Logan

Superheltegenren blev kickstartet i 2000, da Brian Singer instruerede den første X-Men. Her startede tendensen med at bruge superhelte til at fortælle mørke historier med dybe, psykologiske temaer.

Egentlig ville Singer have Russell Crowe til at spille den mest populære mutant, Wolverine.

Crowe var dog ikke interesseret og anbefalede i stedet sin ven Hugh Jackman, som mest var kendt fra tv (hvilket der ikke var særlig meget prestige i dengang). 

Jackman viste sig at være født til rollen som den indebrændte superhelt, og efter hele ni film tager han nu officielt afsked med karakteren.

Wolverines superkraft og forbandelse har været, at han kan hele sig selv og derfor ikke kan dø. Men Logan foregår i året 2029, og her møder vi en aldrende Logan (Hugh Jackman), der har trukket kløerne ind og lever som limousinechauffør i El Paso.

De fleste mutanter er for længst døde, og af de gamle X-Men er det kun Logan og tankelæseren Charles Xavier (Patrick Stewart), som stadig er i live.

Den 90-årige version af Stewarts Dr. X er klart den mest interessante til dato.

De gode manerer er forsvundet, og til trods for at hans hjerte stadig sidder på det helt rette sted, bander han og rækker tunge af Logan, når han ikke får sin vilje. Det er morsomt og giver karakteren en realisme, som ikke er set før i X-Men-universitet.

Logan tjener penge for at købe medicin til Xavier, som er voldsomt syg. Hvis han ikke får sin medicin, får han voldsomme anfald, som langsomt ødelægger alt i hans omkreds.

Oven i hatten støder Logan på den unge mutant Laura (Dafne Keen), og på Xaviers opfordring forsøger Logan at holde hende væk fra et hold af robot-opgraderede specialtropper, som prøver at fange hende.

Der er fart over feltet, og filmen byder på de nok blodigste kampscener, der nogensinde er set i en X-Men-film. Det gør ironisk nok universet mere troværdigt, når vi i detaljer får at se, hvordan Wolverines kløer kan gennembore kranier, som var de lavet af stearin.

Logan kan ikke hele så godt, som han plejer, og filmen igennem er han fyldt med åbne sår og møgbeskidt.

Hans nytilkomne dødelighed og den støvede scenografi trækker X-Men-universet ned på et realistisk plan, hvor historien er spændende, fordi hovedkarakteren er sårbar.

Filmen er en veldrejet roadmovie, hvor Logan langsomt finder frem til en empati, som kan give hans liv mening.

Laura er en vildbasse uden lige med en kampstil, der ligner en mini-Wolverine på amfetamin. Dafne Keen spiller rollen perfekt med et ordløst indebrændt udtryk, som hele tiden minder os om, at hun altid er et splitsekund fra at flænse løs i et raserianfald.

Det klæder X-Men-universet og superheltegenren at skære ned på antallet af superhelte og i stedet fortælle en historie om få elskværdige karakterer.

Skurkene er desværre ikke særligt interessante, men det skærper til gengæld opmærksomheden på hovedkaraktererne, som alle gennemgår en spændende, eksistentiel udvikling.

”Helt” er måske ikke den rette betegnelse, og Logan siger da også, at på trods af, at de utallige mennesker, han har dræbt, har været onde, gør det i sidste ende ingen forskel. Han er en dræber.

Helt eller antihelt, dyr eller menneske?

Filmen er en undersøgelse af, om Logans kamp bunder i dødsdrift eller kærlighed til sine venner. Bag den dyriske fremtræden er der måske et såret menneske ved navn Logan og et hjerte af guld.