Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Med rejechimpanser, forårsløgsgiraffer og en fræk Steve Jobs-parodi er Det regner med frikadeller 2 en farvestrålende fest.

Principielt er der noget fattigt over de evindelige sequels og reboots, men David Gordon Green leverer varen med stram og subtil uhygge.

Oscar-nomineret chilensk film med Gael García Bernal fyrer alle sine kanoner af, inden der er gået en halv time.

Feministisk kunstnerfilm om maleren Paula Modersohn-Becker, der trodsede patriarkatet i 1800-tallet, er båret glimrende skuespil og et smukt tidsbillede.

Glenn Close er en tikkende bombe i klogt og morsomt drama, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før hun har fået nok af sin indbildske nar af en forfattermand.

Historisk krigsdrama om tidens kvinder har den naturlige varme, livsglæde og humor, som Lone Scherfig kommunikerer allerbedst.

Retro-action er blevet en ny subgenre, men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til Bruce Willis’ rynkede og skaldede helt med vom.

Roman Polanski har skabt et smukt periodedrama om ære og principper, der minder os om, at sandhed og retfærdighed intet har at gøre med, om vi kan lide hinanden.

Pigen Félicie kæmper hårdt for at opnå sin drøm, mens filmen kæmper med klichéer og en besynderlig oversættelse.

Norsk drama om et barns drab er benhård realisme og spidder veloplagt det skandinaviske velfærdssamfund.

Der er charme og vold med glimt i øjet for alle pengene, når Matthew McConaughey forsøger at komme ud af tilværelsen som narkohandler i stjernebesat gangsterkomedie.

Disneys musical-filmatisering med alverdens eventyrfigurer i rundforvirret forening har svært ved at slippe de skrå brædder.

Sci-fi-mesterværket ramte tidsånden for 50 år siden, men restaureret på et af Nordens største lærreder er det som at se Kubricks vision realiseret til fulde for første gang.

Indsigtsfuld dokumentar fortæller historien om Yayoi Kusama, der trodsede hvide mænd, sexisme og egne brister for at ende som verdens bedst sælgende kvindelige kunstner.

Med fremragende skuespil af den blot elleveårige Royalty Hightower og en gennemført billedside kommer uhyggen snigende i en af årets overraskelser.

80’erne er tilbage med en røvfuld af en drengerøvsfilm, der til trods for Boyd Holbrooks manglende karisma er seriens bedste siden originalen.