Biografanmeldelse
19. okt. 2021
The Sparks Brothers
Brødrene Ron Mael (tv.) og Russel Mael har i en menneskealder fornyet musikkens verden med melodiske eksperimenter som kultbandet Sparks. Foto | Complete Fiction

The Sparks Brothers

Legesyg filmmesters dokumentar om det oversete kultband Sparks er flamboyant og herligt fjoget.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Sparks er for vilde!

Jeg har haft deres 24 studiealbum i Spotify-rotation siden Edgar Wrights legesyge dokumentar The Sparks Brothers fik verdenspremiere på Sundance-festivalen tidligere i år.

Siden har de ageret manuskriptforfattere på Leos Carax’ musical Annette, der åbnede årets Cannes-festival og understregede deres vildskab.

Brødrene Ron og Russell Mael var i glamrockens fortrop, før Bowies Ziggy Stardust fandt trompetbukserne frem. De lavede discohits med Giorgio Moroder og stod for lydtapetet i det genforenede Berlins diskoteker.

I karrierens syvende årti holder de stadig et imponerende bundniveau af uforskammede ørehængere og poptekster, der tager tykt pis på alt fra Shakespeare, kunstfilm, folk og fæ – og måske især popmusikken selv.

Kontrasten mellem det inderlige og ironiske har de dyrket hele karrieren, ikke mindst i deres stort opsatte sceneshows.

Russell er bandets falsetsyngende, flamboyante forsanger, der sprinter rundt på scenen og gejler publikum op, mens Ron krukker med sit tynde Hitler-overskæg midt i et stenansigt, han af og til flækker i et manisk vanvidssmil.

Lille Edgar faldt pladask for dem, da han så bandet i fjernsynet i de spæde 80’ere. Tidligt i dokumentaren forklarer instruktøren, at han lavede filmen, fordi han blev træt af, at hans venner ikke kendte Sparks. Det siger noget om tonen. Edgar Wright pitcher Sparks som en overstadig tolvårig, og man mærker, at hans kunstneriske temperament til dels er formet af deres.

Når Mael-brødrene løfter et øjenbryn, skærer han grimasser. Det er så underholdende, at man dårligt nok bemærker, at filmen varer et pænt stykke over to timer.

Vittighederne er herligt fjogede. I en indledende voice-over fortæller instruktøren, at han vil ”pull back the curtain”, ”shine a light on” og ”paint a portrait” af gruppen – mens et tæppe går til side for brødrene, der lyser sig selv i hovedet med lommelygter, mens en kunstner maler deres portræt.

Det er helt i bandets ånd, selvbevidst og så fladpandehumoristisk, at man næsten overser, hvor sofistikeret filmen også er.

Fremstillingen er mere eller mindre kronologisk. Vi følger brødrene gennem farverige arkivoptagelser og skægge stopmotion-rekonstruktioner fra den tidlige barndom i Californien over en lang karrieres op- og nedture. Amerikanerne rynkede på næsen ad deres manierede og teatralske scenekunst, men i England fandt de i 70’erne stor succes blandt ligesindede excentrikere.

En stjerneparade af engelske og amerikanske musikere, forfattere, skuespillere og kreative pinger i alle afskygninger fortæller i sort-hvide interviewoptagelser, hvordan bandet har påvirket dem.

Sparks brød nok igennem som glamrockere, men de har genopfundet sig selv igen og igen i genrer som punk, disco, synthpop og electronica. Brødrene løber på en måde som en overset rød tråd gennem moderne pophistorie.

”Dit yndlingsbands yndlingsband,” lyder filmens tagline. Der er ingen tvivl om, at et par Sparks-albummer på vinyl giver en særlig pondus i kultkredse.

Humor har brødrene altid haft. Comeback-albummet i 90’erne hedder Gratuitous Sax & Senseless Violin, og det er en af Edgar Wrights centrale pointer, at deres glimt i øjet altid har gjort dem svære at snuppe for popmusikkens kulturparnas.

Sparks har altid tonet rent flag i sange som Lighten Up, Morrissey eller What Are All These Bands So Angry About.

Selv om der er en blødende nerve af social akavethed i Ron Maels syrlige, tørre tekster, har Sparks-brødrene samme grundholdning til deres musik, som Edgar Wright har til sine film: Det gælder først og fremmest om at have det sjovt. Og man må sige, at d’herrer forstår at holde en fest!

Titel:
The Sparks Brothers

Land:
England, USA

År:
2021

Instruktør:
Edgar Wright

Medvirkende:
Ron Mael, Russell Mael, Beck, Tony Visconti, Giorgio Moroder

Spilletid:
140 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
21. oktober

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro