Last Night in Soho

En halv time inde i Last Night in Soho har virkeligheden allerede slået skår i de swingende London-drømme, som den attenårige modestuderende Eloise (Thomasin McKenzie) har med sig fra mormors plader og idolplakater på pigeværelset.

Storbyens jag fik Eloises mor til at begå selvmord, advarer mormoren, og den nedrige hakkeorden på kollegiet bliver også hurtigt for meget for Eloise.

Hendes værelseskammerat er en sprudlende alfamobber frit efter Mean Girls, så Eloise søger tilflugt i et knirkende romantisk loftskammer udlejet af den kontante gamle Frøken Collins.

Første nat på det nye værelse drømmer hun sig tilbage til 1965, hvor Sean Connery byder velkommen fra en gigantisk biografplakat for Thunderball, og portiererne i den mondæne natklub Café de Paris viser vej ned i syndens elegante hule.

Eloise er ikke længere Eloise!

Hun er med drømmelogik forvandlet til sangerspiren Sandy (Anya Taylor-Joy), der bliver forført på dansegulvet af den smarte manager Jack.

Det er en bravurscene, hvor også instruktør Edgar Wright forfører publikum med en svimlende koreograferet optagelse uden klip. Matt Smith danser med en drink i hånden og en smøg i mundvigen, Anya Taylor-Joy fører an og skiftes nu og da ud med Thomasin McKenzie, mens velourhulens stilige klientel passer deres i baggrunden.

Det har kostet sved og tårer, for ikke at nævne et imponerende dagsbudget, at få den scene i kassen, men den sætter sig også i kroppen.

Edgar Wright har altid haft et forrygende dynamisk filmsprog. Fra de energiske whip pans i Cornetto-trilogien, der startede med Shaun of the Dead, til de heftige actionsekvenser i Scott Pilgrim vs. the World og Baby Driver, hvor hvert et kung fu-slag eller hjulspin falder i takt til musikken.

I Last Night in Soho spiller han med filmmusklerne for at få 60’erne til at svinge. Fortællingen bliver hjulpet godt på vej af prangende produktions- og kostumedesign og smukt sensuelle billeder leveret af den sydkoreanske fotograf Chung-hoon Chung.

Eloise finder selvtillid ved at spejle sig i Sandy, lige indtil hun de følgende nætter ser, hvad sangerdrømmene koster hende. For Jack er djævlen med pomadehår, en glat alfons, der presser Sandy i seng med den ene stodder efter den anden.

Snart forvandles Eloises drømme til mareridt. Det forfølger hende i fuldt dagslys, mens hendes studiekammerater tror, hun er ved at gå fra forstanden. Er fortidsvisionerne virkelige?

Roman Polanskis vanvids-thriller Repulsion har været en vigtig inspirationskilde for Last Night in Soho. Men Edgar Wright skruer også op for gotik og giallo-lys, da han udstiller den indbydende fortid som et fornedrende troldspejl.

Manuskriptet, som instruktøren har skrevet sammen med Krysty Wilson-Cairns, trækker på en stolt engelsk horrortradition, hvor distingverede thrillere fra det legendariske Hammer-studie står side om side med 70’er-gysere som Nicolas Roegs Rødt chok og italienske eksilproduktioner som Mario Bavas Blood and Black Lace.

For da slet ikke at tale om de sikkert hundredvis af smalle eller glemte genrefilm, filmnørden Edgar Wright også trækker på.

Men kernen i Last Night in Soho er den gamle traver om en ung kvinde, der går til grunde i mødet med storbyens fristelser. En populær genre i 60’erne, hvor film som A Taste of Honey og Beat Girl advarede om, at frigjorte kvinder ikke kan tage vare på sig selv.

Det unge stjernefrø Thomasin McKenzie, der brød igennem i Debra Graniks vildmarksfilm Leave No Trace, er skrøbeligt blåøjet som Eloise, mens Anya Taylor-Joy finder ind til en vidende kynisme som Sandy.

Sandys tragiske karriere bliver en #MeToo-påmindelse om, at fortiden ikke er så rosenrød, som vi husker den. Men nutidssporet, hvor fortiden lurer i form af gamle stjerner som Terence Stamp og Diana Rigg, kan føles lidt ufarligt til sammenligning.

Nok er Eloises visioner skrækindjagende, men hun har også den uforbeholdent søde klassekammerat John (Michael Ajao) at støtte sig til, og den afsluttende sløjfe på historien er en anelse letkøbt.

Men det er en mindre anke.

For hvis Edgar Wright er en dygtig, men noget konservativ forfatter, er han til gengæld en genial æstetiker. Last Night in Soho er den mest labre prestigegyser siden Guillermo del Toros Crimson Peak, et farvebadet mareridt vakt til live med uovertruffen teknisk snilde.

I biografsalens mørke bliver man fuldkommen opslugt.