Kvinden med kameraet

Det første man gør, efter at have set den 58 minutter lange dokumentar Kvinden med kameraet på DRTV, er at åbne en ny fane og søge på Susanne Mertz’ fotografier.

Filmens titel refererer til Dziga Vertovs montagestumfilm Manden med kameraet, der observerer bylivet i tyvernes Moskva, Kijev og Odessa, ligesom Mertz gjorde det med musik- og kunstmiljøerne i især 70’ernes København.

En slags dansk Mick Rock, der står bag mange af de mest ikoniske billeder af en særlig periode af musikhistorien.

”Man er nødt til at elske dem, man fotograferer,” siger hun i dokumentaren. Og når man ser den slående empati i Susanne Mertz’ billeder af Gasolin, Annisette, Jytte Abildstrøm og mange flere, forstår man, hvad der menes.

Instruktøren Torben Skjødt Jensen er selv erfaren, når det kommer til at indfange kunstverdenen med film om blandt andre Hans Henrik Lerfeldt, Lars H.U.G., Martin Bigum og Michael Strunge – sidstnævnte i den ekspressive biografdokumentar Væbnet med ord & vinger fra 2018.

Instruktøren formår om nogen at tilpasse sit filmsprog til hovedpersonernes temperament, så Kvinden med kameraet er direkte, stram og fortalt med Susanne Mertz’ eget høje tempo.

Vi ser hendes fine barndomseksperimenter med fotogrammer – kunsten, hvor man tager billeder uden kamera ved at lægge objekter på fotopapir og komme det ned i fremkaldervæske. Og vi ser hendes teknisk mislykkede forsøg på at fotografere The Beatles, da hun som attenårig i 1964 ser dem i K.B. Hallen.

Det er fascinerende at høre om hendes tidlige år som elev af Rigmor Mydtskov, der senere blev Dronning Margrethe II’s personlige fotograf. Hun fortæller om respekten for læremesteren og det senere opgør med hendes stil på vej mod den direkte, uhøjtidelige stemning, som kendetegner Susanne Mertz’ motiver.

Mest plads bruges dog på hendes tid med Gasolin, hvor hun som trommeslageren Bjørn Uglebjergs kæreste og senere ven formåede at fotografere gruppen – inklusive den meget sky Kim Larsen – mere intimt end nogen anden.

I en gammel video, hvor Gasolin fester, kan Susanne Mertz og hendes linse ses i baggrunden, og dokumentaren klipper til hendes stillfotos fra samme begivenhed. Et effektivt greb, der viser Mertz som fluen på væggen i et legendarisk miljø.

Til tider går der lidt for meget Forrest Gump i den, efterhånden som alle tidens ikoner – The Beatles, Twiggy med flere – dukker op i baggrunden.

Og det bliver lidt slavisk, når vi for gud ved hvilken gang skal igennem de faste punkter i 68’er-generationens fælles livsfortælling: ungdomsoprøret, kunsten, det frie seksualliv og de uundgåelige skilsmisser.

Susanne Mertz’ historie er fyldt med drama og modgang. Især hendes kamp for at forsørge to børn som alenemor på fotografløn er rørende. Men de store følelser lider under filmens høje tempo.

Dokumentaren står langt stærkere, når den vender sin linse imod Mertz’ eget kamera og dyrker hendes evner.

Man får lyst til at købe hendes fotobog Gadebilledet der forsvandt, der er fyldt med gudesmukke billeder af 70’ernes unikke butiksfacader. Et højdepunkt er møbelforretningen Aldrig gifte Dem før De har besøgt dette sted.

Bogen er en poetisk og original dokumentation af en særlig periode i dansk historie. Desværre blev bogens restoplag makuleret, og Mertz havde kun råd til at købe 30 eksemplarer selv. Men som dokumentaren fortæller, har Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen ladet sig inspirere af hendes motiver til deres bog København con amore.

78-årige Susanne Mertz er et impulsivt gemyt, og hendes personlighed smitter naturligt af på Kvinden med kameraet, der stikker i mange retninger. Pludselig dukker sangeren Gitte Hænning op for fjollet at genopføre et album-cover, som Mertz i 1978 tog billedet til, og mange af filmens interviews er noget sludrende.

Men selv om Torben Skjødt Jensen indimellem falder ned i den nostalgiske anekdotegryde, lykkes hans dokumentar med at fremhæve Susanne Mertz som en fotograf, Danmark ikke ville have været foruden.