Mit livs kunst – med Martin Bigum

Maleren Martin Bigum er blevet verdensberømt i Danmark som den (bedre)vidende, finurlige og fiffige kunstkender med smart butterfly og krøllet hår i DR2’s tv-program Kunstquiz.

I den virkelige verden går han gerne i sort slængkappe og bredskygget hat, lettere flanerende bajadsagtig og borgerlig boheme.

I DR’s portrætserie Mit livs kunst – med Martin Bigum begynder vi i hans atelier i et 1890’er-tårn på det Frederiksberg, som ofte dufter lidt af Paris med skønånder, flanører og andre sensible sjæle, der lever og ånder for kunst.

Følsomme Martin Bigum nægter hver morgen først at se på det lærred, han forlod i går. Serien forsøger i fire afsnit at skildre den gamle kunstner, og krukket er ikke ordet.

Han sætter ikke sit lys under en skæppe, men er en mand med en mission i kunstens tjeneste – sin egen og alle andres, som inspirerede ham.

Det foregår over små to timer med Bigum og udvalgte gæster med affinitet til ham selv som kunstner og menneske. På fransk visit får vi Palle Strøm, Kim Fupz Aakeson, Nikoline Werdelin og Line Knutzon. De bliver bedt om at fortælle om deres barndom, som så bliver til et spejlende forstørrelsesglas for hovedpersonens barndom.

Skilsmissedrengen har rødder i sovebyen Brøndby Strand sydvest for København. Som ungersvend kommer han via magasinet Mad og med inspirationskilder som malerkollegerne Matisse, Magritte, Edward Hopper samt vor landsmand Michael Kvium til sig selv som skabende kunstner.

Serien er instrueret fermt og fornøjeligt af dokumentaristen Torben Skjødt Jensen, der før har skabt fine portrætter af filmkunstnere som Asta Nielsen og Carl Th. Dreyer. Instruktøren stod også bag den fremragende Væbnet med ord & vinger om lyrikeren Michael Strunge.

Men spørgsmålet melder sig undervejs, om Martin Bigums vandreår kan være vedkommende til så langt et signalement? Er det nok alibi for et ordstrømmende og mestendels monologisk portræt af kunstneren som midaldrende, lommefilosofisk levnedsskildrer?

Martin Bigum er en billedkunstner, som blander popkunst, citater, tegneserier, skønlitteratur og massekultur sammen til sit eget dekorative og mytologiske udtryk, man roligt kan kalde for postmoderne.

Det er derfor et underligt uskønt paradoks, at Bigum selv mener, at postmodernismen i sin tid dræbte kunsten. I det hele taget er hans historiske udsyn slingrende.

Og det er for så vidt helt i orden. Fordi man kan male, behøver man ikke at være et intellektuelt æggehoved.

Men når han samtidig hylder det at slå igennem kommercielt og internationalt a la Per Kirkeby som noget af en kunst, afslører han et labilt forhold til begrebet kunst. Når han siger, at det gælder om at ”genfinde sin samtids udtryk”, er det noget selvmodsigende vås – det samtidige kan vel netop ikke blive genfundet!

Med høj stemmeføring synes Martin Bigum at være en mand med store tanker om sig selv i almindelighed og sin egen tankevirksomhed i særdeleshed. Indimellem er der da også kloge strøtanker midt i de accentuerede ordguirlander om dit og dat uden grænser.

De to første afsnit af Mit livs kunst er så absolut at foretrække. Man kan sagtens nøjes med dem og mene, at man nu forstår Bigums liv og kunstsyn.

Forne fotografier og hjemmefilm, moderne animation og glimt af fortidens fjernsyn, er alt nok i første halvleg. Nysseligt og nydeligt, om ikke chokerende nytænkt.

Det er da interessant at overvære, hvorledes han via barndommens vedholdende legelyst og voksende hang til farver fødes som en dygtig maler af en dekorativ verden helt hans egen.

Men til slut ser vi Bigums uomtvistelige og ekvilibristiske ekspertise som deltager i DR’s kunstquiz. Måske den egentlige årsag til denne egocentriske frise om kanalens egen kunststjerne?