Krudttønden

At forstå alt er at undskylde alt.

Man plejer at sige det på fransk, og så lyder det smukkere. At se en forklarende sammenhæng selv i det mest meningsløse og modbydelige.

Det sker ud fra vinkler på fire vidt forskellige personer fra deres hjørne af tilværelsen i (gårs)dagens Danmark op til og under ulykkesnatten. Fire mænd næsten uden kvinder, og hvor der i den sørgelige ende efter sidste nedskydning er meget lidt – måske intet – til vinderen, som skal begrave de døde.

Den fraskilte og nedslidte politimand Rico (alias en neddæmpet og aldeles fremragende Nikolaj Coster-Waldau) kan dog konstatere med et håb, at vi mennesker bør blive bedre.

At vi kan mødes og skilles uden at slå ihjel.

Ole Christian Madsen viser med Krudttønden, at han er en af vores fornemmeste og mest ferme filmfortællere.

Med sin sikre, fortællende stil sat op med en hurtig og koncis klipning og vekslende kameraer splitter han fire mænds liv op til attentatet. Og i filmens sidste halve time sætter han dem ind under samme, blodrøde cirkel og fatale aften, hvor kun en af dem får lov til at leve videre.

Ligesom i Madsens flamboyante modstandsfilm om anderledes og dog enslydende mænd i krise – Flammen & Citronen – er volden knap og kynisk. Det er kontant nedslagtning uden duel, antiromantisk vold, som så alligevel inciterende siger, at døden aldrig giver kredit.

Synkront er filmen krydret med klip fra overvågningsfilm. Vi ser, hvorledes drabsmanden uhindret bevægede sig rundt i landskabet, og det er indirekte en kritik af, at PET mere end sov i timen.

Den stærkeste, mest følsomme og pinefulde lange scene er en krakelerende Sonja Richter – den dræbte Finn Nørgaards kæreste – der på en politimands mobiltelefon skal identificere hans lig.

Hun konstaterer stille melankolsk, at han som død ser ældre ud end dengang i live. Det er Lars Brygmann, der solidt gestalter Nørgaard som en vred, midaldrende mand. En uglad dansker, som på grund af frustrationer på filmjobbet og dybt rørt af nedskydningen på Charlie Hebdo i Paris pludselig opfører sig absurd dumdristigt i forsøget på at overmande den islamiske skarpskytte ved Krudttønden.

Finn er den menneskelige, indignerede stemme, der ved middagsbordet mener, at vi bør skride ind over for den snigende terror i stedet for at være overbærende og tolerante.

Måske kunne man godt have undværet dette middagsselskab a la Leif Panduro, hvor den snakkende kreative klasse for 117. gang vender sin idiosynkrasi og ideologi over rødvin med mere. På den anden side falder scenen logisk i tråd med Nørgaards spontane og skæbnesvangre skaktræk over for Omar el-Hussein.

Omar og det andet drabsoffer – den jødiske vagt Dan Uzan – bliver spillet af debutanter (Albert Arthur Amiryan og Adam Buschard). De gør det begge glimrende. De er troværdige i deres divergerende bøjninger af det tragiske.

Omar er dog lige ved at blive lidt for dæmoniseret som den arabiske kriger, Vesten alle dage har været bange for. Men det ender aldrig i det stereotype, og Omar er offer for uheldige omstændigheder og socialt samspil.

Nej, vi skal overhovedet ikke tilgive ham – snarere forstå ham med modifikationer i et mere og mere splittet samfund. Således ligger det lige for at tolke Krudttønden som andet end et lokale ude på Østerbro. Det er et symbol på et verdenssamfund, hvis krudtlunte bliver kortere og kortere.