Biografanmeldelse
21. sep. 2016
Kubo – den modige samurai
Drengen Kubo må rejse til det mystiske Borteland for at redde sin mor fra den onde Månekonges klør. Med sig har han det japanske strengeinstument shamisen. Foto | Laika Entertainment

Kubo – den modige samurai

Visuelt overvældende perle i stop motion-magi er fortalt med hjertevarme og finesse i samme tradition som Akira Kurosawa og Hayao Miyazaki.

Af Felix Rothstein

Den nye film fra stop motion-magikerne på det amerikanske selskab Laika tager turen tilbage til det gamle Japan og fortæller en medrivende historie om kampen mellem dødelighed og udødelighed, denne verden og det hinsides, mennesker og ånder.

Enøjede Kubo lever et stille liv i sin landsby, hvor han passer sin syge mor og tjener småpenge ved at fortælle fantastiske historier på byens torv. Men freden forstyrres, da en ond ånd fra fortiden genoptager en gammel vendetta mod Kubo og hans mor.

Ånderne, der styres af Kubos onde morfar Månekongen, skaber død og ødelæggelse i jagten på drengens ene tilbageværende øje. Med dem i halen må Kubo rejse til det mystiske Borteland for at finde en magisk rustning, der tilhørte hans afdøde far, den legendariske samurai Hanzo, og samtidig finde svar på en stor familiehemmelighed.

Sammen med sine beskyttere, den magiske makakabe og en forbandet samurai-bille med hukommelsessvigt, må Kubo sætte sig op mod Månekongen og hans spøgelsesagtige håndlangere.

Siden debuten i 2009 er Laika blevet synonym med pragtfuldt detaljerigt stop motion-håndværk og skarpe fortællinger i og over børnehøjde. Og Kubo – den modige samurai er ingen undtagelse.

Animatorernes mikroskopiske justeringer fra frame til frame giver dukkerne en nærmest virkelighedstro flydende mimik, mens sceneriets detaljegrad er bjergtagende. Fra de fejende billeder af klippefremspring og snelandskaber med tempelruiner til hæsblæsende kampscener med ånder, kæmpeskeletter og magiske monstre er Kubo overlegent animeret.

Det let stiliserede og japansk inspirerede karakterdesign forenes smukt med de mere realistiske – og storslåede – landskaber, hvor stofligheden er tydelig på en måde, som man ikke får med digital animation.

Selv om filmen er Travis Knights instruktørdebut, har netop han haft et stort ansvar for Laikas enorme succes. Han er søn af studiets ejer, Nike-stifteren Phil Knight, og bestrider posten som administrerende direktør.

Men sit måske mest betydningsfulde aftryk har han sat som chefanimator på Coraline, ParaNorman og Æsketroldene, hvor han om nogen har været med til at tegne studiets profil.

Kubo er en alvorlig film, nærmest mørk, og den er ikke lige så generøs med komikken som for eksempel Æsketroldene.

Til gengæld er den både genuint spændende og rørende. Og så er det en film, der på ingen måde taler ned til sit kernepublikum – eller deres forældre. Emner som død, savn og sorg bliver tacklet lige på, og Kubo undgår for det meste letkøbt sentimentalitet.

De danske stemmer leveres også overbevisende og nuanceret. Carl-Emil Lohmann er glimrende castet i hovedrollen, Vigga Bro giver aben en passende tørhed, mens Stig Hoffmeyer som altid er suveræn med sin sødmefulde ondskab som Månekongen.

Den mytiske heltefærd er en urfortælling, der stadig fascinerer i kraft af sin leg med sit kreative ophav. Filmen står i gæld til både Akira Kurosawa og Hayao Miyazaki, men trækker også på de århundreder gamle japanske nō- og kabuki-teatertraditioner, hvis stiliserede og ofte mytologiske fortællinger er vigtige for opbygningen af filmens fascinerende univers, der ligger et sted mellem eventyr og virkelighed.

Travis Knights film formår at placere sig lidt uden for mainstream og samtidig fortælle en klassisk historie med bred appel. Af Laikas foreløbigt tre stop motion-perler, er to blevet nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm. Kubo – den modige samurai fortjener at blive den tredje.

Det er en teknisk kraftpræstation og en sprudlende velfortalt historie, der tvinger publikum til at holde øjnene på lærredet. For som hovedpersonen advarer i filmens første scene: ”Hvis du skal blinke, så gør det nu!”

Titel:
Kubo – den modige samurai

Originaltitel:
Kubo and the Two Strings

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Travis Knight

Manuskript:
Marc Haimes, Chris Butler

Medvirkende:
Carl-Emil Lohmann, Alexandre Willaume, Trine Appel, Vigga Bro, Stig Hoffmeyer

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
22. september

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. feb. 2018
Coco

Coco

Biografanmeldelse
31. aug. 2017
Biler 3

Biler 3

Streaminganmeldelse
27. juni 2017
Okja

Okja

Biografanmeldelse
02. maj 2017
Your Name

Your Name

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten