Laban, det lille spøgelse

Laban er noget så nuttet som et mørkeræd spøgelse. 

Han huserer i kælderen på slottet Godmorgensol sammen med sine forældre og søsteren, der selvfølgelig hedder Labolina. På slottet bor et kongepar med to børn, prinsen Bus og prinsessen Busan. De forældre kan ikke have bladret meget i bogen med børnenavne. 

Labans store udfordring er, at han gerne vil være skræmmende som et ægte spøgelse, men bliver mest bange for sig selv. Han får hjælp af den kække prinsesse, der udsætter ham for eksponeringsterapi. Hun mener, at det mørkerædde spøgelse må se sin frygt i øjnene – først med lukkede øjne og derefter med bind for dem. 

Laban og Labolina leger sammen, holder maskebal og fortæller gyserhistorier. De møder monstre, og i et særligt fint kapitel er Laban træt af at dele værelse med sin søster. Et klassisk børneproblem. 

Laban, det lille spøgelse varer kun 45 minutter. Den er delt op i seks små kapitler og er så medrivende, at man som forældre ikke skal bekymre sig om tålmodigheden hos de små. 

Kapitlerne emmer af sødme på trods af spøgeriet. Der er meget lys og varme i natten. Selv månen – en gul, hullet ost – føles lige så betryggende som solen. Og humoren i historierne er underspillet på en cool måde. 

Den charmerende lille animationsfilm lykkes med at være sjov uden at være skabagtig. I en scene starter faren sin arbejdsdag som hjemsøgende spøgelse med at finde den helt rigtige kæde at rasle med. ”Er du sød at hente én i tonen G?” spørger han grublende. Men historierne rummer også en seriøsitet, en opvisning i godhed med en vigtig morale om trygge og robuste børn.

Laban, det lille spøgelse er en helstøbt film.

Særligt musikken er en fornøjelse for ørerne – også dem, der sidder på de voksne. Snart jazzet, snart så stemningsfuld og atmosfærisk, at Brian Eno kunne have lavet det. Og pludselig så legende elektronisk, at det minder om vidunderlige Eventyrtid, der blev lavet til Cartoon Network.

Også filmens lyddesign har en stor stoflighed og er meget stemningsfuld. Det er indimellem mystisk, men altid hyggeligt.

Børne- og voksenstemmerne er behagelige og blide. Der er ingen råbereplikker som i så meget andet børneunderholdning, der ofte bliver anstrengende skingert. Al dialog udfolder sig i en meget kærlig tone, og der er ingen ironi eller sarkasme at spore i manuskriptet.

Alle behandler hinanden meget mildt og forbilledligt. Labolina og Busan er frække og drilske, og det er forfriskende, at de er skildret med en feministisk bevidsthed.

Animationen er båret af en charmerende streg. Den mildhed og fantasifuldhed, der bølger gennem historierne og figurerne, er allestedsnærværende i æstetikken. Man får både associationer til akvarel, tryk og klippeklistre i tegninger, der er skabt med en udsøgt farveforståelse.

Man ville ønske, at man kunne få filmen, der leder tankerne hen på Alfons Åberg, med sig hjem som en billedbog!

Filmen er baseret på de folkekære svenske børnebøger af Inger og Lasse Sandberg. Det er sjette gang, at Lasse Persson filmatiserer det lille spøgelse, som han i en alder af elleve år lærte at kende, da han opførte historien om Laban i et hånddukketeater. Man fornemmer hans personlige tilknytning til stoffet, der er behandlet med stor omhu og et varmt hjerte for figuren.

Lasse Perssons serie om Laban fra 2006 ligger lige nu på Netflix. Så det er en oplagt mulighed for at se videre hjemme i stuen med stearinlys og tæpper. Serien udfolder sig i samme rolige tempo som filmen, og jeg forestiller mig, at begge kan have en god indvirkning på børn, der ligesom Laban er bange for mørket.

Laban, det lille spøgelse føles som et langt kram.