Kraven the Hunter

Der findes intet bedre bevis på vanviddet i Hollywoods desperate insisteren på superheltegenren end Sonys Spider-Man-univers.

En serie af Marvel-film, separat fra Disneys succesfulde Marvel Cinematic Universe-produktioner og fokuseret på figurer fra Spider-Man-tegneserierne, men uden Spider-Man selv.

Det bizarre Spider-Man-løse-univers har siden 2018 leveret en række slemme skuffelser, som de seneste to Venom-film som mindre undtagelser.

Nu er filmfranchisen på vej i graven, men som farvelgave har Sony gravet endnu en Spider-Man-skurk frem og dedikeret en film til at fortælle antiheltens oprindelseshistorie.

Det er Kraven the Hunter, en skurkagtig jæger, der altid er på jagt efter det farligst mulige bytte. Heller ikke denne gang er der kommer noget særligt spændende ud af umagen.

Kraven the Hunter er instrueret af J. C. Chandor, der stod bag den raffinerede gangsterfilm A Most Violent Year. Hans nye superhelte/skurkefilm handler også om en ung mand, der ikke vil gå i sin gangsterfars fodspor.

Russisk-amerikanske Sergei Kravinoff mister sin mor, og opdragelsen overtages af hans brutale, jagtbesatte far – spillet rutineret med russisk accent, hajøjne og en sulten underkæbe af Russell Crowe.

Men under en jagtulykke indtager Sergei løveblod og magisk eliksir, så han selv bliver en uovervindelig rovdyrmand. Han rejser nu verden tyndt for at myrde krybskytter og andet skidtfolk under navnet Kraven.

Kraven spilles – primært med øjenbrynene – af Aaron Taylor-Johnson.

Den unge stjerne har før strålet som superheltestjernen Kick-Ass i filmen af samme navn. Men denne gang bidrager han ikke med meget andet end modelagtige ansigtsfolder og flotte overarme.

Taylor-Johnson er storfavorit til rollen som den næste James Bond, og han demonstrerer da også, at han kan se sofistikeretog selvsikker ud, som en god 007 skal. Men forhåbentlig har han større planer med sit portræt af agenten end det, han tilfører stakkels Kraven.

Så er der mere gods i talentet Fred Hechinger som Kravens bror Dmitri. Hechingers akavede udtryk er altid interessant at se på, men da Dmitri lige pludselig viser sig at have et jukebox-agtigt talent for stemmeefterligning er det alt for tydeligt, at han snart vil blive til Spider-Man-skurken Chameleon.

Ariana DeBose gør ikke noget særligt væsen af sig som Kravens redningskvinde og jurist-kumpan Calypso. Alessandro Nivola er slesk som overskurken Rhino, der på grund af en mislykket operation bliver til en gyseligt animeret næsehorn, hvis han ikke tager sin medicin.

Mest vellykkede figur er den mystiske underskurk The Foreigner, der i Christopher Abbotts mutte skikkelse myrder sine fjender ved at sende dem i trance, hvilket i filmen er udført med vellykket, hypnotisk flair.

Action-scenerne forløber i samme stil som i de andre film i Sonys Spider-Man-univers – det vil sige væsentligt mere blodigt end Disneys Marvel-film, men stadig overvejende følelsesløst.

En enkelt undtagelse er sekvensen, hvor en Rambo-agtig fælde får fatale konsekvenser for en soldats nedre regioner.

Fortællingen i Kraven the Hunter handler grundlæggende om voldelig magt, og hvem der har ret til at udøve den. Det tema må siges at være udtømt af stort set alle andre superheltefilm, og J. C. Chandors værk gør det ikke bedre end de andre.

Faktisk finder det sted på sjældent doven vis. Kraven starter totalt heroisk, men transformeres på rekordtid til morderisk selvtægtsmand uden den store motivation for at gøre det.

Man kunne være dyrket Kraven som moralsk forkvaklet seriemorder, men filmen vil hellere lade ham være ædel antihelt. Og uden skyggen af humor eller karisma er det svært at få sindet i kog over den tandløse jæger.