The Laundromat

Et ældre og lykkeligt ægtepar fejrer deres runde bryllupsdag efter årtiers ægteskab.

De sejler til Niagara-vandfaldene, hvor deres bryllupsrejse også gik hen, men turistbåden kæntrer, og den ældre mand drukner sammen med en snes andre turister.

Det er et tab, der er til at forstå, og hændelsen fungerer glimrende til at sætte scenen i Steven Soderberghs The Laundromat.

Men faktisk er Netflix-filmen en komedie om den komplekse sag om Panama-papirerne. Når film beskæftiger sig med så abstrakte emner som penge og skatteunddragelse, er det dejligt pædagogisk at få sat nogle ansigter på og blive taget lidt i hånden af instruktøren.

Den opgave lykkes Soderbergh med, men til gengæld er The Laundromat ikke særligt sjov, selv om den virkelig prøver på at være det.

Filmen står som en parentes i en ellers bemærkelsesværdig karriere fra den dygtige og produktive instruktør bag Guldpalmevinderen Sex, løgn og video, Oscar-vinderen Traffic og hittene Ocean’s Eleven og Erin Brockovich.

Men det virker ikke til, at Steven Soderbergh har haft store ambitioner denne gang. Det indviklede materiale bliver leveret lige ud af landevejen med altid solide Meryl Streep i hovedrollen.

Hun spiller den naive og sorgramte Ellen, som mister sin mand ved Niagara-vandfaldene.

Som trøst regner hun med at købe en luksuslejlighed i Las Vegas, hvor hun har udsigt til det sted i byen, hun mødte sin nu afdøde ægtemand. Men mandens livsforsikring er pludselig slet ikke så meget værd, som hun troede, og planen går i vasken.

Den indignerede Ellen beslutter sig for at opklare den forsikringssvindel, hun er blevet offer for. Efterforskningen fører forbi Panama, hvor ledelsen i advokatfirmaet Mossack Fonseca lever lukrativt på at udnytte almindelige mennesker som Ellen.

Soderbergh veksler mellem Ellens historie og en collage af andre forbundne historier, som tilsammen skaber en let forståelig og lidt forsimplet forklaring på, hvad sagen om Panama-papirerne går ud på.

I de små collager ser vi, hvordan forskellige rigmænd fusker, og på den måde kommer The Laundromat til at ligne sin finanskrise-pendant The Big Short, der var på grænsen til at blive et diasshow forklaret af Hollywood-stjerner.

Det fungerer sådan set meget godt her, men af og til er det lige før, tæerne krummer, når det cocktail-drikkende makkerpar Mossack og Fonseca skal forklare, hvordan penge fungerer.

De spilles af to normalt glimrende skuespillere, Gary Oldman og Antonio Banderas. Men d’herrers præstationer leder tankerne hen på en revyaften i pensionistklubben.

Deres karikerede fremstilling af de grådige og dumme skattesnydere er umorsom, selv om de får forklaret til kameraet, hvordan de åbner det ene snydeselskab efter det andet på eksotiske øer rundt om i verden. De udnytter dårligt formulerede love til at snyde en masse mennesker og skrabe en helvedes masse penge sammen.

I en forklaring til kameraet kigger Banderas på et tidspunkt i den forkerte retning som en forvirret nyhedsvært. Oldman prikker til ham og gør ham opmærksom på fejlen, og vi er ikke i tvivl om, at vi skal grine nu. Problemet er, at de færreste kan grine oprigtigt på kommando.

Steven Soderbergh skildrer kun personerne bag de to skattesvindlere overfladisk, men det er nu heller ikke instruktørens hensigt at portrættere Mossack og Fonseca. Snarere er det idéen at vise publikum, at det griske makkerpar blot er to ud af rigtigt mange skattesvindlere rundt om i verden.

Det budskab får Soderberg overbevisende slået fast i løbet af filmen, men sjovt er det langt fra.