Baby Driver

Det var de engelske zombier i Shaun of the Dead, som fik publikums øjne til at åbne sig for den engelske instruktør Edgar Wright i 2004.

Han har nemlig en særlig evne til at blande det ekstremt nervepirrende med det vildt morsomme, en cocktail, som logisk nok virker læskende for de fleste biografgængere.

Nu gør han det igen, men denne gang er der hverken zombier eller rumvæsner på spil.

I Baby Driver følger vi den unge og mystiske chauffør Baby (Ansel Elgort), som lever af at køre bankrøvere i sikkerhed efter et røveri. I filmens åbningsscene sidder Baby roligt i sin toptunede bil uden for banken, trommer på rattet og nyder tonerne fra The Jon Spencer Blues Explosions rocknummer Bellbottoms.

Ind i bilen springer røverne, som lige har stjålet alt, hvad de kan bære. Det bliver startskuddet til en klassisk biljagt, men med én afgørende forskel: Hele action-pakken følger konstant og nøje den musik, som spiller fra Babys Ipod. Han har nemlig kronisk tinnitus, som han konstant overdøver med musik i sine høretelefoner.

Klipningen får bankrøvernes skud mod politiet til at lyde som kontrollerede trommebeats, og hele seancen ligner en vanvittigt dyr musikvideo.

Det er ubeskriveligt underholdende at se på, og filmen har et højt tempo fra start til slut. Der er ingen tvivl om, at Baby er verdens bedste flugtbilist, men filmens musicalagtige form kan dog godt få andre karakterer til at virke flade i forhold til filmens indpakning.

Den smukke servitrice Debora (Lily James) er således en hul karakter, der aldrig føles som mere end en smuk servitrice. Musikken er dog bogstavelig talt sød, når vi ser hende, og hun fungerer fint som Babys grund til at gøre oprør mod den kriminelle mesterhjerne Doc.

Doc spilles af en diabolsk Kevin Spacey, der dog oftest ser ud til at spille sin karakter Frank Underwood fra House of Cards.

Men gode gamle Frank har altid været en god skurk, og filmens skurkegalleri er uforglemmeligt på grund af Wrights karikerede og tegneserieagtige måde at fremstille dem på.

Jamie Fox spiller røveren Bats, en psykopat med flagermus tatoveret på halsen, som ikke bryder sig om Babys overlegenhed i forhold til de andre røvere.

Men bedst er Jon Hamm i rollen som Buddy, en fyr klædt i sort med tilbageslikket undercut og en dullet kæreste (Eiza González) under armen. Han er en vild og lovløs mand, som lever fra det ene sekund til det andet og ender med at blive Babys største udfordring i forhold til at få et lykkeligt liv.

Det er ikke den mest overraskende fortælling, men filmens styrke findes da også i måden, historien fortælles på. Man kommer næsten til at tænke La La Land i scenerne, hvor Baby danser, mens han laver mad i sit køkken eller er ude i byen for at hente kaffe.

Det er koordinerede scener med lange kamerakørsler, som er ganske hypnotiserende, fordi Baby danser let igennem folkemængden og verdenen, som meget belejligt også danser i takt med ham.

Filmen er fyldt med gode grin, som da Doc finder ud af, at hver gang Baby taler om, hvor gode venner de er, citerer han fra tegnefilmen Monsters Inc. På den måde er filmen næsten lige så morsom som Shaun of the Dead eller Hot Fuzz.

Elgort spiller selvsikkert den forældreløse Baby, som bor med sin blinde værge Joseph (CJ Jones), og filmens fokus på høreskadede personer tilføjer filmen en sympatisk originalitet, som andre Hollywoodfilm burde tage ved lære af.

Her er ingen historie om en dreng, der bliver helbredt for sin kroniske lidelse, men tværtimod en historie om en ung mand, der bruger de kort, han har fået.

Baby Driver er nyskabende på flere måder og forstår at bruge fremragende klipning, god musik og et stærkt persongalleri til at fortælle en enkel, men hæsblæsende og hjertevarm fortælling.