Biografanmeldelse
19. maj 2016
X-Men: Apocalypse
I seriens niende film må professor Xaviers X-men bekæmpe den genopvågnede mutant Apocalypse, der sammen med sine håndlangere planlægger at overtage verdensherredømmet. Foto | Alan Markfield

X-Men: Apocalypse

Bryan Singers foreløbige farvel til X-Men-universet er genrerabalder med smæk på, selvom den til tider føles mere som en æresrunde end et rekordforsøg.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Der er en scene i X-Men: Apocalypse, hvor Oscar Isaacs storhedsvanvittige ur-mutant Apocalypse tvinger verdens supermagter til at tømme deres atomvåbenarsenaler ud i verdensrummet. Imens brager Beethovens syvende symfoni løs på lydsporet, og superskurken brøler: ”I kan affyre jeres pile fra Babelstårnet, men I kan aldrig ramme Gud!”

Siden de første film har et af de mest sympatiske træk ved X-Men-serien været, at deres konflikter udspringer af frustration, frygt og uvidenhed, snarere end genrestandarden – magtliderlighed.

Efter ni film er nøglescenen stadig den, hvor Charles Xavier og Magneto spiller skak i slutningen af den første film. Den ene plæderer for fredelig integration, den anden for voldelig revolution. Martin Luther King over for Malcolm X, under angreb fra almindelige mennesker, der frygter mutanter.

Den elastiske tematik – erstat mutanter med enhver minoritetsgruppe – lægges til dels på hylden i denne omgang, til fordel for en mere gængs styrkeprøve.

I det mindste spiller de ikke Wagner.

Apocalypse fungerer som den foreløbige afslutning på First Class-trilogien, hvor Days of Future Past er midterkapitlet.

Charles Xavier (James McAvoy) har efter mange forhalinger åbnet sin skole for ”talentfulde unge”, og har sammen med Hank McCoy (Nicholas Hoult) fyldt slægtsgodset med unge, der har superkræfter – deriblandt Jean Grey (Sophie Turner) og Cyclops (Tye Sheridan), teenageversioner af karakterer fra den første X-Men-trilogi.

Både Michael Fassbenders Magneto og Jennifer Lawrences kamelæon-kvinde Mystique er gået under jorden, efter at han forsøgte at dræbe Nixons regering, og hun standsede ham.

Mystique rejser rundt og redder mutanter, men holder lav profil fordi, forklarer hun,”har det dårligt med helterollen”.

Magneto lever nu et overidyllisk liv som stålarbejder og familiefar i sit hjemland, Polen. Alle taler polsk som modersmål, men engelsk til hinanden, helt pr. Hollywood-rutine.

”Kommer der nogen og tager dig?” spørger hans lille pige. ”Aldrig”, svarer han med iøjnefaldende tragisk ironi.

For Apocalypse (Oscar Isaac) spøger i kulissen: En ældgammel og almægtig ur-mutant, der ser sig selv som en gud og efter 5000 års søvn er vågnet for at rasere, rense og genopbygge verden efter egne forskrifter.

Omtrent sådan er banen kridtet op, og selvom Simon Kinbergs manuskript gør både krum- og sidespring undervejs, forløber det mere eller mindre som forventet.

De karakterer, vi kender fra tidligere film, skal opnå sjælefred og/eller kærlighed – skuespillernes kontrakter udløber med denne film – mens de nye skal finde sig til rette, så de er klar til at tage teten i næste film i serien.

Instruktør Bryan Singer har et behændigt greb om universet – det var trods alt ham, der søsatte det for 16 år siden, da superheltefilm var en uprøvet vare – og han dirigerer et spraglet og voksende cast med ekvilibristisk ro og imponerende træfsikkerhed.

Som de bedste action-instruktører forstår han at forlene hæsblæsende handling med forløsende humor, også selvom vittighederne ofte virker lige folkeligt uinspirerede nok. Replikker som ”Jeg vil tjekke hende ud… øeh, tjekke situationen ud”. Helten, der vågner op fra en kamp og siger: ”Gik jeg glip af noget?”

I det hele taget mærker man en træthed i den rutinerede showmans gebet, og en lidt for selvsmagende tendens til at genbruge seriens bedste påfund.

Stjernescenen i sidste film var, da vi fulgte den lynhurtige Quicksilver (Evan Peters) i en verden i super-slowmotion, hvor han desarmerede et rum fuldt af vagter til Jim Croces sprøde toner. I denne film gentages succesen til Eurythmics’ Sweet Dreams (Are Made Of This), og sekvensen rammer alle de samme beats, men varer denne gang tre minutter.

Fra inspireret komisk guld til shtick, og hvor underholdende det end er, kan man ikke andet end håbe, at næste film tør bryde vanetænkningen.

Titel:
X-Men: Apocalypse

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Bryan Singer

Manuskript:
Simon Kinberg

Medvirkende:
James McAvoy, Michael Fassbender, Oscar Isaac, Jennifer Lawrence

Spilletid:
144 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
19. maj 2016

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro