Jupiter’s Moon

Ungarske Kornél Mundruczós Cannes-film Jupiter’s Moon starter intenst og overraskende. 

En gruppe syriske flygtninge står stuvet sammen i en tæt pakket lastbil ved siden af kasser med burhøns. Da de lukkes ud, går turen ud i små både, der kæntrer i kaos, da grænsevagterne beskyder dem. 

Kameraet følger lige i hælene på den unge flygtning Aryan (Zsombor Jéger) i én imponerende optagelse, der både bevæger sig over og under vandet. Det minder om klaustrofobien i Sauls søn og intensiteten fra åbningsscenen i Spielbergs Saving Private Ryan. 

Og så sker det overraskende. 

Politimanden László (György Cserhalmi) indhenter Aryan og skyder ham på klods hold. Aryan burde være død, men i stedet hæver hans krop sig fra den mudrede jord og svæver op i himlen. 

Der er mange ting på spil i Jupiter’s Moon. Nok også for mange, men det vender vi tilbage til. 

I starten ligner instruktør Kornél Mundruczós film en kommentar til flygtningekrisen, der i særdeleshed har været et presserende emne i Ungarn, hvor premiereminister Viktor Orbáns højrenationale regering som bekendt har ladet et massivt grænsehegn opføre. 

Men tidligt blander Mundruczó den rå flygtningevirkelighed med et magisk element: den svævende Aryan, der ophæver fysiske love og mingelerer med fornemmelse af rum. 

Er det Jesus forklædt som en flygtning i nød? 

Måske en engel, som er sendt til Jorden fra en af Jupiters måner, der sjovt nok hedder Europa. Det bliver – formentlig bevidst – aldrig helt klart. Og desværre devaluerer Mundruczó sin film til en banal thriller, der kulminerer i en virtuos pov-biljagt gennem Budapests gader. 

Handlingen i Jupiter’s Moon centrerer sig om Aryans møde med den moralsk tvivlsomme læge Stern (Merab Ninidze). Da Stern opdager, at den unge syrer i flygtningelejren har magiske evner, tror han ikke sine øjne. Men hurtigt ser lægen det unikke i Aryan, og de to flygter fra lejren, mens de jagtes af László og resten af det ungarske politi. 

Jupiter’s Moon foregår i en nær, men totalitær fremtid, hvor militær og politi går kampklædt rundt i Budapests gader. Det er ikke svært at forestille sig filmens nervøse Europa, hvor terror og undtagelsestilstand hele tiden lurer. 

I sommer deltog Jupiter’s Moon i Cannes’ hovedkonkurrence som et naturligt skridt op, efter at Kornél Mundruczós fremragende hundefabel White God vandt i sidekonkurrencen Un Certain Regard i 2014. 

I det franske var der dog bred enighed om, at Mundruczó ikke levede op til forventningerne. Jupiter’s Moon er nok teknisk og visuelt blændende, men historien er alt for flagrende. 

Den stikker i utallige retninger uden at falde til ro. Først er der flygtningekrisen, så det magiske, siden en thriller, og det hele ender i en actionfilm med et stort terrorangreb. For slet ikke at tale om alle de tematiske bolde, filmen undervejs kaster op: religion, skyld, tro og frygt. 

Derfor klinger filmens intentioner også noget hult på trods af en ellers forrygende billedside. Det er simpelthen blændende, når Aryan får en hel lejlighed til at rotere eller stiger til himmels som en civilklædt Superman. 

Til sidst falder filmen dog til jorden i en al for symboltung og tumultarisk finale. På religiøs vis skal Stern gå bodsgang og gøre op med en gammel skyldfølelse, mens spørgsmålet om tro bliver for tydelig og udsagt. ”Du tør ikke tro på Gud, vel?” spørger Stern László, der nægter at anerkende Aryans overnaturlige evner. 

Med Jupiter’s Moon har Kornél Mundruczó forsøgt at lave en magisk-realistisk fabel om nogle af de emner, der er allervigtigst for Europas fremtid. Flygtningestrømmen, terrorfrygt og spørgsmålet om religion. 

Men til trods for Aryans evner kommer filmen aldrig op at flyve.