Anmeldelser I kategorien: cph pix 2017

Grim animation og uheldigt amputeret afslutning gør den japanske version af historien om Ronja Røverdatter til en kæmpe skuffelse.

Sofia Coppola får det bedste ud af Nicole Kidman, Kirsten Dunst og Elle Fanning i fornøjeligt melodrama om kvinders lyster under Den Amerikanske Borgerkrig. Men der er noget, der skurrer.

Fransk skilsmisse-drama udvikler sig nærmest til en nervepirrende home invasion-gyser set gennem sårbare barneøjne.

Alejandro Jodorowskys selvbiografiske barndomsskildring er verdens bedste propaganda for jobbet som digter.

Kristian Sejrbo Lidegaard udvider afgangskortfilm fra Super16 til en spillefilm, der har sine momenter, men føles lang.

The Artist-instruktør Michel Hazanavicius går forrygende skamløst til Nybølgens afgud, Godard, i legesyg komedie om simpel kærlighed og tabte briller.

Spøgelsesdrama med Casey Affleck er en sælsom, betagende oplevelse om sorg, tab og tid – og en af Cph Pix-programmets stærkeste film!

Der er for meget plat og for lidt punk i usammenhængende ungdomskomedie om punkere og rumvæsener.

Den finske tegner Touko kæmper i fængende biopic med et liderligt blik og tegneevner som våben mod forstokket seksualmoral.

Todd Haynes formår at forene 1920’ernes stumfilm med 70’er-cool farvefilm i Wonderstruck, der så gerne vil være nostalgisk fortryllende, men mister magien undervejs.

Tragikomisk finesse og harmdirrende indignation forenes på smukkeste vis i sort komedie om nutidig heksejagt i Afrika.

Super16-instruktøren Gabriel Tzafka spillefilmdebuterer med et parforholdsdrama, der gerne vil være en kunstfilm, men er for klodset til at lege med de store drenge.

Kinesisk fantasy-komedie har masser af syrede påfund, men ingen af dem får gang i lattermusklerne.

Oscar-vinderen Anders Walter spillefilmdebuterer med en charmerende fortælling om familietragedie og barnlig fantasi.

Med en forvandlet Robert Pattinson og et sublimt soundtrack har Safdie-brødrene skabt en af årets bedste film – en hæsblæsende kup-thriller, der aldrig glemmer sin menneskelige kerne.

Musikken til Stanley Kubricks mesterværker spillet på analoge, elektroniske instrumenter blev en forrygende koncertoplevelse af de sjældne.