et enkelt replikskifte cirka en time inde. Her diskuterer Leonard med sin kone– den politiske kampagneleder Valerie – om han er mest politisk enig med Djengis Khan eller hunnerkongen Attila.

Filmen følger Alain og Leonards liv, deres koner, affærer og overvejelser om kærligheden og sandheden.Vi ser dem lyve og snyde.

Kan Leonard få udgivet sin bog? Bedrager han sin kone? Gør Alain? Vil ejerenaf Alains forlag sælge? Hvad skerder for hende den frække nede i den digitale afdeling, og vil Alains kone Selena helst spille med i en tv-serie eller den klassiske græske tragedie Fædra?

Men alle de relationer og spørgsmål overdøves af en uendelig række middage, rundbordssamtaler og radiointerviews. Det er, som om figurerne holdes som gidsler af entil vanvid kedsommelig Eric Rohmer-type, snakkefilmens franske fader,og må diskutere sig igennem bogens fremtid og sandhedens status, førde slippes fri.

Er den fysiske bog truet af e-bogen og digitaliseringen? Ord- vekslinger af typen, hvor en journalist spørger Alain: ”Hvad tænker De om book machines?” (print-on-demand, hvor man kan bestille én bog ad gangen, ofte i dårlig trykkvalitet), og Alain svarer: ”Jeg tror ikke på det. For eksempel har de succes med hardbacks i lækker kvalitet i USA.” Nej, de får ikke mit filmhjerte til at stå i flammer.

Flere personer i filmen mener også, mens de spiser kage eller blander salat, at der er sket noget med vores sandhedsbegreb efter internettet er kommet til. De gamle autoriteter smuldrer, og folk lever i deres egne, postfaktuelle fiktioner.

Hvad gør det ved litteraturen, politikken, kærligheden? Kan vi stole på hinanden? Og hvordan stiller vores karakterer sig til en flydende verden? Kan de forandre sig?

Problemet i Mellem linjerne er, at disse endeløse og ikke særligt skarpe intellektuelle fiksfakserier aldrig bliver en brugbar metafor for personernes drama, men overtager scenen og drukner fortællingen i et bundløst hav af ævl.

For der er næsten ikke noget drama. Karaktererne får kun enkelte smuthuller fra konversationen til at skilles, have sex, fortælle løgne og sandheder og blive klogere.

Filmen har det vildeste stjernecast. Guillaume Canet spiller Alain med tilknappet maskulinitet, Juliette Binoche er som altid livlig og tænksom, og Christa Théret skal bare se ud.

Vincent Macaigne er finurlig som behåret erotiker, der ikke kan holde sig til sandheden eller nallerne fra kvinderne, mens Nora Hamzawi også får sat splinter af humør ind. Men hvor ville man ønske, at de fik lov at spille skuespil og ikke bare skulle lire sløve TED-talks af.

Jeg ville ønske, jeg kunne lide denne film. At man kunne lave film, der både fortæller historier og tænker over sandhed, sex, løgn og video,og det kan man også.

Olivier Assayas kan bare ikke i denne film. Faktiskgik det først op for mig, at Mellem linjerne er en komedie, da jeg så en trailer for den.

Men hvem siger, en komedie skal være sjov, hvis blot den kan diskutere lydbogens fremtid?