Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Fenar Ahmads live-action-genindspilning af den ikoniske tegnefilm Valhalla skuffer slemt. Thors hammer falder tungt og mørkt.

Erik Clausens tag på demens i arbejderklassen, der stadig husker en bedre, socialdemokratisk fortid, er hans bedste film i årevis.

White trash-plathederne står i kø i Alle for to, der er direkte målrettet de små boller på teenagedrenge.

Oscar-vinderen Eddie Redmayne leverer et rammende signalement af Stephen Hawking i en behageligt usentimental film om fysikerens fascinerende liv og ægteskab.

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.

Esben Smed er fænomenal i hovedrollen som en psykisk syg, der er på jagt efter sandheden i noget indforståede filmatisering af Jonas T. Bengtssons debutroman.

Tysk film beretter medrivende den autentiske historie om to familiers spektakulære forsøg på at flygte i en luftballon fra DDR’s rædselsregime.

François Ozon når med en overraskende nedtonet stil ind i hjertet af en katolsk pædofili-skandale, der er brændende aktuel.

Kenneth Branaghs store forbrydelse er, at han gør en af krimigenrens mest virtuose solister til en frikadelle i en svulstig opera.

Svensk filmkomik bygget på verdensomspændende bestsellerroman tager tykt pis på (verdens)historien med humor, druk og masser af dynamit.

Det er ikke kun samfundets skyld i Harris Dickinsons modige og velspillede bidrag til britisk socialrealisme med Frank Dillane som staklen, der slår dig ned, hvis du prøver at hjælpe ham.

Jim Jarmusch’ vitale dokumentar om Iggy Pop og det fandenivoldske rockband The Stooges er den ægte vare.

Månedens film i Cinemateket er en overrumplende, sydkoreansk spøgelseshistorie, hvis dybe spørgsmål stadig spøger i vores gysereksperts baghoved.

Der er alt for meget sang i ny Disney-film, der til gengæld er frysende flot og befolket af to befriende beslutsomme kvindfolk i hovedrollerne.

Blandingen af sentimentalitet og sadisme kammer over, men i tråd med tiden er det lykkedes at gøre Rambo til en hvid, gammel og meget vred mand.

Alfons Åbergs spillefilmdebut er en sød, lille fortælling om hundeejere og hverdagsmagi. Men man savner uvægerligt Thomas Windings stemme.