Madame Web

Hvem er Madame Web?

Nogle kender hende måske fra 90’er-tegneserien Edderkoppen, hvor hun toner frem som en mystisk, ældre dame med sin helt egen dagsorden. 

Hun både hjælper og stiller forhindringer i vejen for superhelten Spider-Man, og man kan aldrig vide sig sikker på, om hun er en helt, skurk eller noget helt tredje. 

På papiret virker hun ikke som en oplagt hovedfigur i en film. Men hendes synske kræfter, som lader hende se fortiden og alskens mulige fremtider, går godt i spænd med Marvels aktuelle begejstring for multiverser – separate universer, der krydses og skaber kaos. 

Netop sådan et kaos kæmper Spider-Man (Tom Holland) med at fikse i Spider-Man: No Way Home fra 2021. 

I Madame Web er den synske Cassandra Webb noget yngre end sædvanligt. I skikkelse af Dakota Johnson er hun en sej, selvstændig og socialt akavet ambulancefører i 2003. 

Der er reklamer for Beyoncés Dangerously in Love rundt omkring i New York, Britney Spears huserer i radioen, og man kan ikke lade være med glædeligt at tænke tilbage på Sam Raimis oprindelige Spider-Man-film fra 2002. 

Her stopper nostalgien imidlertid. 

Madame Web bombarderer øjeblikkeligt publikum med tåkrummende replikker. Mens ambulancemakkeren Ben (Adam Scott) yder hjertemassage, spørger Cassandra, hvordan det er for ham at være tilbage i Queens, og om det kan sammenlignes med at være i hæren. 

Hjemme fodrer forældreløse Cassandra en herreløs kat, og man når lige akkurat at tænke: ”Nårh, to strejfere!”, inden Cassandra selv siger: ”Os strejfere må holde sammen.” 

Mens filmen med sin dialog holder seeren i hånden som en overaktiv pædagog, mislykkes den med at forklare basale dele af plottet. 

Det er især grufuldt, når det gælder skurken Ezekiel Sims (sagesløse Tahar Rahim fra Profeten). Han er muligvis den værste skurk, Marvels filmunivers nogensinde har skabt. 

I 70’erne forrådte han Cassandra Webbs mor i Perus regnskov og stjal en sjælden edderkop, hvis gift kan kurere sygdomme og skænke folk edderkoppekræfter. 

I 2003 hjemsøges han af drømme om tre unge Spider-kvinder, der i fremtiden slår ham ihjel. Pigerne ender Cassandra med at beskytte, da hun med sine fremtidssyner kan forhindre Ezekiel i at myrde dem, inden de engang myrder ham. 

Ezekiel fabler gennem hele filmen om, at han ikke vil dø og miste alt det, han har opnået. Hvad det er, står hen i det uvisse – han har en sportsvogn og en stor, tom lejlighed med et edderkoppeterrarie og en supercomputer. 

For tilskueren virker det, som om han så gerne vil beholde sin bil, at han forsøger at slå tre teenagepiger ihjel. 

Han har også en sort, skurkagtig Spider-Man-dragt, som han pludselig dukker op i og uden fanfare. I den tomme lejlighed sidder den kun lige akkurat navngivne kvinde Amaria (Zosia Mamet) og sporer teenagerne på supercomputeren. 

Hvem hun er, og hvad hendes motiver er, fremstår ligegyldigt. Hun modtager blot eftersynkroniserede ordrer fra Ezekiel, som hun småbittert udfører. 

Store mængder af Ezekiels replikker er åbenlyst eftersynkroniseret. Typisk dubbes dialog på den måde, hvis et filmselskab gerne vil undgå at genindspille en scene. Overforbruget af dubbing tyder på, at Madame Web er blevet klippet sønder og sammen. 

Det kan samtidig forklare, hvorfor filmen både konstant holder os i hånden og forsømmer at karakterisere skurkene. 

Det er synd, for når Dakota Johnson får mere troværdige replikker, leverer hun en fin præstation som den forvirrede, men kompetente Webb. 

Det er også tilfældet for de tre teenagere: Julia (Sydney Sweeney), Mattie (Celeste O’Connor) og Anya (Isabela Merced). Skuespillerne agerer tydeligvis så godt, som de kan, gennem den rodede og akavede historie. 

Deres hæderlige indsatser kan dog ikke redde Madame Web. 

Man under Dakota Johnson at være med i en kompetent Spider-film som Sam Raimis originale. Ingen superhelt ville kunne svinge sig succesrigt igennem denne fadæse af et manuskript.