Lad elven leve

Unge Ester får i 1979 et vikarjob som lærer i nordnorske Alta, hvor hun stammer fra.

Men nordmand er hun sådan set kun på pas og papir. Ester er samer. Hendes samiske mor har giftet sig med en etnisk nordmand, som mor og datter flytter ind hos.

Moren har med vilje fortrængt sine samiske rødder, og Ester må også i første omgang skjule sine aner på skolen, hvor fordomme om og chikane mod hendes stammefrænder er udbredte.

Den lille befolkningsgruppe samerne har været undertrykt i Norge lige siden landets nationalisme voksede fra midten af 1800-tallet.

Hendes fætter Mihkkal vil derimod ikke assimileres og er selvsikker stolt af at være samer i sind og påklædning. Han tager Ester med til en demonstration mod en kommende dæmning, som vil isolere samebygden Máze fra sin eksistentielle livsnerve, elven.

Deraf kommer titlen på instruktøren Ole Giævers film om Norges samiske mindretal. Lad elven leve er både en historisk beretning om et nationalt vadested, fordi sagen om dæmningen blev et vendepunkt for samerne, og et intenst psykologisk signalement af et folkeslag lagt ud på enkelte samspilsramte individer.

Filmen viser en såret etnisk identitet for et stammefolk med en egen særegen kultur, sælsomt poetisk sprog og enestående præmoderne nomadelivsstil. Samtidig tegnes ikke kun omgivelsernes fordummende fordomme, men også et etnisk mindretals senmoderne problemer.

Her eksisterer ønsket om at være som andre nordmænd, en del af en helhed, en samlet nation, på samme tid som alligevel at ville være samisk i sind og livstil. Men også en stigende bevidsthed hos de mange samer, der har ladet sig selvudslettende ”fornorske”, som det hedder fra begge sider i filmens forløb.

Lad elven leve er dramatisk i sit sigte, indignation og opsætning. Men faktisk aldrig melodramatisk, dæmoniserende og antagonistisk over for de involverede parter.

Selv når det norske politi skrider ind mod demonstranter, sker det med sordin og disciplin. Intet stilles op i sort-hvid og enøjede modsætninger.

Dog er det klart, at de nationalistisk norsktalende bærer en skyld og skam igennem tiderne. Deres holdning er på grænsen til apartheid i mødet med det nordnordiske folkeslag, som lever på tværs af grænserne til Sverige, Norge og Finland.

Parallellen til det danske forhold til den grønlandske befolkning ligger lige til højrebenet. Højdepunktet i filmen kommer, da Ester til sidst giver den dumme norske skiderik på skolen en skideballe på sit samiske modersmål.

Bagefter synger hun en joik – en folkloristisk hymne til et afdødt eller levende familiemedlem. Det er ironisk, når Ester siger, at hun er dårlig til at synge, for hun spilles fremragende af Ella Marie Hætta Isaksen, der er en af Nordens bedste samiske folkesangere.

Ole Giæver har selv samiske aner. Han har tidligere lavet Mod naturen og Fra balkonen, der begge er essayistiske, intellektuelle og refleksive selvportrætter af den moderne mand.

Lad elven leve er en personlig udadvendt og socialt sammensat film. Den er engageret, medrivende og tankevækkende.

At unge Ester bliver sig mere og mere bevidst om sin samiske historie og selvsind, er filmens glimrende narrative motor. Men mere inciterende interessant er hendes vægelsind mellem selvhad og selvhævdelse.

Ella Marie Hætta Isaksen er alene hele filmen værd som Ester, der træder stædigt i karakter og bliver sin baggrund, slægt og æt bevidst med diverse omkostninger.

Skuespilleren er stort set med i hvert af filmens smukke billeder, der bjergtagende ekstraordinært brænder igennem.

Hendes naturlige ansigt svinger fra at være mystisk billedskønt til bogstaveligt tudegrimt. Også de andre medvirkende spiller med et overbevisende nærvær, som aldrig bliver hverken sentimentalt, patetisk eller rørstrømsk.

Lad elven leve er et eksemplarisk signalement af samisk stolthed og norsk skamplet.