Fra balkonen

Fra Balkonen starter til tonerne af Strauss’ ikoniske Also sprach Zarathustra, mens vi ser Jorden fra rummet ligesom i Rumrejsen år 2001.

Men i stedet for en nøje visuel koreografi som hos Kubrick har instruktøren valgt den mere jævne husmandsløsning i form af Google Earth. Fra et totalbillede af jordkloden zoomer vi ind på filmens centrum: Ole Giæver i Oslo.

Fra balkonen er nemlig en meget personlig film.

Sammenligningen med Rumrejsen år 2001 er ikke grebet ud af den blå luft, selv om det er to vidt forskellige film. Kubricks klassiker handler i yderste potens om selve livet, og det gør Ole Giævers film også.

Fra balkonen kan måske bedst beskrives som et filmisk essay. Ole Giævers personlige undersøgelse og refleksion over sit liv, sine tanker og følelser.

Instruktøren har filmet sig selv og sin familie igennem et års tid. Det meste af filmen er brudstykker af instruktørens hverdag med konen og deres to små børn. Smøring af madpakker, cykelture, fejringer af fødselsdage og jul.

Den del er flettet ind i gamle, grynede hjemmevideoer fra Ole Giævers ungdom, simple tegnefilm samt interviews, hvor instruktøren taler med sig selv i finurlige tableauer på sin balkon med udsigt over Oslo – og deraf titlen.

Grundstenen i filmen er Giævers ønske om at være mere til stede i nuet og forstå, hvor han er i sit liv. Det er store spørgsmål om livet, grænsende til lommefilosofiske floskler og ligegyldigheder, men den norske filmskaber er heldigvis så ærlig og charmerende det meste af filmen, at det aldrig bliver kedeligt.

”Jeg bor i verdens rigeste land. Jeg har få reelle bekymringer, men der er også langt mellem de store følelser,” konstaterer Ole Giæver i starten.

Det er uden tvivl en problematik, mange kan genkende. I vores del af verden har vi det så godt, at vi i sammenligning med andre næsten ikke kan tillade os at klage. Men alligevel kan man jo godt synes, at man mangler noget i tilværelsen. Og det er Ole Giæver god til at reflektere over.

Det er ikke nyt for den norske filmskaber at stille spørgsmål ved civilisationen, tilværelsen og samfundet. I 2015 instruerede og spillede Giæver hovedrollen i Mod naturen, hvor familiefaren Martin drager ud i den norske ødemark på en eksistentiel vandretur væk fra det moderne samfund.

I Fra balkonen kommer han ikke frem til ét bestemt svar, men forsøger at åbne diskussionen og tilbyde forskellige svar.

Et bud er at se livet på en anden måde, for eksempel noget så simpelt som at prøve at drikke noget nyt. På balkonen forsøger Giæver sig med forskellige drikkevarer i en spøjs, lille scene. Han bæller skiftevis en ny te, fløde, tabascosovs, æggeblomme og citronsaft, der får ham til at skære ansigt.

En andet svar er familien.

Mod slutningen fletter filmskaberen elegant nye optagelser af familiens juleaften sammen med gamle hjemmevideoer fra sin ungdoms juleaftener. Krydsklipningen viser os fornemt traditionerne og det faste forløb, der er ens for de to juleaftener, selv om der er mange år imellem dem.

Faren i Ole Giævers filmprojekt er, at overvejelserne bliver til flyvske floskler og banale betragtninger. Det undslipper Giæver ikke ubetinget, men generelt formår nordmanden at indkapsle noget abstrakt ved at vise meget konkret.

”Du er meget selvoptaget,” fortæller hans kone ham undervejs, da han forsøger at lave en slags videodagbog. ”Hvem skulle ellers være det?” svarer Giæver på en gang simpelt og sandt.

De fleste vil nok kunne trækker et eller andet ud af Fra balkonen. Især et nordeuropæisk publikum, der lever i et trygt velfærdssamfund, hvor problemerne måske er begrænsede og uanselige, men sagtens kan være reelle og af mere indre art.