The Kingmaker

I 1976 tvangsforflyttede Imelda Marcos 254 familier fra den lille, filippinske ø Calauit for i stedet at give plads til en safaripark med løsgående giraffer og kænguruer, som hun for en kuffertfuld bestikkelse havde fået fragtet ud af den afrikanske savanne.

I dag er beboerne vendt tilbage og lever side om side med de efterhånden indavlede trofæ-dyr. De skal også leve med den hjemvendte Imelda, der sammen med præsident Ferdinand Marcos sad hårdt på magten i 21 år – fra 1965 til 1986.

I vestlige skolebøger bliver de betegnet som diktatorer, men det er de ikke udelukkende på Filippinerne og da slet ikke i Imeldas perspektiv.

”Opfattelse er ægte. Det er sandheden ikke,” som den farverige førstedame så udspekuleret får det sagt i Lauren Greenfields 100 minutter lange øjenåbner af en dokumentarfilm.

The Kingmaker er et udsøgt studie i magtfuldkommenhed og det dertilhørende tunnelsyn.

I stort set hver eneste scene fremmaner den nu 90-årige Imelda Marcos enten en gemen underdrivelse eller grov overvurdering af sin egen rolle. Instruktøren holder bevidst mikrofon, vel vidende at tilskuere med interesse for Filippinernes brutale historie enten dåner eller nærmest dør af grin.

Imelda Marcos er ligeglad, for i dag er hun utroligt nok senator. Hendes søn er kørt i stilling som vicepræsident, og den stenrige Marcos-familie har sågar en hånd oppe i den nuværende præsident Rodrigo Duterte.

Det er nærmest tragikomisk, når man tænker på, at formuen er stjålet fra det filippinske folk, som filmen også flere gange pointerer.

Det mest kendte billede på dekadencen er de 3000 par sko, Imelda Marcos efterlod, da præsidentparret blev fragtet i eksil på Hawaii efter en folkelig opstand i 1986.

I sin politiske returkampagne får hun ironisk nok fremstillet små sko-kager. Man tager sig til hovedet, men som den berømmede filippinske instruktør Brillante Mendoza for et par år siden sagde til mig i et interview: ”Man skal være filippiner for at forstå Filippinerne.”

Da jeg er filippinsk gift, har jeg i lange perioder boet i den eksotiske bananrepublik. Det har været som at overvære en blodig politisk sæbeopera uden at vide, om man skal grine eller græde. Desværre interesserer vestlige medier sig ikke for det filippinske magtmisbrug og de kræfter, der arbejder imod selvsamme.

Det er for kompliceret en affære.

På et tidspunkt vælter Imelda Marcos et indrammet billede ned fra et bord. En assistent samler op, og hun ænser det knapt nok.

Hun indledte afslutningen af Den Kolde Krig, mener hun selv. Hun ses i selskab med Nixon, Reagan, Castro, Gaddafi, Saddam Hussein og mange andre.

I dag er hun ærgerlig over, at hun er for gammel til at rejse ud og skabe fred i verden. Selvbedraget har tilsyneladende kun en fysisk udløbsdato.

Imelda Marcos kan kun undre sig over likvideringen af den populære politiske modstander, Ninoy Aquino. Han blev skudt i det sekund, han atter satte sine fødder i Manilas lufthavn.

Man er i tvivl, om man ser en senil dame eller løgner i øjnene. Det er hinsides almindelig fatteevne, hvordan denne dekadente pensionist har fået sig en betydelig magtposition, efter hun jo selv engang røg i eksil med sine legendariske diaper diamonds (hun gemte sinesmykker i babybleer), hvorefter hun blev retsforfulgt i årevis.

Min filippinske kone vil påstå, at det er lige meget, hvor man sætter sit kryds. For på Filippinerne er alle politikere korrupte. Og alle stemmer er til salg, i hvert fald de fattiges.

Imelda Marcos siger, at hun altid får, hvad hun vil have. Det mest oprørende ved filmen er, at hun åbenbart har ret. De politiske vinde er i gang med at løfte Marcos-dynastiet tilbage på de højeste tinder.

Det scenarie bruger The Kingmaker mindst tid på. Titlen lover måske for meget, ligesom den også er nærmest dokumentarskole-agtigt langsomt fortalt og ikke tager tilskueren i hånden med baggrundsforklaringer.

Men hvis du hænger på, er belønningen, at du til sidst forstår, hvor indavlet Filippinernes politiske magtelite er.