Streaminganmeldelse
27. mar. 2019
Unsane
Sawyer Valentini (Claire Foy) lever et liv fyldt med karriereræs og engangsknald, men alt ændrer sig, da hun mod sin vilje indlægges på en psykiatrisk institution. Foto | Fingerprint Releasing

Unsane

Steven Soderberghs iPhone-gyser starter som en film om tvangsforestillinger og ender som et overgrebsdrama, men viser først og fremmest instruktøren som en legesyg håndværker.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Er hun skør?

Det er det spørgsmål, der skal hive folk i biografen og gennem første akt af Steven Soderberghs seneste film. Bliver forretningskvinden virkelig forfulgt af en stalker, eller er det bare noget, hun bilder sig ind?

Men det er, som om filmens to manusforfattere sadler om halvvejs og dropper de psykologiske gættelege til fordel for småsnusket knaldfilmsspænding.

Det er ikke, fordi man sidder og gaber. Soderbergh laver b-film med samme engagement, som han laver andre film. Men Unsane er snarere billigt chok end et indspark i krænkelsesdebatten fra en instruktør, der slog sit navn fast med film (Sex, løgn og video), som udforsker grænser for sex og samvær.

Soderberghs vigtigste auteurtræk er hans bramfri lyst til at give sig i kast med hvad som helst – og så lave det hurtigt. Han indspiller sine egne film om morgenen og klipper dem i bilen på vejen hjem om aftenen. Og det var vel kun et spørgsmål om tid, før han ville optage en gyser på sin iPhone.

Unsane handler om den karrierebevidste Sawyer Valentini, der lever en lufttom tilværelse med dyrt papirnusseri om dagen og meningsløse Tinder-knald om aftenen.

”I aften kommer til at gå, som du havde tænkt dig,” siger hun kælent til en fyr i første akt og tilføjer: ”På den betingelse, at du aldrig kontakter mig igen.”

Hun har god grund til at holde mænd på afstand. I det forkerte lys ser hun sin stalker i dem alle sammen.

Men da hun tager til en uforpligtende samtale med en psykolog, skriver hun under på nogle papirer uden at læse det med småt. Hun bliver stoppet af en sygeplejerske, da hun er på vej ud af døren. Sawyer protesterer: Hun skal på arbejde. Det er fint, lyder det formynderiske svar, men kom lige herind, tag tøjet af, tag hospitalskåben på, slug de her piller og læg dig så ind at sove hos de andre forrykte.

Sådan bondefanger privathospitalet sig til betalende patienter.

Engelske Claire Foy er sammenbidt afvisende i rollen som Sawyer, der af rodfæstet frygt støder folk fra sig. Hun stritter helt forståeligt imod kontroltabet, men dermed er hun også sin egen værste fjende. Da en af de andre patienter griber fat i hende, får han et forebyggende los i nosserne, og pludselig bliver hendes observationstid forlænget fra et døgn til en uge.

Det var dumt, og som i enhver anden b-film bliver spændingen skabt af dårlige beslutninger og tvivlsomme sammentræf. Sawyer må dukke nakken og forsøge at holde hovedet koldt, men pludselig står han dér på hospitalet, stalkeren, og rækker hende et bæger med piller.

Historien handler ikke længere om Sawyers mulige tvangsforestillinger, men i stedet de små og store overgreb, der bliver begået mod hende.

I en tidlig scene tilbydes hun et konferencebesøg af sin chef – hvis de deler hotelværelse. Selv den flinke Nate, der også er tvangsindlagt, lader hende først bruge hans indsmuglede mobil, da hun tilbyder ham et blowjob.

Den tematik er myrekrybende ubehagelig og med til at give Unsane en tiltrængt kant, der også fremhæves af en voyeuristisk æstetik. Soderbergh, der også selv fotograferer, bruger ekstreme frø- og fugleindstillinger til at lede tankerne hen på overvågningskameraer og aflurede webcam-samtaler.

Men ligesom i Soderberghs serie Mosaic, hvor man selv kunne vælge episodernes rækkefølge, bliver det teknologiske eksperiment mest et benspænd. iPhone-kameraet skaber flade, kolde billeder og en fiskeøjeeffekt, der river tilskueren ud af filmen. Og modsat Sean Bakers virtuose Tangerine er det discountdigitale billede ikke en pointe i sig selv, blot en irriterende distraktion.

Det forstærker indtrykket af Soderbergh som en legesyg håndværker, der med rimelig træfsikkerhed fastholder publikums interesse. Uden at sigte meget højere.

Titel:
Unsane

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Steven Soderbergh

Manuskript:
Jonathan Bernstein, James Greer

Medvirkende:
Claire Foy, Joshua Leonard, Jay Pharoah

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
Lejes på Viaplay, SF Anytime og iTunes. Streames fra 15. april på C More

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro