Tv-anmeldelse
02. mar. 2020
Angrebet – Omars vej til Krudttønden
Nils Giversens dokumentar om terroristen Omar Hussein bruger rekonstruktioner til at fortælle historien om et dreng, der trods stort potentiale endte som morder og terrorist. Foto | Martin Munch

Angrebet – Omars vej til Krudttønden

Grundig dokumentar om terrorangrebet i København 2015 tegner et nuanceret og menneskeligt billede af en ung mand, der blev svigtet af myndighederne.

Af Frederik Hoff

Hvad har vi brug for?

Det er en af de helt store diskussioner i medieverdenen som resultat af den såkaldte true crime-bølge, der er opblomstret de sidste ti år.

Har vi brug for at efterforske som i Making a Murderer? Har vi brug for at glemme morderen og fokusere på traumet som i 22. juli – Dagen der ændrede Norge? Eller har vi brug for at forstå, hvad der driver et menneske til at dræbe – som i Angrebet – Omars vej til Krudttønden.

I journalist Nils Giversens dokumentar om det famøse angreb på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade den 14. og 15. februar 2015, hvor filminstruktøren Finn Nørgaard og sikkerhedsvagten Dan Uzan blev dræbt, er gerningsmanden utvetydigt i fokus.

På opfordring fra Finn Nørgaards familie har Giversen fået adgang til hidtil aldrig offentliggjort materiale fra politiet, og det bruger han til at give et nærgående indblik i radikaliseringen af et ungt sind med hele livet foran sig.

For det mest triste ved historien om gerningsmanden Omar el-Hussein er faktisk, hvor meget håb han var omgivet af. Hans venner og mor, der i dokumentaren udtaler sig for første gang, har enormt høje forhåbninger til den unge dreng. Han klarer sig godt i skolen, er god til thai-boksning og har ambitioner om at blive læge.

Historien deles op i to spor.

Det første følger Omar, fra han bliver løsladt fra fængslet til få dage før hans angreb på Krudttønden. Det andet følger ham, fra han er en helt lille dreng, til han fængsles for knivoverfald.

Det er et lille, men stærkt dramaturgisk greb, som isolerer de to sider af Omar fra hinanden og gør historien til en sand Dr. Jekyll og Mr. Hyde-fortælling.

Hyppigt klippes der imellem de to spor, der til at starte med virker, som om de handler om helt forskellige mennesker. Men jo længere vi kommer ind i Omars liv, jo sværere bliver det at glemme den sørgelige realitet.

Historien fortælles overvejende via rekonstruktioner af møder og hændelser (dog ikke selve angrebet) og oplæsninger af skuespillere ud fra interviews med nøglepersoner, der af forskellige grunde ikke har villet eller kunnet medvirke direkte.

Det er ærgerligt, da de ellers afdæmpede og flotte rekonstruktioner uundgåeligt gør opmærksom på sig selv som et fiktionselement.

Skuespillerne læser vidneforklaringerne op med en sikkerhed og dramatisk bevidsthed, som de virkelige personer tydeligvis ikke har haft, og det bliver distraherende i den ellers stærke fortælling.

Særligt moren – hvis omsorgsfulde og bekymrede beskrivelse af forholdet til Omar, er noget af det stærkeste i filmen – bliver hæmmet lidt af det kunstige i dramatiseringen.

Alligevel lykkes det ganske overbevisende at nå ind til kernen af, hvordan en uskyldig dreng bliver terrorist. Alle nøglebegivenhederne i Omars liv er beskrevet ned til mindste detalje – fra forældrenes skilsmisse over årene i Jordan til småkriminaliteten i København og radikaliseringen i fængslet.

For første gang vises optagelserne fra S-toget, hvor Omar i 2013 begik det knivoverfald, der fik ham fængslet.

Det er uhyggeligt i sig selv at se autentiske optagelser af et knivstikkeri, men i dokumentaren er optagelserne om muligt endnu mere rædselsvækkende, fordi vi forstår, hvad det er for et forstyrret sind og verdensbillede, der ligger til grund. Og de endnu større konsekvenser, begivenheden kommer til at have seksten måneder efter.

Dog er dokumentaren ikke udelukkende interesseret i at forstå gerningsmanden.

Den retter også en anklage mod PET, der allerede under fængselsopholdet havde ham på listen over potentielle terrorister. De havde også adgang til oplysninger, der nemt kunne have afsløret det planlagte angreb på Krudttønden.

Så hårde anklager kan være svære at forene med et intenst personportræt, men det er åbenlyst vigtigt at fortælle, hvilken rolle PET’s svigt har spillet.

Det er historien om en ung mand, der lod livets forfærdeligheder fylde ham med had og forpurre en lovende fremtid. PET kunne ikke bare have reddet de to ofre. De kunne også have reddet Omar.

Sandheden er, at vi er nødt til at forstå alle sider af tragedien, hvis vi skal lære noget af den.

Titel:
Angrebet – Omars vej til Krudttønden

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Nils Giversen

Medvirkende:
Anders Henriksen, Birger Mosholt , Dorte Dittmann, Johann Heineman, Mette Bentow

Spilletid:
To afsnit af 59 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
2. marts på DR1 og DRTV

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
27. maj 2026
Spider-Noir

Spider-Noir

Biografanmeldelse
11. maj 2026
Aphaca – Brug for hinanden

Aphaca – Brug for hinanden

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor forlod Bo Green Jensen pludselig Weekendavisen efter fire årtier? Han fortalte i november 2023 sørgmodigt om forløbet til Ekko – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro