Biografanmeldelse
24. apr. 2013
Efter revolutionen
Den syttenårige Gilles må vælge mellem tre hellige porte i Efter revolutionen: politik, kunst og kærlighed. Foto | Carole Bethuel

Efter revolutionen

Oliver Assayas tegner et detaljerigt og momentvist morsomt portræt af 70'ernes dogmatik og politisk gejst.

Af Rasmus Brendstrup

Vi låner ikke vores kamera ud til folk, der laver fiktion.”

Den besked får den aspirerende filmmager Gilles, da han forhører sig hos et hold venstrefløjsaktivister, der ruller ned gennem et solbeskinnet Frankrig anno 1971 med folkevognsrugbrødet fyldt med filmudstyr. Så Gilles nøjes med at tegne, male og se på, mens holdet prøver at vække folk i Sydfrankrig og Italien til arbejder- kamp. Og så får han i øvrigt et lift.

En lun aften viser holdet deres seneste dokumentarfilm – om det cambodjanske folks frihedskamp – for en engageret forsamling. En tilskuer spørger, om ikke en revolutionær film fortjener et mere revolutionært filmsprog? Instruktøren svarer klart nej: ”Den skulle jo nødig give et chok til proletariatet.”

Med Efter revolutionen tegner den franske instruktør Olivier Assayas et detaljerigt og momentvist morsomt portræt af 70’ernes dogmatik og politiske gejst. Det er et tidsbillede komplet med duplikationsmaskiner til flyveblade, piberygning, partnerbytte og molotovcocktails.

Først og fremmest er det dog en bittersød historie om at være ung og finde sit kald. For syttenårige Gilles, filmens hovedperson (spillet med ungdommelig fransk alvorsfuldhed af debutanten Clément Métayer), synes der at være tre hellige porte at vælge imellem: politik, kunst og kærlighed. Han er ung, han har talentet og friheden. Han kan vælge på alle hylder.

Men som syttenårig har man ikke forudsætningerne for at foretage sådan et valg. Det ved den 58-årige Assayas, og han har brugt bagklogskabens lys på en måde, der er uventet for en film om 70’erne. Nemlig til at skildre, hvordan revolutionskampen mest af alt var en indre kamp. Slogans om retfærdighed og nye verdensordener flyver om ørerne på Gilles, mens han selv sejler rundt i en oplevelsessuppe af modkultur, politivold, eksotiske rejser, skitser og malerier, småjobs og venner og kærester, der kommer og går.

Nogle scener virker banale i deres forsøg på at få bestemte aspekter af tidsånden med (tantrasex, laaang gennembladring af pladecovers). Men det tjener Assayas til ære, at han ikke bruger hverken bagklogskaben eller periode-staffagen til latterliggørelse. Han sender ganske vist nogle hilsner til dogmatikerne, men er dybt loyal mod sin hovedkarakter og hans interesser. Som når Gilles, der i filmens start kun har haft hån til overs for faderens kærlighed til Georges Simenons forfatterskab, senere befinder sig som praktisk gris ved optagelsen af en Maigret-film. Den indbyggede ironi er lun og underspillet.

Her, hvor korsvejen har ført Gilles i en stor bue hjem igen, er revolutionen for længst tabt af syne. Kærligheden har han heller ikke lokaliseret. Til gengæld er kunstneren Gilles ved at have fundet sit kald inden for filmen.

Efter revolutionen er en fiktionsfilm, men den fremstår i sjælden grad som en film, der er båret af det selvoplevede. At Gilles er et alter ego for Assayas fornemmes både i dens sikre, udramatiske øjeblikssansning og i de replikker, der fungerer som tungen-i-kinden-referencer til hans voksenkarriere. Assayas har leveret flere punket-outrerede fortællinger (Cold Water og Demonlover) – og han smiler sikkert lidt over at have lavet en film om revolutionen i et roligt, ja nærmest kontrarevolutionært filmsprog.

Til gengæld kan man med en vis ræson se Efter revolutionen som et statement om, at selve revolutionsånden – i en modnet form – godt kan leve videre gennem kunsten. Det er også næsten den eneste måde, man kan se filmen som et udtryk for optimisme. De stridende fraktioner af stalinister, trotskister og maoister har afvæbnet hinanden med floskler og løgne, og hverdagslivet sluger de sidste af oprørerne en for en.

Og alligevel fremstår Efter revolutionen som en hyldest til en tid, hvor alvoren og troen på en anderledes fremtid var dybere forankret end i dag. Det var bare individet og ikke samfundet, der blev revolutioneret.

Trailer: Efter revolutionen


Land:
Frankrig

År:
2012

Originaltitel
Après mai

Instruktør:
Olivier Assayas

Manuskript:
Olivier Assayas

Medvirkende:
Clément Métayer, Lola Créton, Felix Armand

Spilletid:
122 minutter

Premiere:
25. april 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro