Biografanmeldelse
18. jan. 2017
Manchester by the Sea
Casey Affleck er i rollen som Lee rejst fra fødebyen Manchester-by-the-Sea, men må vende hjem for at tage sig af sin unge nevø. Foto | Claire Folger

Manchester by the Sea

Der er både komik og gribende øjeblikke i Kenneth Lonergans velspillede komediedrama om anstrengte familieforhold.

Af Simon Pasternak

Det starter med ren mandeidyl.

Lee lærer sin syvårige nevø Patrick at fiske på sin storebror Joes båd. Stangen er i vandet, saftevandet på køl, stemningen er i top.

Landskabet er den dekorative østkystlandsby Manchester-by-the-Sea. Da Lee for sjov spørger, om Patrick ikke hellere vil have ham som far, når de nu har det så sjovt, svarer drengen selvfølgelig nej, men en streng slås an.

Derefter kommer en lang smøre om Lees bundfrosne liv som fåmælt vicevært i Boston, hvor forfatter og instruktør Kenneth Lonergan folder sig helt ud i komiske og desperate scener om akavede mænd.

Lee går på bar, en kvinde spilder med vilje øl på hans sweater og indleder en forfjamsket samtale, som han ikke svarer på. Til gengæld kommer han senere på aftenen i slagsmål med to mænd, der kaster ham blikke tværs over baren.

Der er også plads til mange pudsige scener fra jobbet som vicevært, hvor de stoppede lokummer og misforståelser altid kommer distraherende i vejen.

Da Lee kort efter får at vide, at broren er død, og at han er nærmeste pårørende til Patrick, må han tilbage til den by og det ansvar, han forlod år tilbage.

Der er altså lagt i kakkelovnen til to tunge historier, og man ser et øjeblik konturerne af en sorgmunter Lasse Hallström-film for sig, hvor hårdt prøvede mænd og små drenge finder hinanden midt i sorgen og fortidens synder til den knitrende lyd af en instruktør, der scorer billige point hos publikum.

Men man kunne ikke tage mere fejl.

Patrick er ikke længere en sød syvårig, men en bumset sekstenårig helt uden hvalpecharme og med egen dagsorden, og Lee er ikke sådan at varme op, mens boet gøres op, og den barske fortid fortælles.

Lonergans fremgangsmåde er enkel og effektiv. Han doserer alle scener imod det indlysende emotionelle indhold og viser den grød af virkelighed og distraktioner, sorgen og relationerne må finde vej igennem. Ofte stjæler bipersonerne scenen.

En gøende hund forstyrrer en vanskelig og dyb dialog, til begravelsen har en af gæsterne glemt at slukke mobilen, Patrick snubler over dukkehuset, da han endelig får trusserne af sin kæreste. Møbler står generelt i vejen, ingenting virker og midt i al den trængsel sker sorgen og valgene.

Der er tre ekstremt gribende øjeblikke i filmen, og alle falder i slutningen af en scene om noget helt andet: ved et akavet og tilfældigt møde mellem Lee og hans ekskone med skrigende baby, eller mens Lee og Patrick ikke kan finde ud af, hvor de parkerede bilen.

Den skæve tilgang til de naturlige historier er højeffektiv, til syvende og sidst handler filmen også om tilfældets både komiske og diabolske magt, de tilfælde, der får os til at grine, og de tilfælde, der kan ødelægge livet.

Der er ikke nogen nemme valg – sorgen er så stor som verden, og fortiden kan ikke tages om.

Det er en manusforfatters film. Der er ikke gjort meget ud af æstetikken. Underlægningsmusikken bumler rundt mellem Bach og grim tungrock i et strittende pele-mele.

Til gengæld er dialog og spil i top.

Casey Affleck spiller rollen som Lee med en perfekt doseret desperation, og Lucas Hedges er fremragende med hele sin bebumsede teenagerfysik: Benene er for lange, og følelserne kortslutter på uregerlige tidspunkter. Også Michelle Williams som Lees ekskone er virkelig god, både i for- og nutidssporet.

Manchester by the Sea minder om Lonergans første film, You Can Count on Me, der også er et underspillet komediedrama om anstrengte familieforhold. I Manchester by the Sea fylder han lærredet helt ud. Den er simpelthen skidehamrende godt skrevet og spillet. Se den!

Titel:
Manchester by the Sea

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Kenneth Lonergan

Manuskript:
Kenneth Lonergan

Medvirkende:
Casey Affleck, Michelle Williams, Lucas Hedges, Kyle Chandler

Spilletid:
137 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
19. januar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
28. maj 2026
Miroirs No. 3

Miroirs No. 3

Biografanmeldelse
14. apr. 2026
Interne affærer: Sag 137

Interne affærer: Sag 137

Biografanmeldelse
05. mar. 2025
Solitude

Solitude

Biografanmeldelse
04. apr. 2024
Rød himmel

Rød himmel

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro